mandag den 31. januar 2011

Well Down Under

L. er ankommet. Ankommet til Brisbane i ét stykke og til meget varme forhold. Kl. er lidt over midnat i Brisbane nu. Det ved jeg, fordi jeg har lavet en "L. i Australien"-væg.

Med den lokale tid (det blå ur), og et par opslagstavler til hvad der evt. kommer med posten dernede fra. Ellers skal jeg forsøge ikke at oversvømme Lebbeliv med down under rapporter. Jeg ved en del af jer følger med på hendes egen blog eller er i kontakt med hende. Men nu ved i hun er ankommet ok.


Selv har jeg været til kontrol i dag, med håndled 2 der ikke er blevet godt. Det 'snurrer' stadig er ømt og uden megen kraft. Lægen, af den dumme slags, mente at det var ok, selv om jeg forklarede at håndled 1 var super (opereret af anden end ham). Han mente der kunne gå op til 6 mdr. (selv om håndled 1.s symptomer var væk 2 dage efter OP). Hvad handler det om? Spade. Normalt bruger jeg ikke den slags udtryk om mennesker, men hele hans attitude, ansigt, kropssprog og sprog, fortalte mig at han mente det var mig der mærkede forkert.
Nu har jeg fået en ny kontrol (!) tid om 2 mdr. As(s) if. Jeg ringer i morgen og for den lavet om til en anden overlæge. Gider ikke spilde min tid på den slags. Nix nej.

Hvad jeg ikke regnede med, er at jeg nu er helt træt. Jeg kan godt kende forskel på hvad der er rigtigt og forkert i dette. Alligevel er det mig der bliver den verdenstrætte. Så jeg går op og lægger mig Hans Christian.

søndag den 30. januar 2011

Godt afsted og Sort samvittighed

Hun kom godt afsted. Jeg kom godt hjem. Så så man lige Minien brøle over Sjællands land, og nej, det var føreren der brølede. Højt, vedholdende og længe. Ja, det kan man godt, mens man kører 120 i timen. Nej, det skal man ikke. Sue me.
Nogen påstod engang, at man kun kan græde 10 minutter i træk. I beg to differ. Ikke at det er en konkurrence. Men hvis det var én, så havde jeg slået jer alle hjem i går.

L. var stærk. Som i bogstaveligste forstand. Hendes spinkle krop, bar mandigt de 20 kg rygsæk.
Det bliver så fedt for hende, og hvis det ikke gør, giver jeg hver enkelt Australien Mate en røvfuld. Så kan de lære det. I skrivende stund, er L. på vej til Singapore, til det sidste mellemstop inden Brisbane.

Tak for jeres søde kommentarer i går. De fik startet vandfaldet og brøleriet endnu engang. Gråd forløser og jeg sov godt.


lørdag den 29. januar 2011

She's leaving

Yes she is.
Vi kører mod Kastrup CPH lige om for lidt.
Vi har værnet om os i går. Den sidste uge. For fremtidens skyld.
Jeg ved, det ikke er farvel, men mit følelsesunivers er ikke udrustet med en 'relativ'-knap. Ingen 'nuance'-knap, ingen 'gråtone'-knap eller 'realitetscheck'-knap.

'Du-er-slået-hjem-knappen'-fungerer derimod fortrinligt. Der er dog ikke kr. 4.000 ved passering af start. Så uanset hvad du, jeg, de siger - så forlader hun mig nu, lige om lidt. Og ingen ord kan overbevise mine følelser om det. Følelser trumfer fornuft.

Men jeg tør godt. Jeg tør godt tage udfordringen op. For hun fortjener alt det Australien hun orker. Til hun kaster op af Australien og kommer hjem igen. Til mig. Der i mellemtiden, tager kampen op. Kampen med mine faldgruber, kampen mod at synke. For helvede. Jeg kan det her. Jeg har gjort det før. Bare aldrig med kærligheden. Kærligheden der blev, selv om jeg gjorde mig for at få hende til at skride. Nu er den her så, kærligheden, og den fucker med mig, for jeg mangler lige en manual eller to, til at forstå hvordan man både kan elske og elskes, og at farvel for 6 mdr. ikke er ensbetydende med farvel.

Farvel min skat. Dit modige menneske. Ikke modig fordi du tager til Australien, men fordi du har taget mig.

onsdag den 26. januar 2011

Tv og ventetid

Vi venter herhjemme. Venter på at L. rejser lørdag. I mellemtiden har vi 'Kontor' i spisestuen.

L. ordner rejseplaner, papirer, dobbelttjekker billetter, check-in tider og telefonnumre til udlejere. Jeg planlægger mit  kommende arbejdsliv, årsbudget, mulig kommende indtægt, byggebudget og alle de andre meget voksne ting.

Efter devisen, hak en tå hvor du kan, når budgettet skal shapes op, mente jeg det var tid at downsize mit forhold til YouSee. Følgende telefonsamtaler finder sted:


kl. 08.36 telefonsamtale med YouSee dame:
P: "Jeg vil gerne skifte fra fuld pakken til mellem pakken (= spare kr. 100 hver måned)"
Dame: "Det koster gebyr kr. 298,- og der skal tekniker ud"
P:"(tænker-shit, vi har lagt terrase der hvor stikket er) "Hvorfor skal der tekniker ud, når man skifter ned, men ikke op i pakker?"
Dame: "Derfor"
P:"Ok, det vil jeg gerne bestille så".
Dame" Ok"

Kl. 10.36 Telefonsamtale # 2 med YouSee dame
P:" Jeg vil gerne fortryde at gå fra fuld pakke til mellem pakke"
Dame: " Du bor .....XXXX.?"
P: "Øh ja" (magisk YouSee dame?)
Dame: " Det er hermed slettet".
P: "Ingen tekniker?"
Dame: "Nej da! Hvorfor fortrød du?"
P: "Fordi i tager gebyr, skal have tekniker ud og fordi jeg 80% af min TVtid ser TV3 Puls, som kun findes i Fuldpakken!"
Dame:"Men så kan vi sætte en boks op, men noget der kan noget og så kan du spole, optage og sætte Puls på pause og det er kun lidt dyrere end fuldpakken"
P. :"Nej, tak."

Suk.

tirsdag den 25. januar 2011

Barnløshed og kasse 1

Julie Lahme tager igen noget aktuelt op. Barnløshed og den nye betaling ved kasse 1. Er det ok? Er det kun de rige, der får råd til børn? Skal vi andre finde 10.-15.000 i husholdningsbudgettet og lukke røven. Eller i den mere kulørte ende, skal jeg sende L. i byen, fuld og håbe hun bliver knaldet tyk, af en der ikke fejler det store eller er grim?

Just saying....

Snuppede en folder om samme emne hos lægen forleden. Altså penge emnet.

"Nye regler om betaling for behandling med kunstig befrugtning og ændring af tilskud til fertilitetsmedicin"

In short:

- par eller enlige kvinder skal betale for behandlingsforsøg med kunstig befrugtning.
Et forsøg med insemination vil koste kr. 1.185. Beløbet reguleres årligt.
Et behandlingsforsøg med IVF (reagensglasforsøg) med friske æg (ja, tak) vil koste kr. 5.040.
Er der mulighed for at anvende optøede æg (!), vil dette koste kr. 3.024. Hertil kommer eventuelle udgifter til køb af donorsæd.

Forundersøgelser, udredning og diagnostik er stadig gratis.

Tilskud til lægemidler til fertilitetsbehandling
Brugerne (!), skal selv betale de første kr. 15.000 til fertilitetsbehandling.

En sterilisation vil koste hhv. 8.457 for mænd og kr. 12.984 (Hold nu op det er fandme unfair - jeg er ligeglad med at indgrebet er større hos kvinder end hos mænd og er træt af den pikke forskel der er og start mig slet ikke på bind, tamponer og p-piller - fjern så den moms).

lørdag den 22. januar 2011

Århus tur/retur og chef 1 og 2

L. og jeg har indtil videre kørt 467 km siden i går morges. Først en tur til Sønderjylland for at spise frokost hos min mor, besøge min fars grav, hente proviant i det tyske og hjemvendt til Nordyn sen eftermiddag.

I dag er vi kørt til Århus. L. skal have flyttet sine ting ud af lejligheden og sin lillesøster ind i samme, så nogen kan betale huslejen mens hun er down under. Det gør vi i morgen tidlig. I dag er L. (barfodet) i køkkenet og laver tærte til os, mens jeg stener. Det er uvirkeligt, at hun om præcis 1 uge, er den der er fløjet.
----------------------------------------------------------------------------------------

Virkeligt er det, at jeg i denne uge har talt med både chef 1 og 2. Den private og den offentlige. Ham og hende. Sort og hvid. På enhver tænkelig måde.

Chef 1. Mand. Privat

Chef 2. Kvinde. Offentligt


Her ville det være let at liste fordomme op, hvem sagde hvad og hvad skete der. Men der var sgu rodet op i kasserne.

Chef 1.
Han, negligerende ift. diagnose "Det behøver vi jo ikke fortælle nogen". Ikke som i "Det er flovt", men mere som i - "for mig betyder det ikke noget" - "du er dig", og "forresten, hvad om du siger dit offentlige job op og arbejder her i 30 timer, men til en højere løn? Jeg er sikker på du får mere ro så, oppe i hovedet. Og hvis du skal det der fleks, vil jeg også gerne have dig.

Ah HVAD?

Chef 2.
Hun, empatisk, støttende, spørgende - med spørgsmål som "Hvordan er det", og "Det er en hård besked at få", "hvad tænker du med dit arbejdsliv", "du vil komme i arbejdsprøvning, men det er svært hvad du kan og ikke kan, når det ikke er fysisk", "hvordan klarer man sådan en diagnose/besked".

Mange ord kom der, hele tiden havde jeg fornemmelsen, at hun dismissede mig som terapeut. Hun kunne først ikke se, hvordan jeg passede under "borderline", men da jeg forklarede forstod hun og dismissede mig. Spurgte respektfuldt, hvad jeg ønskede hun meldte ud til kollegerne (Sandheden, diagnose, ikke psykisk lidelse som hun foreslog). Har hørt fra kollegerne det endte med psykisk diagnose. De fik besked dagen efter. Fair nok.

Det underlige er, at jeg har det bedst med og hos chef 1. Der er ingen forstående empatiske vat handsker. Jeg skal yde det jeg er ansat til. Hvordan jeg gør det bestemmer jeg selv. Frihed under ansvar. Tonen er rå, men kærlig.
At han ikke forstår diagnoser og slet ikke de psykiske betyder ikke mere, når manden tilbyder mig flere timer og mulighed for at opsige, det jeg ikke er glad for længere. Til bedre løn. Og tilføjer, at går det ikke, så skal han nok sige til, at det ikke er godt nok og så kan vi finde ud af noget med flex (ja, ja, så let er det ikke).
Men INDSTILLINGEN - han ser på HVEM jeg er, HVAD jeg hidtil har præsteret /ikke præsteret og skider hul (undskyld), i at mine særheder gør mig sårbar og mindre stabil. Han er ærlig.

Det andet. At pakke ind i empati, omsorg, medfølelse, respekt (!)
- I hate it. Det var her jeg følte mig reduceret til en patient. Fra at være mig - terapeuten. Og det har nok været problemet der hele tiden. Det der ikke bliver sagt. Det der forventes men ikke bliver sagt, at det pædagogiske, som kommer ud af munden med ikke øjnene. Og det har været fandens svært at navigere i.

Jeg ved endnu ikke helt hvad jeg gør, men der begynder at forme sig en plan. Nu vil jeg lige lade samtalerne sive ind et par dage - for jeg gjorde det sgu.

Ps. kunne godt have undværet kollega sms'en om "det gør mig ondt at du har fået en psykisk diagnose....."

torsdag den 20. januar 2011

Myrer

Der er uro i mave, krop og hovede her på matriklen. Helt fysisk, da Banehusets dagsprogram ser således ud:

07:15 Gulvmand ankommer
07:30 VVS mand ankommer
08:00 Tømrere ankommer
13:00 elektriker ankommer

Hvordan de alle får plads på de 39 m2 ovenpå er en gåde, de selv må løse. Selv er jeg gået i hi, så meget det nu lader sige gøre i stuedelen, sammen med katten.

Jeg er projektleder på den 1. sal - og selv om det er dejligt, at første salen begynder at ligne noget beboeligt, så stresser det mig i disse dage, at have alle de folk ind og ud, dagligt.

Mit hovede er fuldt af; "Hvad skal jeg med mit liv jobmæssigt" og "kæresten rejser på lørdag i næste uge", så alt det håndværkeri stresser. Eller måske er det de andre ting der stresser, og håndværkeriet er blot dråben.
Resultatet var, at jeg i går, efter samtale med chef 1. (den der mener psykisk sårbarhed er roterende fis i kasketten), ikke kunne styre mine tanker. De var all over the place og forplantede sig til kroppen. Hovedet var træt, ville gerne sove, have ro, men tankerne ville ikke og kroppen kvitterede med følelsen af at have myrer i benene og under huden.

En løbetur, gav lidt styr på vejrtrækningen og myrerne, men natten var urolig og tanker der kørte i cirkler.
I dag skal jeg, udover opbuddet af mandfolk på førstesalen, til møde med chef 2. Bekende kulør. Måske. I  går gav mig en ide om, at jeg endnu ikke skal raskmeldes, for rask er jeg ikke, med de roterende tanker.  Og jeg kunne MÆRKE det, at jeg ikke er klar. At stressen lurer under overfladen.

Og så skal næste uge være håndværkerfri - så jeg kan få samlet tankerne om de ting der kommer frem ved samtalerne med cheferne, om L.'s afrejse, om det næste halve år.

Træk lige vejret for mig derude, bare en enkelt gang.

tirsdag den 18. januar 2011

Roterende fis

Jeg skal til læge idag. Opfølgning på 'hvordan det går'. Ved samme lejlighed, skal jeg have forlænget min sygemelding, nu uden håndled, men med psykisk overbygning.

Det gør mig nervøs. Ikke på grund af min læge, der er den sød og imødekommende. Men fordi det betyder, at jeg skal samtale med begge mine arbejdspladser om det, i hvert fald den ene vil mene er roterende fis i kasketten.

Selvfølgelig er det noget jeg vælger selv, at konfrontere dem. Og hellere det, end at holde det hemmeligt længere. Hver 2. dag er der intet i vejen, og hver 2. dag, eller senere på dagen, er jeg nervøs, kan ikke overskue en håndværker samtale (og dem er der en del af p.t.) eller at tage i Netto.

Så planen er, at forblive sygemeldt. Blive indkaldt til kommune samtale, når de kalder og så tage den derfra. Panikken ligger under overfladen, om at miste jobs, miste identitet (som om det ikke allerede er ved at ske), og det der vejer tungest, er at miste indkomst, som jeg har skrevet før. Huset er min hule, mit projekt, der jeg kan afreagere og kreere, og tanken om at sælge, tabe penge på det og flytte tilbage i en lejlighed fra gældfri til forgældet, gør ikke min nattesøvn bedre.

Men mit nytårsønske var tillid. Tillid til mig, at jeg kan det her, tillid til systemet og tillid til mine omgivelser, 'mine' mennesker, selv om jeg har forsømt dem gennem det sidste år.

Tillid.

Her ville jeg gerne indsætte en video, men det virker ikke, så gå selv til linket. Jeg har det cirka sådan i hovedet i dag

Roterende fis i kasketten

mandag den 17. januar 2011

Er du homo og har 10 minutter til overs?

Jeg fik den fineste mail i dag:
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------



Til Lebbeliv set fra provinsen.


Vi er faste læsere af din vidunderlige og super ærlige blog - kæmpe ros til den :)
 
Vi skriver til dig fordi at vi fra din blog ved, at du er homoseksuel og vi i denne har projektopgave, hvor vi har valgt emnet Homoseksuelle. Vi har valgt emnet fordi vi synes at det er et ekstremt spændende og relavant emne, fordi folk i især vores alder er uafklarede med deres seksualitet. Du virker dog ekstremt afklaret, ærlig og åben omkring din seksualitet, og derfor synes vi at det kunne være spændende at interviewe netop dig, omkring det! :) 
 
Vi foreslår at vi kan mødes (tæt på dig, selvfølgelig). 


Vi ved at vi er sent ude (Vi havde et andet interview men personen vi skulle interviewe, hoppede fra i sidste øjeblik). Vi håber meget at du vil gøre dig den ulejlighed, at tage dig 10 minutter til at hjælpe os. 
 
Hvis du ikke selv har tid, har du så mulighed for at give os et telefon nummer eller en mail, hvis du har en bekendt som du tror kunne tænke sig at stille op til et kort interview?
 
På forhånd mange tak.
 
Venlige hilsner, 
 
A. L. S. og A 9.B, XX skole

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------


Det er mig der har anonymiseret navne og sted fra pigernes mail. Desværre har jeg ikke selv overskud til at hjælpe dem. Jeg har i sidste måned stillet op til et lignende interview til en 9. klasse. Jeg tror på at hjælpe og jeg videregiver hermed depechen til de af jer derude, der er i målgruppen og har lyst til at give dem lidt tid.
Skriv til mig og jeg sender mailen videre til de 4 søde fra xx skole. 

Ps. de er fra Sjælland

fredag den 14. januar 2011

Gør som katten

 Katten F. er min baby. Hun er 12 1/2 år, hvilket svarer til midt i 60'erne.
Hun er ude/indekat og har egen indgang. F. mener at det er hende der bestemmer og det er ok med mig. Af og til kan man undre sig, når hun kigger på én som i "WTF....hvem er du/i". Ja, det er som mig der stopper det dyre kattemad i dig. For slet ikke at starte på hendes og L.'s jalousi-kærlighedsforhold. Dem om det.
I denne tid er det så som så med udgang. F. vil hellere sove, og gerne hvor der er varmt, så ud af de 6 faste pladser hun har, er den på skrivebordet under arkitektlampen (uden sparepære), tidens favorit. Jeg forestiller mig, det er som når vi andre ligger i solariet, hvad vi så ikke gør længere. Følelsen af at ligge i lyset under noget der varmer derudaf med 60 watt, den kan man ikke fortænke hende i at nyde.




Alternativt, når solen skinner, er pladsen også populær. Så kan man nyde solen, få lidt kæl OG holde øje med de fede solsorte i haven. Og i ny og næ, men kun i særlige tilfælde....




...vover F. sig ud på den nye terrasse. Sidder i solen og regerer sit nye Dronningerige. 
Long live the Queen. 

torsdag den 13. januar 2011

Vinduer

Det er længe siden jeg har fortalt og vist om byggeriet.

Nu er der noget at se, for 1. salen fik i går vinduer. Som i vandtætte, kuldetætte vinduer af glas. Efter 3-4 mdr. med grøn plastik er det fint. Så fint.

Før 
























Efter


onsdag den 12. januar 2011

Vejrudsigten down under


Om mindre end 3 uger skal L. til Brisbane, Australien. De har sensommer nu , og der ligger gennemsnits temperaturen på 25-30 grader, hvilket gør mig temmelig glad på hendes vegne. Mindre glad, udover det faktum at hun skal være væk 6 mdr, gør det mig at der er lidt vel meget vand i området nu.
Faktisk så meget vand, at der i skrivende stund evakueres 20.000 boliger fordi de forventes at blive oversvømmet i dag.
Det vand må godt lige slappe af, inden hun ankommer den 30. januar.

lørdag den 8. januar 2011

Bums på penis


Undskyld. Tilgiv den upassende overskrift. Fluefangeren til dette indlæg. 
Jeg har selvfølgelig ikke nogen bums på penis, eller en penis for den sags skyld. Men indlægget i går var min "Ud af skabet", som menneske med: 

EMOTIONELT USTABIL PERSONLIGHEDSFORSTYRRELSE
(Borderline personlighedsforstyrrelse) 


På en eller anden måde lyder "Bums på penis", sjovere og nemmere at håndtere. Deraf overskriften. Til de af jer der har problemet, er der råd at hente i Ude og Hjemmes brevkasse herover.

Til jer andre, i fine læsere, som har støttet mig i katten om den varme grød. Tak for det.
Jeg håber i hænger på, for der kommer med garanti mere af samme skuffe. 2011 skal blive et projekt.

Projekt:
Hvordan udnytter jeg de resourcer jeg har bedst, til et dejligt liv. Med L., katten, forhåbenligt huset og haven.

Hvad jeg indtil videre har erfaret er, at der er to slags offentlige kontakter/instanser. Dem hvor jeg kan være mig og velformuleret, og så er der dem hvor jeg bliver et nervøst, bange, og usikkert væsen. De sidste er dem, der skal hjælpe mig, med et øknomisk grundlag til det gode liv. - Og siden jeg har bremser som en golfvogn på en 10 tons lastbil, og vælter over en telefonsamtale (se gårsdagens indlæg), så har jeg i dag fået kontakt med en venlig bisidder fra SIND. Hun vil tage med mig til mit første med med kommunen. Og det er jeg SÅ lettet over. En der kan høre og se det jeg ikke hører og ser. En der gør at de opfører sig ordenligt. At jeg gør.

Og så har jeg fundet ud af at denne blog og dens læsere er guld værd. For indlæggene og kommentarerne fra jer, stiver mig af. Gør nervøsiteten mindre, angsten tilladt og giver mod. Endnu engang beviser blogland, at kunne noget jeg ikke havde drømt om. Bums på penis eller ej.

Kh. 

fredag den 7. januar 2011

Psykinfo og andre eksperter




De andre eksperter:

L. og jeg havde en fin samtale med en kyndig person hos PsykInfo i går. Selv havde jeg en velformuleret, rolig dag - så nødvendigheden af denne samtale var svær at gennemskue. Men det er nødvendigt. Det mener lægen, L., PsykInfo damen og ikke mindst psykoterapeutisk afsnit, hvor til jeg er henvist nu. 
Jeg gik derfra, fyldt op i hovedet, men med en forståelse af, at jeg har krav på udredning. Jeg må gerne fastholde min sygemelding, men at det skal være med begrundelsen: Psyke og ikke længere håndledene. 

I morges, syntes jeg igen, at det ikke er nødvendigt. Jeg kan jo bare......Indtil jeg huskede på, at damen i går sagde, at præcis DET er sygdommen. At jeg på gode dage, ikke kan passe på mig selv. Se behovet for at kunne varetage mig, på de dårlige dage, der er flere og flere af, så længe jeg arbejder helt normalt.

Jeg kan mærke, mens jeg skriver dette, at jeg ikke rigtigt tror på det. Ikke rigtigt tror på, at jeg må have det her forløb. At jeg må hjælpes, for jeg kan jo bare....Men virkeligheden er, at det der 'kan jo bare' ikke længere virker så godt. Jeg er ved at være træt, træt af at vælte, træt af at samle mig selv op, træt af at slide på mig selv og mine omgivelser, og så gøre det hele i hemmelighed eller under dække af fysiske for mig mere, acceptable problematikker. 

Nu gjorde jeg det så. Jeg ringede til 'min' (!) sagsbehandler i kommunen. Hverken kommune, eller arbejdspladser, ved andet, end at mine håndled er ved at komme sig efter operation.

Han er ikke som den flinke a-kasse dame eller den forstående psykinfo dame. Jeg kan høre det. Jeg ringer til ham, uopfordret, fordi jeg nu ved hvad der skal ske. 
At jeg skal fortsætte min sygemelding, melde ud til arbejdsgivere og i gang med en udredning. Men det er min plan. Eksperternes plan. Han sidder på en lille bitte pengekasse, og hans plan - hvis jeg ikke indgår i de små kasser de har, er at jeg sendes videre til visitation, "Vi har et team", og de "Har gode lægekonsulenter" og "tror du der måske er noget du kan raskmeldes til, når dine håndled er ok om 14 dage?". Hallo lille bitte kasse mand, jeg har lige fortalt dig at jeg har borderline, og at det ikke handler om håndledene. 

Men jeg bliver usikker - og tænker lynhurtigt, at tjoh, jeg kan jo det hele og sådan. Men får fremstammet, at min læge (ja, gem dig bag hende P.), og psykinfo og psykoterapeutisk afsnit, nok mener at der skal udredes grundigere og til en løsning på sigt. "Hm", sagde mand-sagsbehandleren, og jeg kan mærke han mister interessen. Så udfylder du bare papirerne når du får dem fra mig, og hvis der så står noget andet end håndled, må vi forholde os til det og så kan du anføre alle de referencer, hvor vi kan søge supplerende oplysninger. 
Jeg spurgte om han mente jeg skulle melde ud til arbejdsgivere? Det svarede han ikke på, for i hans system var jeg jo ikke sygemeldt endnu, for han han ikke fået refusionspapirer fra arbejdspladserne. 

Så nu sidder jeg her. Planen er den samme, for det siger de andre jeg skal - og jeg siger det også selv. Jeg vil GERNE udredes i forhold til job. Jeg vil gerne leve mit liv mere kvalitativt, uden den evige kamp om at kunne være på min plads fra 8-16. Men følelsen er anderledes. Følelsen siger: "Lad nu være P. , det er jo gået indtil nu og kommunen har ingen penge eller ekspertise til det her. Vi er i udkantsdanmark. "

Jeg er eksperten. Jeg skal bare lige tro på det.

Ps.



Jeg fik mail fra Poul i går. Yes, Mam - selveste Poul Nyrup Rasmussen. Jeg skrev til ham, for at give ros til hans initiativ omkring Psykisksårbar.dk. Også en tidligere statsminister skal have ros, når han gør noget ekstraordinært. 

Kære ...
Dejligt at du synes godt om vores kampagne. Vi har fået rigtig mange gode tilbagemeldinger på den.
Jeg ønsker dig alt godt – Du har intet at skamme dig over. Og du kan tro, at jeg kæmper videre!

Med venlig hilsen
Poul Nyrup Rasmussen
Formand for Foreningen Det Sociale Netværk
 
Sankt Annæ Plads 16
DK-1250 København K
Tlf.: +45 50 846 846





onsdag den 5. januar 2011

I en lille båd der gynger.....

A-kasse damen holdt fast i hvad vi talte om i går. Holdt fast i, hvad vi begge mente er de mulige scenarier, hvis jeg out'er mig til kommune og arbejdsgivere, og fastholder min sygemelding på et andet grundlag end opererede håndled, den psykiske sårbarhed:

- Jeg risikerer fyring p.g.a. sygdom
- Kommunen, ydelseskontoret, jobcenteret (herefter kaldet Pengesystemet), vurderer min arbejdsevne og en mulig nedsættelse af denne, både i eget fag og uden for
- Vurderes det, at jeg kan arbejde over 20 timer ugentligt (hvad jeg selv mener, mener faktisk 25), så er jeg for god, og problemet er mit eget
- lægeudtalelser og lægehistorie tages med, men vægter mindre end ressourceprofil

All things i know. I know. I knew. Dette er ikke et klage indlæg. Det er ikke et ned-med-regeringen og pengepolitik indlæg. Jeg ved samfundet bløder økonomisk. Jeg hører det, ser det og accepterer det.

Alt dette er kun én udlægning. én socialrådgiver. Et liv. Mit. På en underlig måde er jeg lettet. Lettet fordi jeg ikke skal miste kontrollen til et system, jeg ikke stoler på, når det handler om psykisk sårbarhed. Pfew, dodged that bullet, for det her tør jeg ikke risikere. Never mind, at jeg er bange for en udredning.

Men jeg risikerer i værste fald, at jeg fyres pga. sygdom OG ikke godkendes til flexjob.

...Min største angst, det der driver mig, er at jeg skal opgive Banehuset. Banehuset der slet ikke er færdigt endnu. Jeg er ikke færdig med dig hus, eller du med mig. Min hule. Jeg er mest bange for at miste min hule.

Min hjerne kører i højt gear nu. Løsninger, løsninger, løsninger.
I morgen skal jeg til info møde med en rådgiver på Psykinfo, men siden jeg nu har besluttet jeg ikke er psyk, så er det egentlig ikke længere nødvendigt.

tirsdag den 4. januar 2011

"Jeg si'r hallo, hallooo, jeg ved godt du er hjemme"

Dagen i dag er telefondag. På den måde, at jeg ringer alle dem op, jeg har udskudt at ringe til.
De sjove af slagsen er blikkenslageren, mureren og vinduesfabrikatøren. De er forsinkede. Alle sammen - og de sætter en bremse i udviklingen på første salen. Tømrerne kan ikke komme videre, før der er
1) Sat vinduer i
2) Flyttet rør til håndvasken, der i første forsøg blev placeret forkert
3) Hullet i bryggersgulvet er lukket

Alle har gode undskyldninger (de er på vej hjem med lastbil fra Letland, folks vandrør springer, folks vandrør springer)

Nå ja, fair nok. Mit er ikke livstruende og jeg hidser mig egentlig ikke op. Måske fordi det er noget andet der trykker. Telefonopkaldende til dem der ved noget, kan noget og bestemmer noget.

Siden efteråret har jeg forsøgt at komme overens med, at en 37 timers jobuge, fordelt på 2 arbejdspladser, ikke er foreneligt med et sårbart sind. Jo, nogen dage - kein problem, men de dage det ikke er. De dage hvor den indvendige verden fylder mest og alt. De dage hvor en sætning dagen før har væltet fundamentet. De dage, er arbejde svært.

Nu er jeg den offensive type. Så derfor bad jeg i sommers om en speciallæge udtalelse, vel vidende, at den på et eller tidspunkt skulle bane vejen for en mulig anden arbejdstilværelse, end den jeg har nu. Måske. Engang.

Den tid er ved at være der. Eller er den? De sidste uger, har jeg været frem og tilbage, op og ned. Det er pikkesvært at vurdere, hvad vej man skal gå, når noget af det sidste man er, er stabil i sine følelser. Den ene dag, er jeg superhelten, den næste er jeg...meget lille. Det har jeg skrevet om før.




Det er også pikkesvært, når al politik, medier og offentlig mening, siger alle skal ud og arbejde mest muligt. Glem fleksjob, glem hensynstagen. Glem det! Måske er jeg for god, til at blive taget hensyn til?

Jeg har de sidste uger, samlet mod og støtte (tak L. og tak blogland), til at bekende kulør. Til at offentligt forholde mig til og erkende, at jeg ikke kan det jeg syns jeg burde. At man ikke kan regne med mig, på samme måde som dem med fundament, stabil selvopfattelse og dem med bedre hukommelse. For det er fakta. Hvorfor er det så svært at gradbøje fakta? (Fakti?)

Jeg er der endnu ikke. Jeg er endnu ikke der, hvor jeg tror på at det jeg kan/ikke, kan er virkeligheden. Jeg er stadig der, hvor jeg tror at hvis jeg tager mig sammen, så kan jeg...lidt endnu. Også selvom det sidste år, har været lappeløsninger og cooping på mikroplan. Jeg har vist opbrugt min kvote af maveonde, hjemmearbejdsdage og lægebesøg.

I dag ringede jeg til en socialrådgiver. Fra min a-kasse (DSA). Jeg vidste ikke hvad jeg ville spørge om, men hun spurgte mig. Om mange ting. Og det endte med, at hun fik hele historien. Det var rart at fortælle til nogen. Hun var interesseret, gav udtryk for at kende til min problematik, og bad efter en halv time, om at hun måtte tænke sig om. Og ringe igen i morgen?

Ja for fanden, det må du.

Nu sidder jeg med en følelse af, at jeg ikke er ligemeget. At en dame på en a-kasse, faktisk hørte efter og ville vide mere. Hun var også fair og sagde, at det her kunne blive et langt forløb, og at hun i sidste ende, nok var enig i, at jeg skal melde ud. At det måtte være hårdt at lyve, at en opstart på et samtaleforløb nok lå i arbejdstiden, og hvordan jeg skulle klare det? Melde ud, sagde hun, til kommunen, til arbejdspladserne, men om hun lige måtte tænke sig om?

Ja, for fanden. Og tak fordi du lyttede :o)

Ps. det skal siges, at L. har sagt det samme hele tiden.

mandag den 3. januar 2011

Genudsendelse

Jeg genudsender, på egen opfordring min nytårsblog, og mit ønske for 2011 til blogland:
-----------------------------------------------------------------

Kære læsere. 
Bloggen kom til live i 2010, efter et par forkølede søsætninger årene før. Tak for jeres læseri, skriveri og ikke mindst jeres blogge. 

Lad 2011 være kærlighedens år. Lad det sive ind, af alle sprækker og vaske mistroen og mistilliden væk.  Lad ære få plads. Ære til andre. Respekt til sig selv og andre. Ned med småligheden. 

Jeg bringer en opfordring til blogland. Lad os åbne vejen til hinandens ord. Lad os fjerne de fjollede kryptiske ord, der skal tastes ind for at lægge en kommentar. Lad os vinde tiden - og bruge den til noget bedre.

-------------------------------------------------------------------------------

Hvad siger i? 

3 bloggere har allerede taget det til sig, og fjernet 'volapyk' ordene. Tør du?

Kh

søndag den 2. januar 2011

Pouls Hjørne



L. fandt Hilda Heick på Odense Banegård i går. Eller en kampagne, hvor Hilda Indgår - og tænk sig, det er den fineste initiativ, sat i værk af Lone Dybkjærs fine mand, Poul. 
Kig ind - it made my day! Som jeg sagde i går - Lad os åbne dørene


Mere dialog – nyt fokus

Formålet med psykisksårbar.dk er at skabe et trygt rum for dialog, hvor mennesker med psykiske lidelser, pårørende og andre, der er engagerede eller interesserede i området, kan dele erfaringer, oplevelser, tanker, gode råd og ønsker.
Hver anden familie i Danmark har – ifølge PsykiatriFonden – psykisk sygdom tæt inde på livet. Omkring hver femte dansker oplever på et eller andet tidspunkt at have ondt i sindet. Det kan spænde fra en mild depression til psykotiske sygdomme.
I dag taler vi åbent om alverdens sygdomme. Men når det kommer til psykisk sygdom, er der stor tavshed, selvom psykisk sårbarhed omfatter ligeså mange danskere, som har kræft, hjertesygdomme og diabetes.
Der er brug for mere åbenhed om det at være psykisk sårbar og pårørende.
Mange hilsner
 

!

lørdag den 1. januar 2011

Status 2010



Jeg havde en fin  dag og nytårsaften. L., katten og jeg. Hovedrengøring i det der stadig ligner en studenterbolig. Fine stjerner efter opskrift fra Miv. Forret, dessert og Asti. Fint tøj og hår. Kuvert med kort for ønsker til sig selv og den anden for 2011. Eventyrfilm. Tårer. Latter. Kan-ikke-holde-mig-vågen-krise. Holdt os vågne. Anti-klimaks, da det forventede landlige fyrværkeri var 10 minutter forsinket. Gik tilfredse i seng, da Otterup viste der var krudt i dem (For selv om man ikke gider feste, vil man gerne inviteres).










Det er moderne, med status og passende, når et årstal skiftes ud. 

2010

- Husejer for første gang
- 2 års dag for første gang
- Håndledsoperationer
- Begyndende erkendelse, af at mine psykiske udfordringer har et navn
- Trailer ejer
- Campingsvognsejer
- Året hvor jeg så mindre til mine venner end jeg nogensinde har gjort
- Taknemmeligheden over en dygtig læge
- Utrygheden og angsten ved erkendelse
- Bloggen, fik en rutine, en form og faste læsere (!) - Hele 38 af slagsen.  

Kære læsere. 
Bloggen kom til live i 2010, efter et par forkølede søsætninger årene før. Tak for jeres læseri, skriveri og ikke mindst jeres blogge. 

Lad 2011 være kærlighedens år. Lad det sive ind, af alle sprækker og vaske mistroen og mistilliden væk.  Lad ære få plads. Ære til andre. Respekt til sig selv og andre. Ned med småligheden. 
Jeg bringer en opfordring til blogland. Lad os åbne vejen til hinandens ord. Lad os fjerne de fjollede kryptiske ord, der skal tastes ind for at lægge en kommentar. Lad os vinde tiden - og bruge den til noget bedre.

Hvad siger i?