Glashjerte

(Kilde: L)

Jeg tumler med livet. Tager livtag, mærker smerten indeni, der ikke kan benævnes. Ikke forklares. Bevares, operationer, husbyg, flytning, livets generelle udfordringer. 

Dem har vi alle, de kommer hele tiden. Det er det livet gør. Det kommer, om du er klar eller ej, og for tiden er jeg ikke klar. Min krop værker, mine tanker går i ring eller for hurtigt. Er det blot en følelsesinfluenza, eller skal jeg forvente at det er det tunge skyts, der er komme for at blive, før jeg vender mig mod hjælpen. 

Jeg er tryg her. I huset. Med papir, saks, pen, og garn. Med katten, med L. når hun er her. Jeg bliver træt over en rudekuvert eller en håndværker der ringer på. Men her er tiden min egen.

Jeg er ikke tryg i mig selv, og jeg er slet ikke tryg i hverdagen udenfor, med krav, kunder/klienter, 2 arbejdspladser og tilsvarende nummer chefer. Hvornår skal jeg sætte bremsen i og bekende kulør. Når jeg knækker foran dem? Før jeg begår en fejl stor nok? Når jeg bliver kaldt til samtale fordi 'det vist ikke går så godt?'?

Jeg tumler. 

Forsøg på slow living

Jeg siger bare. Det er ikke let, slow living, specielt ikke, når man som jeg er fyldt op med nervøs energi. Men jeg prøver, så mens mændene i mit liv lægger terrasse tag, sidder jeg her. 

Alt er klædt i hvidt

Mr. Bøgetræ 

Terrasse, nu med sortglaserede tegl (og ja på Nordfyn er det tilladt)

Indkøb med den samme slæde jeg brugte som barn og fancy mælkekasse. 

Inde i varmen, til frugt og brændeovn

Banehuset nu med lyskæde

Jeg indrømmer, slow living og mindfullness er skide svært. Pikke svært, men jeg prøver.....

Pænt meget af det hvide

Jeg er her endnu, men projekt job og kørsel til og fra giver ikke det store overskud hverken tids- eller energimæssigt. At all. 

Så glad var jeg da weekenden kom. En weekend der startede med sne. Så meget sne, at jeg kun nåede halvt på job, inden jeg vendte om. Snemasserne gav kørselskaos i det indre Odense. Så efter at have bevæget mig (og bilen) 7 km på en time, vendte jeg kareten og tog en hjemmearbejdsdag.

Men men men, så gør vi det bare til noget superhelt noget med alt det sne. Kæresten blev pakket i skitøj, kælken fundet frem, nu med monteret charme mælkekasse og så tog vi på indkøb.

Verden er tyst og gaderne ligger stille hen på Nordfyn. Og Banehuset? Banehuset er blevet til en tegneserieagtigt idyllerisk scene fra Nøddebo Præstegård. 

wear your passion

(kilde: Janet Bloem)

Jeg ved det er kliche og intet liv kan gøres op eller dikteres på denne måde, men catchy aint it? Og hvis det bare kan inspirere en smule. 

Fx. det med at spørge andre om deres passion, hvor tit gør vi det? 

Gør Det! 

Tag på og klar til vinteren

Så blev taget lukket på Banehuset. Kun taget på 'Decket' mangler, før der fortsættes indenfor (Nå, ja og vinduer. De leveres ugen før jul).

Jeg har stablet halvdelen af de 5 skærmeter brænde der blev leveret, og den udpinte forhave, der har fungeret som byggeplads, er blevet forsynet med ramme af gamle spær, 15 cm bøgeblade og kompost. For der skal satme plantes igennem til foråret. Jeg er klar. Kom vinter.

Vi er enige om at header billedet er noget mere tiltalende end denne november udgave af Banehuset, men men - nu med kviste og nyt tag. 

Sne 2010/2011?

 (billederne er fra sidste vinter)

Som ny husejer, vil årets sne betyde:

- Holde dagligt øje med vejrudsigter, jeg generelt ikke gider, for der kommer hvad der kommer
- Stå op kl. 05:00 hvis der er meldt sne, for at skovle hhv. 25 meter fortorv og 30 meter indkørsel Derefter i bad, fordi man (jeg!) møjsveder under den slags aktiviteter
- køre på job tidligere end ellers fordi man skal tilpasse sin kørsel efter føret

I ligningen smider jeg så en højre hånd der ikke har max kraft endnu, en tennisalbue og et venstre håndled, der skal opereres midt i mulig-sne-periode.

Forstå mig ret, jeg kan godt lide sne. Når det skal være mørkt det meste af døgnet, er det skønt med sne, der giver lys og klæder landskab og huse i fint hvidt tøj.

Men ovenstående er sgu lidt ....udfordrende. Så frisk er jeg og bestiller snerydning fra november til april, formedelst kr. 1.600. Det er da et røverkøb! kr. 400 per måned, hvor man kan skrotte de fleste punkter af øverste liste, og bare nyde sneen (hvis den kommer og det gør den jo nok klimaforandringer und all).

Samtalen med sælgeren per tlf. var ok, bortset fra det lød som om han var et sted fyldt med børn.

Et par dage senere kommer den skriftlige aftale med posten.  5-6 sider der var let forståelige, og jo, trykt på lidt tarveligt papir, men hey - det er et nyt firma, og så er egenkapitalen sikkert ikke så stor endnu.
Der ligger ikke en kopi af kontrakten i brevet, så det tager jeg selv og sender den afsted.

Her til morgen går jeg så på netbank, for at overføre de kr. 1.600. Inden jeg bekræfter overførslen, kommer jeg til at tænke på at kontonummeret var spøjst, da det var det samme slut nummer som det fakturanummer jeg skulle angive. Jeg tænker videre, at ved en overførsel er pengene stort set - væk, som i at jeg ikke har nogen garanti.
Så jeg googler lige: Lokal Snerydning, og GODT for det, for det er fup. Medierne har netop opdaget det og mange er blevet snydt, adressen i Vejle findes ikke og direktørerne er væk fra Kbh adressen. Hjemmesiden eksisterer ej heller længere. Se her:

Ekstra Bladet

Netavisen

Jeg lukkede lige så stille netbank, og overvejer nu at købe en sne-børste-maskine (eller hvad de nu hedder). Hvad gør du ved årets sne?

Strøtanker fra Banehuset

Det er sidste weekend, inden jeg starter job mandag. 

Det er ok. Det er sådan det er. Der er igen håndværkere på banen (de har holdt pause på grund af regnen), og ugen er gået med deres opgravning i bryggers, fortsættelse på historien om zinkkviste og tag og forberedelse til fjernvarme og badeværelse på 1. sal.

Det interessante er, at alt det rod, alt det støv, alle de ting der tager tid, hvad angår byggeriet - de stresser mig ikke. Jeg har nu levet i det i 4 mdr. og som det ser ud, kan jeg godt regne ud, at der går 4 mere, inden den sidste håndværker har forladt matriklen. Herefter kommer projekt, male gulv, vægge og lofter på 1. salen og igen i stuen, da den har taget lettere skade under ombygningen. Det er sådan det er, og jeg kan ikke gøre fra eller tid. Det afholder mig normalt ikke fra at stresse, men i dette tilfælde, er jeg forbavsende zenagtig. 

I stedet koncentrerer jeg mig om de ting, jeg kan kontrollere. Som at blive inspireret af denne smukke pude for derefter raide en genbrugsbutik for hvad de har af broderistof og garn. 

Jeg har et ønske om at lære at hækle, men magter p.t. ikke undervisning, mønstre og ny lærdom. For ikke at tale om, at mine hænder ikke er helt top endnu.

Men at brodere, inspireret af utallige blogs, hvor jeg ikke husker navnene, det er sjauw. Jeg ved ideen er brugt og ikke min, men jeg elsker paradokset med gammel håndarbejde og grimme tekster, så jeg prøver mig lidt frem. Hvis du kan huske hende, der sælger den slags, må du gerne gi mig et vink. Blomsten har jeg også lånt ideen til. 

Det bliver ikke mange minutter hver dag, for hænderne er ikke belastbare endnu, men det bliver og ideerne vælter frem.

Ellers handler weekenden om udenfor. Mens det er tørvejr. Jeg havde en plan om at besøge Pakhus 16 i Odense, med blog-jule-marked

Men i går tabte jeg pusten og i dag bliver det heller ikke. For at være ærlig så føler jeg det er lidt overvældende at møde så mange bloggere IRL (in real life). Jeg kan godt lide at tænke på hvordan folk er udfra det de skriver, det de vælger at vise os og vide det kun er en del af puslespillet. Jeg har ikke lyst til at få ændret min forestilling om dem. 

Så undskyld kære kreative bloggere, jeg ønsker jer et dejligt indbringende marked. 

Panik versus taknemmelighed

Det går fremad. I mandags var jeg overvældet, med en følelse af kaos og unden virkelighedsfornemmelse. Der var kun panik, katastrofetanker og ked-af-det-hed.
Tak for jeres søde, hjælpsomme og eftertænksomme kommentarer. De betyder noget.

Det der holder mig fast, gør at jeg TØR være i alle de følelser, er at jeg tror mig elsket. Af nære venner, når jeg lader dem vide hvor jeg er, og selv om kontakten p.t. er sporadisk.
Af jer i blogland der følger med, hvor specielt det må syne, og gennem de sidste år i af kvinden jeg kalder kæreste. Hun er blevet et anker. Et følelsesmæssigt anker, jeg kan mane frem, når jeg er færdig med at sejle rundt. Når jeg har kigget på angsten, panikken og katastrofetankerne. Hun er der. Maser ikke på. Holder afstand, når selv en berøring føles som en invasion. Hun er der bare. Hun bager en kage, gør sig venner med kælekatten gang på gang (katten husker ikke så godt), tænder op i brændeovnen og lader mig drive rundt i haven med spade, hammer og økse. Indtil jeg er så træt, at jeg kan puttes i seng og sove, mens hun læser lektier.
Hun nyder min aftensmad, hun laver aftensmad. Hun går lige så tidligt i seng som jeg, og står op kl. 05:00, for at tage med bus og tog, for at nå dagens undervisning, langt fra mig. Inde hun tager afsted, har hun lavet kaffe og tændt op i brændeovnen.
Hun taler mit kærlighedssprog. Det sprog der er handlinger, mere end ord.

I mandags følte jeg panik. I dag, torsdag, føler jeg taknemmelighed.

På ryggen med maven blottet

Jeg ikke har lyst til at skrive endnu et klage-sang indlæg.

Men der er ikke andet i posen. En klage. Jeg roder med ting, i mit hoved. Hvis man kigger efter, kan man læse det mellem og på linjerne i nogle af de sidste indlæg.
Hvis jeg prøver, og det kan jeg godt, kan jeg tage en tilgang i dette indlæg, der tager afstand til hvordan jeg har det. Tage lidt pis på det. Være morsom (lad mig nu blive i troen om at jeg er det).

Men jeg orker det ikke. Fakta er, at jeg ligger ned. Befinder mig på ryggen, med maven blottet.
Mine følelser kører op og ned og frem og tilbage, og ingen brunkage, løbetur (det er nu 2 1/2 måned siden jeg løb sidst) eller nutellamad, kan ændre på, at jeg føler mig indhentet. Og tyk.
Indhentet, af det der er mig. At jeg er en igangsætter, ikke en der står distancen. I dette tilfælde er distancen lig med det meste fra job, fritidsaktiviteter til venskaber.

Jeg har skiftet de fleste ud adskillige gange, for slet ikke at tale om kærester. Når jeg skifter, kan jeg redefinere mig selv. Flygte fra mig selv? Er jeg for længe ét sted, i én relation, i ét job, så kan jeg ikke blive ved med at være superhelten, den der kan det hele på én gang. Så er jeg også den sure, den mutte, den humørsvingende, den sygemeldte den (indsæt alt det en arbejdsgiver ikke sætter pris på).

Jeg er en fighter. Ingen tvivl om det. Men for nu har jeg bare lyst til at blive liggende. Det er den sværeste øvelse for mig at acceptere, at jeg ikke er den jeg troede jeg var.
Øvelse forstået! ...I get it, jeg skal acceptere mig, og handle derpå. Ikke være superhelten, men melde ud og bede om hjælp. Men kan man stole på hjælpen?

Klagesang del 1 slut.

Gear og krop

Hvordan kommer jeg ned i gear? 

Om en uge starter jeg job, efter 5 + ugers sygemelding. Tanken er og ønsket var, at tiden skulle bruges til fordybelse, at læse de 10 + bøger på mit bord, brodere mit første broderi og lave julegaver selv. 

Se venner, få ro på. Få ro på.

Det meste er ikke sket. Jeg har bagt og læst 1 1/2 bog og jeg har lavet alt for meget udenfor. Så meget, så tilfredsstillende og synligt. Men roen i kroppen, den har ikke indfundet sig. Broderiet er ikke sat i gang. Og kroppen er ikke glad. Den protesterer. Mit nye ar, dunker som Harry Potters, arvævet er større end det burde.  Mine arme har svært ved at løfte kaffekoppen, puderne fra sengen, de er ømme, tunge og stive.

Hvordan får man ro indeni. Ro på tankerne. Hvordan mister man følelsen af uro og rastløshed i kroppen, på andre måder, end at bruge sin krop til den segner?

Jeg er ikke ulykkelig. Mit set up er ønsket, stræbt efter. Huset, haven, byggeriet, og ikke mindst kærligheden. Men hvordan lærer jeg at være i det, hvile i det, nyde det uden at halse videre til næste projekt? Hvad halser jeg efter?

Multitasking er en dyd. Eller er det? Jeg mestrer kunsten ypperligt. Når vi taler om praktiske ting. Når vi taler socialt, er det en anden snak - men det sociale har jeg kunnet begrænse mens jeg går herhjemme. 

Jeg frygter den hverdag, der betyder job 8 timer dagligt, for jeg segner i forvejen af træthed hver dag, uden jobbet.

Jeg vil gerne være en god job dame. Det var jeg engang. 

All made up

 For at afslutte gårsdagens kagetråd. Stod kl. 06:00 og lavede glasur, yes Sir, morgenstund har guld i mund. Til de af jer der mangler en brunkageopskrift, kan Dr. Oetkers  opskrift anbefales.
Den var nem og dejen fungere efter hensigten (!).

Jeg indrømmer, at kom til at se anderledes ud end jeg havde planlagt, men det glasur er levende I tell you.

Alt i alt, så var dette 3 dages projekt sjovt, og jeg pønser nu på, om jeg skal udfordre skæbnen og bage noget mere....næste uge.

Klappe kage

Egentlig er det synd jeg ikke har børn, og egentlig er det synd, at mine venners børn, ikke er i naboområdet -  for jeg har mega meget børne overskud for tiden. Så meget, at julen næsten virker hyggelig at kigge frem mod (ikke altid en fan).

Så meget at jeg i går lagde dej (Lægger man dej, det er sgu lidt...ja, i ved klamt) til brunkager, i dag hentede fine dåser (!) hos genbrugserne i byen og netop har bagt mega mange kager i ovnen. Banehuset dufter, af jul. Ganske enkelt.
I morgen skal der glasur på. Ja, ja, jeg ved godt at glasur normalt ikke er til brunkager, men når jeg nu har lyst til at pynte med hvid, grøn og rød glasur, så bliver det sådan. Basta.

For i aften vil jeg nyde lugten i bageriet, se Lærkevej og håbe det halvfærdige tag ikke blæser væk i stormen derude.

Tja, det ligner jo ikke noget man har lyst til at spise endnu.

Katten...nyder at mor er hjemme.

Så kan der rulles. 

Hjerter skal der til.

Buttede grantræer.

Mange kager. 

Og se hvad man også kan finde i genbrugsbutikker. Fint gammelt fiskespil. 

I morgen skal der glaseres.

Og puttes i dåser. Fine dåser. 

Jeg har hermed officielt skudt min jul i gang.