A-kasse damen holdt fast i hvad vi talte om i går. Holdt fast i, hvad vi begge mente er de mulige scenarier, hvis jeg out'er mig til kommune og arbejdsgivere, og fastholder min sygemelding på et andet grundlag end opererede håndled, den psykiske sårbarhed:
- Jeg risikerer fyring p.g.a. sygdom
- Kommunen, ydelseskontoret, jobcenteret (herefter kaldet Pengesystemet), vurderer min arbejdsevne og en mulig nedsættelse af denne, både i eget fag og uden for
- Vurderes det, at jeg kan arbejde over 20 timer ugentligt (hvad jeg selv mener, mener faktisk 25), så er jeg for god, og problemet er mit eget
- lægeudtalelser og lægehistorie tages med, men vægter mindre end ressourceprofil
All things i know. I know. I knew. Dette er ikke et klage indlæg. Det er ikke et ned-med-regeringen og pengepolitik indlæg. Jeg ved samfundet bløder økonomisk. Jeg hører det, ser det og accepterer det.
Alt dette er kun én udlægning. én socialrådgiver. Et liv. Mit. På en underlig måde er jeg lettet. Lettet fordi jeg ikke skal miste kontrollen til et system, jeg ikke stoler på, når det handler om psykisk sårbarhed. Pfew, dodged that bullet, for det her tør jeg ikke risikere. Never mind, at jeg er bange for en udredning.
Men jeg risikerer i værste fald, at jeg fyres pga. sygdom OG ikke godkendes til flexjob.
...Min største angst, det der driver mig, er at jeg skal opgive Banehuset. Banehuset der slet ikke er færdigt endnu. Jeg er ikke færdig med dig hus, eller du med mig. Min hule. Jeg er mest bange for at miste min hule.
Min hjerne kører i højt gear nu. Løsninger, løsninger, løsninger.
I morgen skal jeg til info møde med en rådgiver på Psykinfo, men siden jeg nu har besluttet jeg ikke er psyk, så er det egentlig ikke længere nødvendigt.
Hmm altså........ Jeg forstår dig... Det tror jeg du kender mig godt nok til at vide !
SvarSletDet hele... hverdagen.. weekender, arbejde... Livet... Det kan edder sgu godt være noget så uoverskueligt !
Og når man altid vil gøre alt... Rigtig godt, og helst bedst... Ja.. så gør man bestemt ikke livet nemt for sig selv !
Måske... ja.. ja.. måske ville det hele gå lidt nemmere, hvis du kunne, slægge lidt på dine krav til dig selv....
Ved godt det lyder umuligt, men...... Nogen gange tillader jeg ... mig selv det, også er det faktisk okay...
Pøj pøj
Marianne
Jeg havde skrevet en længere kommentar til dig, til et af de forrige indlæg, men nu er det væk? Mystisk.....
SvarSletAnyway: Hvorfor er det så svært for dig at melde ud? Angst for omverdenens reaktion?
Personligt har jeg erfaret, at man kommer MEGET længere, ved at være åben. Ja, der er masser af mennesker, med en masse fordomme....men der er endnu flere, som virkelig gerne vil hjælpe en, og gør det bedste for at forstå.
Måske du kunne tale med dine arbejdsgivere, og se om du kan blive nedsat i tid?
Og så skal du absolut ikke lade dig nøje med udtalelser fra en speciallæge. Altså.....du skal kræve en ordentlig udredning, så du kan blive diagnosticeret. Og evt. noget behandling, alt efter hvad udredningen siger. Og husk at et jobafklaringsforløb - eller hvad de nu kalder det - IKKE er behandling. (Nævner det fordi jeg blev frataget mine sygedagpenge, da jeg ikke kunne passe forløbet. Der var ikke blevet indhentet helbredsoplysninger osv. Men jeg vandt senere sagen i ankenævnet, netop fordi det kan stå istedet for en reel behandling. Så der SKAL tages hensyn til en evt. diagnose, og den må ikke veje tungere end en ressourceprofil)
Nu kan jeg ikke huske, hvor du bor henne i landet, men jeg kom i et udrednings/behandlingsforløb i Roskilde. Og det var godt! I guder det var en lettelse at få sat et navn på spøgelset ;-)
Du er velkommen til at skrive til mig på mail, hvis der er noget du tror jeg kan hjælpe med <3
Knus
Det er jo rigtigt, hvad hun siger, damen...en fyring kommer hurtigt...og så...
SvarSleti systemet kan en god og forstående sagsbehandler gøre meget, ved jeg af egen erfaring, men man vælger jo ikke selv, og spøgelser er der nok af.
knus - og jeg holder mig indendørs i dag!
Marianne - Jeg er enig, man skal være mindre hård ved sig selv
SvarSletJune - Det er lige nu en jungle - i sidste ende skal jeg springe ud, eller lade være. Skal jeg have tillid, som jeg skrev i mit nytårsindlæg, til et system, der p.t. ikke syntes positiv overfor diagnoser, eller skal jeg kæmpe videre selv, som jeg altid har gjort. Dit input er værdifuldt. Jeg læste meget på din blog i aftes, hvor du meget fint beskriver hvad der sker hos og for dig.
Lavendel - ja, damen har ret. En forstående sagsbehandler er guld, men hvad får man?
Vi tager kaffen en anden dag ;o)