Århus tur/retur og chef 1 og 2

L. og jeg har indtil videre kørt 467 km siden i går morges. Først en tur til Sønderjylland for at spise frokost hos min mor, besøge min fars grav, hente proviant i det tyske og hjemvendt til Nordyn sen eftermiddag.

I dag er vi kørt til Århus. L. skal have flyttet sine ting ud af lejligheden og sin lillesøster ind i samme, så nogen kan betale huslejen mens hun er down under. Det gør vi i morgen tidlig. I dag er L. (barfodet) i køkkenet og laver tærte til os, mens jeg stener. Det er uvirkeligt, at hun om præcis 1 uge, er den der er fløjet.
----------------------------------------------------------------------------------------

Virkeligt er det, at jeg i denne uge har talt med både chef 1 og 2. Den private og den offentlige. Ham og hende. Sort og hvid. På enhver tænkelig måde.

Chef 1. Mand. Privat

Chef 2. Kvinde. Offentligt


Her ville det være let at liste fordomme op, hvem sagde hvad og hvad skete der. Men der var sgu rodet op i kasserne.

Chef 1.
Han, negligerende ift. diagnose "Det behøver vi jo ikke fortælle nogen". Ikke som i "Det er flovt", men mere som i - "for mig betyder det ikke noget" - "du er dig", og "forresten, hvad om du siger dit offentlige job op og arbejder her i 30 timer, men til en højere løn? Jeg er sikker på du får mere ro så, oppe i hovedet. Og hvis du skal det der fleks, vil jeg også gerne have dig.

Ah HVAD?

Chef 2.
Hun, empatisk, støttende, spørgende - med spørgsmål som "Hvordan er det", og "Det er en hård besked at få", "hvad tænker du med dit arbejdsliv", "du vil komme i arbejdsprøvning, men det er svært hvad du kan og ikke kan, når det ikke er fysisk", "hvordan klarer man sådan en diagnose/besked".

Mange ord kom der, hele tiden havde jeg fornemmelsen, at hun dismissede mig som terapeut. Hun kunne først ikke se, hvordan jeg passede under "borderline", men da jeg forklarede forstod hun og dismissede mig. Spurgte respektfuldt, hvad jeg ønskede hun meldte ud til kollegerne (Sandheden, diagnose, ikke psykisk lidelse som hun foreslog). Har hørt fra kollegerne det endte med psykisk diagnose. De fik besked dagen efter. Fair nok.

Det underlige er, at jeg har det bedst med og hos chef 1. Der er ingen forstående empatiske vat handsker. Jeg skal yde det jeg er ansat til. Hvordan jeg gør det bestemmer jeg selv. Frihed under ansvar. Tonen er rå, men kærlig.
At han ikke forstår diagnoser og slet ikke de psykiske betyder ikke mere, når manden tilbyder mig flere timer og mulighed for at opsige, det jeg ikke er glad for længere. Til bedre løn. Og tilføjer, at går det ikke, så skal han nok sige til, at det ikke er godt nok og så kan vi finde ud af noget med flex (ja, ja, så let er det ikke).
Men INDSTILLINGEN - han ser på HVEM jeg er, HVAD jeg hidtil har præsteret /ikke præsteret og skider hul (undskyld), i at mine særheder gør mig sårbar og mindre stabil. Han er ærlig.

Det andet. At pakke ind i empati, omsorg, medfølelse, respekt (!)
- I hate it. Det var her jeg følte mig reduceret til en patient. Fra at være mig - terapeuten. Og det har nok været problemet der hele tiden. Det der ikke bliver sagt. Det der forventes men ikke bliver sagt, at det pædagogiske, som kommer ud af munden med ikke øjnene. Og det har været fandens svært at navigere i.

Jeg ved endnu ikke helt hvad jeg gør, men der begynder at forme sig en plan. Nu vil jeg lige lade samtalerne sive ind et par dage - for jeg gjorde det sgu.

Ps. kunne godt have undværet kollega sms'en om "det gør mig ondt at du har fået en psykisk diagnose....."