I 12 år, boede jeg i Odense - 12 år Niller.
Først nu, efter 3 mdr. i mindre (bitte) provinsby, går det op for mig, at der er flere faktorer jeg ikke har taget højde for, ved fraflytningen, ej heller værdsatte mere, mens jeg boede der. I 3 mdr. har jeg stort set ikke været tilbage i Odense, andet end for at arbejde. Jeg har ikke mødtes med nogen af venner der, været i biografen, eller gået ned at Kongensgade for at shoppe. Jeg har haft og har stort vedhov for at bygge rede, her i min lille bitte forstad til Odense.
I torsdags skulle jeg så mødes med veninde, til vores 12 års tradition, Latte på Cafe Biografen. Det er altid der vi går hen, altid. Gennem 12 år, hver uge, hver anden uge eller 1 gang om måneden.
Jeg parkerede, for nu kan jeg ikke cykle ned i byen længere, lidt væk fra Brandts, for at få strukket benene lidt. Pludselig så jeg ting, jeg ikke har lagt mærke til, mens jeg boede her. Bygningerne. Pulsen. Nye butikker. Byen tog sig ud fra sin bedste side, i solskin. Og Cafe Biografen lignede sig selv. Latten smagte som den plejer. Veninden var sit kloge, smukke jeg. Men noget var anderledes. Jeg bor her ikke længere. Jeg kan ikke længere cykle ned på Brandts. Eller drikke mig stang barcadi og gå hjem i min egen seng, fra byen.
Nu bor jeg her. I hvidt hus med have, der ændrer sig hele tiden. Det regner, og det gør ingenting, for jeg har kaffe, min kat sover på sit skab og der er ild i brændeovnen. Jeg fortryder intet.