"Jeg si'r hallo, hallooo, jeg ved godt du er hjemme"

Dagen i dag er telefondag. På den måde, at jeg ringer alle dem op, jeg har udskudt at ringe til.
De sjove af slagsen er blikkenslageren, mureren og vinduesfabrikatøren. De er forsinkede. Alle sammen - og de sætter en bremse i udviklingen på første salen. Tømrerne kan ikke komme videre, før der er
1) Sat vinduer i
2) Flyttet rør til håndvasken, der i første forsøg blev placeret forkert
3) Hullet i bryggersgulvet er lukket

Alle har gode undskyldninger (de er på vej hjem med lastbil fra Letland, folks vandrør springer, folks vandrør springer)

Nå ja, fair nok. Mit er ikke livstruende og jeg hidser mig egentlig ikke op. Måske fordi det er noget andet der trykker. Telefonopkaldende til dem der ved noget, kan noget og bestemmer noget.

Siden efteråret har jeg forsøgt at komme overens med, at en 37 timers jobuge, fordelt på 2 arbejdspladser, ikke er foreneligt med et sårbart sind. Jo, nogen dage - kein problem, men de dage det ikke er. De dage hvor den indvendige verden fylder mest og alt. De dage hvor en sætning dagen før har væltet fundamentet. De dage, er arbejde svært.

Nu er jeg den offensive type. Så derfor bad jeg i sommers om en speciallæge udtalelse, vel vidende, at den på et eller tidspunkt skulle bane vejen for en mulig anden arbejdstilværelse, end den jeg har nu. Måske. Engang.

Den tid er ved at være der. Eller er den? De sidste uger, har jeg været frem og tilbage, op og ned. Det er pikkesvært at vurdere, hvad vej man skal gå, når noget af det sidste man er, er stabil i sine følelser. Den ene dag, er jeg superhelten, den næste er jeg...meget lille. Det har jeg skrevet om før.

Det er også pikkesvært, når al politik, medier og offentlig mening, siger alle skal ud og arbejde mest muligt. Glem fleksjob, glem hensynstagen. Glem det! Måske er jeg for god, til at blive taget hensyn til?

Jeg har de sidste uger, samlet mod og støtte (tak L. og tak blogland), til at bekende kulør. Til at offentligt forholde mig til og erkende, at jeg ikke kan det jeg syns jeg burde. At man ikke kan regne med mig, på samme måde som dem med fundament, stabil selvopfattelse og dem med bedre hukommelse. For det er fakta. Hvorfor er det så svært at gradbøje fakta? (Fakti?)

Jeg er der endnu ikke. Jeg er endnu ikke der, hvor jeg tror på at det jeg kan/ikke, kan er virkeligheden. Jeg er stadig der, hvor jeg tror at hvis jeg tager mig sammen, så kan jeg...lidt endnu. Også selvom det sidste år, har været lappeløsninger og cooping på mikroplan. Jeg har vist opbrugt min kvote af maveonde, hjemmearbejdsdage og lægebesøg.

I dag ringede jeg til en socialrådgiver. Fra min a-kasse (DSA). Jeg vidste ikke hvad jeg ville spørge om, men hun spurgte mig. Om mange ting. Og det endte med, at hun fik hele historien. Det var rart at fortælle til nogen. Hun var interesseret, gav udtryk for at kende til min problematik, og bad efter en halv time, om at hun måtte tænke sig om. Og ringe igen i morgen?

Ja for fanden, det må du.

Nu sidder jeg med en følelse af, at jeg ikke er ligemeget. At en dame på en a-kasse, faktisk hørte efter og ville vide mere. Hun var også fair og sagde, at det her kunne blive et langt forløb, og at hun i sidste ende, nok var enig i, at jeg skal melde ud. At det måtte være hårdt at lyve, at en opstart på et samtaleforløb nok lå i arbejdstiden, og hvordan jeg skulle klare det? Melde ud, sagde hun, til kommunen, til arbejdspladserne, men om hun lige måtte tænke sig om?

Ja, for fanden. Og tak fordi du lyttede :o)

Ps. det skal siges, at L. har sagt det samme hele tiden.