onsdag den 31. august 2011

Kriser

Behandling af kriser

(Kilde: http://www.x-psyk.dk)/

Definition:
Ordet Krise stammer fra græsk ”krisis” og betyder ” en pludselig forandring eller forstyrrelse”.
Der skelnes normalt mellem to slags kriser:
  1. Udviklingskriser / livskriser: Det er normale hændelser i livet, som vi alle gennemgår, men som for nogle mennesker kan føles som en krise. Eksempel: barn til ung, flytte hjemmefra, få børn, få nyt arbejde, blive ældre, osv.
  2. Traumatiske kriser (”trauma” betyder på græsk sår (på sjælen)) kan forekomme, hvis der opstår en pludselig, voldsom eller uforudset hændelse. Eksempel: sygdom, død, ulykker, skilsmisse, fyring, osv. Det er hændelser, der føles som et tab eller en trussel om tab af tidligere værdier eller tryghed.
Psykologisk forstået er ”kriser” en tilstand, hvor man ikke er i stand til at tænke fornuftigt – ikke kan samle sig om dagligdags ting – ikke kan passe sit arbejde – udfører handlinger, man ikke ville have gjort normalt.
Dette er dog en relativ sjælden tilstand, men når en traumatisk oplevelse netop udløser en krise, er det fordi den ”lukker op for” nogle af de udviklingsproblemer, der aldrig er blevet løst i tide. (jf. livskriser)
Det er forskelligt, hvordan den kriseramte reagerer og kommer videre i tilværelsen (jf. psykisk bagage), men under alle omstændigheder er de reaktioner, der udløses, både normale og vigtige for at komme videre.

Kriseteori (efter: Johan Cullberg):
En traumatisk krise gennemløber normalt 4 faser, der ikke er skarpt adskilte:
  1. Chokfasen forløber over kort tid – fra få øjeblikke til op til et døgn.
    Følelserne er et stort kaos. Man føler sig desuden tom, forladt og isoleret og ”udenfor virkeligheden”. Reaktionen kan f.eks. være handlingslammelse, unaturlig beherskelse, rastløshed eller udadfarende adfærd (skrige, slå, le..). De kropslige symptomer kan bl.a. være spændinger, hovedpine, ondt i maven, kvalme, opkastning, rysteture og hjertebanken.
  2. Reaktionsfasen varer 4 – 6 uger, hvor man føler sorg, fortvivlelse, vrede og meningsløshed, fordi man nu endelig har erkendt, at det frygtelige virkelig er sket. Ofte forsøger den kriseramte at finde ud af, hvorfor det skete, og hvem der er ”den skyldige”, så der er ofte stærke, modsatrettede følelser: ”Hvorfor skulle dette ramme mig?” – ”Har jeg gjort noget forkert?” Reaktionen kan være både udadrettet og aggressiv eller indadvendt, mens de kropslige symptomer kan være muskelspændinger og søvnløshed.
  3. Bearbejdningsfasen varer 6 – 12 mdr., hvor den kriseramte bearbejder sine følelser af tab og skuffelse. Han begynder at vende sig til og acceptere det skete – begynder at genoptage sit tidligere liv og igen at se fremad. Dog kan den kriseramte stadig genopleve begivenheden, ligesom det er almindeligt med angst, sårbarhed overfor andre mennesker, samt ukoncentrerede tanker.
  4. Nyorienteringsfasen starter knap et år efter den kritiske hændelse og har ingen afslutning. Starten på denne fase er, at den kriseramte nu har lært at leve med det skete – og har skabt sig en ny hverdag, der fungerer. Han føler stadig smerte over det skete, men ikke hele tiden. Han kan nu tale om den traumatiske hændelse, uden at bryde sammen, og oplever det som en del af sin livserfaring.
Forsvarsmekanismer:
Årsagen til den kriseramtes reaktioner i chokfasen og reaktionsfasen, er vores såkaldte forsvarsmekanismer, der træder i kraft – simpelt hen for at beskytte og hjælpe den kriseramte mod den angst og sorg, der opstår ved den traumatiske hændelse.
Forsvarsmekanismerne er de ubevidste psykiske kræfter, der skal hjælpe os gennem en svær situation. Det kan dels være i dagligdags situationer, hvor vi føler os truet på vores selvværd, og især ved krisesituationer, hvor vi har haft betydelige tab.
Som noget positivt hjælper vores forsvarsmekanismer os til gradvist at møde virkeligheden igen. De styrker os altså på kort sigt mod psykisk sammenbrud, fordi de giver os noget tid.
Den negative side er, at de kan være med til at udskyde bearbejdningen af det skete. De løser ikke problemerne, hvorimod de bruger meget af vores energi.
Eksempler på forsvarsmekanismer:
  1. Regression (chokfasen): Betyder tilbagefald. – F.eks. at den kriseramte opfører sig barnligt, således at han er afhængig af, at andre tager beslutninger for ham, eller han har en ”barnlig” adfærd med klynken, skrigen, slåen om sig, stampe i gulvet, rive ting i stykker, osv. Formålet hermed er at blive fritaget for ansvar.
  2. Projektion (reaktionsfasen): Betyder at man overfører sin egen skyldfølelse eller egne negative følelser på andre. – F.eks. at en mor, der har født et handicappet barn, giver skylden til sygehuspersonalet, fordi hun ubevidst selv føler sig skyldig. Eller at forældre beskylder deres barns ”dårlige” kammerater for en given ulykke, fordi de selv føler sig skyldige i ikke at have haft tid nok til ham. Formålet er, at man ikke vil erkende sine egne fejl.
  3. Fornægtelse (chok- og reaktionsfasen): Betyder at man ubevidst fornægter det skete. I chokfasen ses det ved, at man nægter at tro på det skete, og i reaktionsfasen ved, at man nægter at lade det skete få indflydelse på dagligdagen – F.eks. den alvorligt kraftsyge, der nægter at holde op med sin tidligere livsstil, eller den efterladte efter et dødsfald, der nægter at lave om på de daglige gøremål, eller fjerne den dødes ting osv. Formålet er at undgå ubehagelige oplevelser / følelser.
  4. Rationalisering (reaktionsfasen): Betyder, at man vha. fornuftige argumenter bortforklarer fakta, som man godt ved er forkerte. – F.eks. den fyrede, der giver arbejdspladsen skylden, når grunden til fyringen lå i, at hun var alkoholmisbruger. Eller ”Rønnebærrene er sure, sagde ræven, han kunne ikke nå dem”. Formålet er at man ikke vil erkende sin egen svaghed.
Hjælp ved kriser:
I dag har vi ofte svært ved at forholde os til tab og deraf følgende kriser. Vi ved simpelthen ikke, hvordan vi skal reagere overfor en person i sorg. Vi viger tilbage for vore egne og den andens følelser og reaktioner – og forsøger ofte at undgå den kriseramt person. Dette er noget af det værste man kan gøre, fordi den kriseramte har behov for at snakke oplevelsen igennem igen og igen.
For at hele sine psykiske sår, er det nødvendigt, at den kriseramte gennemgår alle 4 faser i krisen, fordi en ikke-gennemlevet sorgproces kan betyde, at krisen bliver kronisk.
Dette er et hårdt arbejde, som den kriseramte selv må igennem – men uden støtte og hjælp fra andre mennesker er det svært at komme igennem krisen og ud af den.
  1. I chokfasen, hvor den kriseramte skal erkende, hvad der er sket, er den vigtigste hjælp at være fysisk tilstede: At have fysisk kontakt med den sørgende, at tage hånd om de praktiske gøremål, så den kriseramte kan få lov til at være ”den lille”, at være barnet uden ansvar, at føle sig tryg.
  2. I reaktionsfasen, hvor den kriseramte skal gennemleve sorgens følelser, er den vigtigste hjælp at være åben som en skraldespand” og tage imod alle de følelser, der nu kommer op til overfladen. Derudover må hjælperen stadig tage sig af praktiske gøremål.
  3. I bearbejdningsfasen, hvor den kriseramte skal lære at leve med den nye virkelighed, kan man bedst hjælpe ved at lytte aktivt og interesseret, når den kriseramte igen og igen genoplever ulykken. Desuden kan hjælperen nu begynde at stille spørgsmål og komme med forslag til den kriseramte. Der er stadig mange praktiske ting, der skal klares i den nye situation.
  4. I nyorienteringsfasen, hvor den kriseramte skal til at investere energi i en ny fremtid, kan man hjælpe ved at puffe lidt til, komme med gode forslag, samt vejlede og støtte med praktiske ting.
Det vigtigste er dog at krisen opdages i tide og bearbejdes, hvad enten vi taler om en livskrise eller en traumatisk krise.

Yes Sir!

søndag den 28. august 2011

Skumring af få ord


Der er længe mellem indlæggene og endnu længere mellem billederne. Det er som om jeg ikke har så mange ord. Systemet er gået i stå for en tid. Der er ingen tvivl om, at kræftens indtog i vores lille familie igen presser os max. 
Min reaktion i disse dage er at lukke ned. Lukke ude og være bange for at telefonen ringer. Bange for at det er moderdyret eller hendes venner, der ringer for at få info om behandlingsplaner, blive forsikret om at vi tager ansvar eller undrer sig over at min bror og jeg ikke besøger moderdyret i weekenderne. Sige sandheden når moderdyret har fortalt sin søster at der ikke kan gøres noget. 

Jeg ved, at jeg fra næste uge skal op på hesten igen. At jeg fra næste uge skal deltage aktivt i hendes kamp mod kræften. Følge hende til den første omgang kemo. Jeg vil allerhelst ikke vide noget. Ikke deltage. Ikke have hende i familien. For det gør ondt. Ikke at hun har cancer, men at hun er et endnu dårligere fungerende menneske med borderline symptomer end jeg. Så det er igen mig der skal være den voksne. Den der tager over og jeg vil ikke. Men hun er i mit hoved. Hun behøver ikke engang være der. 
Jeg ved det er mit eget ansvar at få bygget en form for grænse op. At få beskyttet mig selv, så jeg kan navigere i den kommende tids udfordringer med behandling, krise og kaos. 

Så der er ord. Jeg vil dem bare ikke. Jeg er træt af ord som borderline, mor, krise og kræft. 

Jeg er dog klog nok til at vide, at jeg skal tale - og har nu fået tid hos en psykolog. Det skal til. 

God søndag alle jer.


søndag den 21. august 2011

Min egen tissemand og lidt om kræft

Dagen i går gav noget forløsning. Min bror tog ned til moderdyret for at 'sort it out', med nye indkaldelser, kopi af journal og for at hjælpe i hendes desperation.
Det viser sig, at det smertestillende hun får for at lungen skal hele, har bivirkninger af desperation og fortvivlelse. Det viser sig, at der er kræft i lymferne og at hun skal have både kemo og stråling.
Det viser sig at hun selv har formået at bestille transport, til den samtale i Odense mandag, hvor vi vil blive informeret om forløbet.

L. og min bror tager med. Det er win-win for alle. Min bror kan samarbejde med L. der ikke har følelserne ude på tøjet som jeg. Min mor afviser ikke L. Min mor skal ikke forsøge at hjælpe mig eller jeg hende. Heldige mig. Jeg kan gå på arbejde og har en kæreste, der tager over for den dag.

Sluttede dagen med lægevagt og penicilin. Tjørnehækken gik til modangreb (igen), da jeg skulle klippe og tynde ud og min pegefinger er nu på størrelse en teenager-tissemand (!) og kan ikke bøjes. Av. Men peanuts smerter ift. de følelsesmæssige der har præget denne uge.




fredag den 19. august 2011

Meltdown efterspil

Min læge støtter mig. Min læge er min ven (ja, ja - det er hun ikke, but you know....). Vi "opper" antidepressivs-/angst medicinen en tand for en tid og jeg har en stående telefonisk linje til sygemelding, hvis jeg brænder sammen. Så vidt så godt.
Men arbejde er også pause. En stjålen pause i de sorte tanker. De negative tankemønstre. Følelsen af "giv op", der er der konstant. Det sorte dragende hul. Jeg er så fucking bange for den følelse, at jeg glemmer at den eneste måde jeg får det ventileret, er ved at være i den. Tillade mig selv at ville ønske at dø. Få grædt de tårer det stadig medfører. Græder de tårer angsten for at miste det jeg med det yderste af neglene holder fast i. Det jeg har tilkæmpet mig. Min kærlighed. Mit hjem. Mit job.

Linjen til moderdyret er ikke lukket. Rent kommunikativt er den. Jeg giver hende plads, men det handler i virkeligheden om, at jeg slet ikke vil hende lige nu. Så hendes afvisning passer mig godt, selv om jeg ved at jeg burde....alt. Fixe hende. Hjælpe hende. Give hende alt og mere til. Det er det der er kodet ind. Det der måske aldrig forsvinder. Det der er årsagen til borderline. Den ubrudte betændte symbiose.

Træt? Gu er jeg træt. Helt ind i sjælen. Sjælen, der står og kigger ned i den sorte hul. Føler sig suget ind og ned af. Men kroppen er i alarmberedskab. Over alt. Over ingenting.
De enkle ting. Det er de enkle ting jeg skal fokusere på. Søvn, mad, tryghed. At overleve en arbejdsdag uden for mange fejl. At stole på at L. holder fast og ved.
Weekenden er velkommen. Jeg ville ønske jeg også følte det, for i virkeligheden betyder det ikke noget hvor jeg er, når jeg er her.

En dag af gange P. En dag af gangen.

Ps. tak for jeres kærlige kommentarer.

torsdag den 18. august 2011

Meltdown del 2

Aimen altså.  Dagen i går var....surrealistisk. Det var dagen hvor campingsvognen blev solgt og afhentet (tjek, ud af mit liv).

Det var dagen, hvor jeg udaftil forsøgte at fungere på job, hvor stresshormonerne er faldet lidt til ro i forhold til kolleger og chef. Alt bliver relativt, når der er sygdom på banen og tak for det. Relativiteten that  is.

Det var dagen, hvor mit system  blev belastet max. Hvor et opkald fra min mors veninde, satte hele panik scenariet i gang. En veninde der beskriver det samme som vi har observeret, at moderdyret psykisk er uligevægtig og at der tvivles på om hun overholder medicinregimet, vejrtrækningsøvelserne og hvad der følger med for at en lunge folder sig ud efter eksplorativ kikkertundersøgelse. En mor der på alle måder viser tegn på depression og krise.

Jeg er så datteren uden filter. Datteren der sad på job i en anden landsdel og fik ondt i maven af ansvarsfølelse, skyld og skam. Datteren der i panik ringede til moderdyrets lokale hjemmesygeplejerske og bad om hjælp. Datteren, der efter job ringede til sin mor selv om det var aftalt, at moderdyret selv skulle ringe, datteren der blev skældt ud, fik at vide "hvorfor skal du blande dig", "jeg vil gerne slippe af med dig". Datteren, der hører sin mor være angst, depressiv og forvirret på trods af at det vises med vrede og skældud.
Datteren uden filter, som efter samtalen bedst husker alle afvisningerne.

Det viste sig at hjemmesygeplejersken uopfordret havde besøgt min mor, efter mit opkald. At Moderdyret havde afvist hende (Jeg kan selv), at moderdyret mente at hun ved hjælp fra venner nok skulle klare sig. Jeg fik hulkende fortalt hende, at der var brug for professionel vejledning og fik hende til at love at hun vha. veninden ville kontakte sygeplejersken igen torsdag.

Når jeg ser alt dette på skrift, ser det ud som om jeg er gået bag hendes ryg (som hun føler). Når jeg læser det, kan det se ud som om damen selv kan vurdere.

The shit is - jeg ved det ikke. Min navlestreng til den dame er så betændt, at jeg ikke kan stole på hvad hun siger og gør. For de sidste dage, har det ikke holdt stik. Jeg ringede til broderdrengen. Læssede alt af på ham og han gav mig dette råd:

Lad hende være en tid. Hun er i chok og sorg over at hun har kræft og over at de ikke har fjernet/gjort noget endnu. At fremtiden er uvis. Hun har den sidste uge været omgivet af sygehus, venner og jer der spørger og spørger og hun er stresset. Give her some space. Ring ikke til hende. Lad hende får ro. Lad hendes venner hjælpe, for én ting er sikkert. I er ikke gode for hinanden i krise situationer, og du søster er et produkt af vores mor og kan ikke holde til det. Brug ikke din fridag til at køre derned. Den fridag du har taget fordi du føler hun er dit ansvar. Brug den på dig selv. Få ro på. Træk vejret. Tag til din egen lægetid og få støtte til dig selv. Hvis hun vil leve, skal hun selv vise initiativ. Hvis hun vil dø, kan vi ikke ændre det.

Han har ret. Broderdrengen, der siger han selv er et produkt af moderdyret, men blot den maskuline del og det er lettere.

Jeg er flosset. Jeg er mere bevidst om borderline mønstre end nogensinde. De mønstre og overlevelsesstrategier der i går fik mig til at gå i sort. Tankerne gik i ring, gentog sig selv og fortalte mig ting om død. Hendes. Min. den frivillige af slagsen.
Det er der jeg ved, at beroligende medicin er nødvendig, fordi jeg ikke kan styre tankerne. Tankerne der vender tilbage til moderdyrets hårde ord. Der kun kan huske afvisningerne og ikke relativere. Tankerne der først ved hjælp af broderdrengen, kunne se videre end mig selv. Se at damen er i chok og stress og ikke vil have min hjælp. At jeg skal stole på at hun kan selv, hvis hun vil. Men når hun til mig udelukkende appellerer elendighed, "gør noget", gå væk , skæld ud og gråd med lyd, så går mit system i sort og jeg kan ikke navigere.

Nu er det en ny dag. Min dag. Ikke på job. Kun en aftale med min læge. Så aftaler vi lige at der bliver bygget et forsvar og et filter i dag, ikk?

onsdag den 17. august 2011

en dag af gangen

Dagene klares med dybe vejrtrækninger. Forsøget på at dele tanke- og aktivitetskaoset i de 4 kasser; mor/sygdom, arbejde, salg af freaking campingvogn og mit liv med L.
Det sidste bøder for angsten, nervøsiteten og det sitrende energi der præger de 3 første. Heldigvis er hun her endnu. Også selv om hun er taget nordpå i dag for at tanke om med DHL, familie og venner. Hun er fin. Jeg er heldig.
I morgen, skal jeg mødes med min læge. Vi skal tale. Jeg har brug for hjælp til at navigere i dette følelsesmæssige kaos, jeg lige kan klare ved hjælp af løbeture, fast medicin og lidt ekstra. Jeg har brug for noget mere langtidsholdbart, det føles som en tikkende bombe; nervesystemet. Det føles ikke som kvalitativt liv i disse dage. Det føles som overlevelse. Dagligt.

Uden hende, der giver mig lov til at spasse ud, gå i seng kl. 07.30 mens hun ligger ved siden af med tv og spindende kat. Uden hende, der laver de fleste måltider fordi....det virker meningsløst at lave mad. Uden hende, der stryger mig over kinden og lader mig være håndsky og alligevel blive. Uden hende fatter jeg ikke hvordan jeg overlever.

Hun kan ikke tage den væk. Smerten, dybet. Det dragende dyb, der lokker med evig søvn. Det skal jeg selv. Håndtere og rumme den. Lige nu skal jeg bare overleve, én dag af gangen. Hvor ingen ved, at der er sort indeni, ingen andre end hende og de nære venner. Som jeg alligevel ikke tør tegne den nuance sort for, der har lagt sig over mig.

En dag af gangen. Jeg ønsker mig en dag med forløsende gråd.

søndag den 14. august 2011

Meltdown

HVEM FANDEN SLÅR GRÆS KL. 07.00 SØNDAG MORGEN??

Det gør min nabo. Jeg sidder på terrassen med morgenkaffen og forsøger at vågne efter en nat med dødelignende søvn. Tak for lort nabo.

I aftes blev jeg hentet grædende ind fra haven. Sad stille derude på en sten og havde et meltdown. Opslugt af katastrofetanker, tanker uden grænser og filter. Angst for at starte på arbejde i morgen hos psykokollega og uden eget kontor. Angst for hvad min fremtid bringer ift. min mor og hendes sygehistorie. De fjernede ikke noget af lungen. De tog "kun" yderligere prøver. Nu skal vi vente igen. Er der kræft i de nye prøver fra lymferne, opererer de ikke. Så skal hun kemo vejen. Er lymferne "rene", opererer de - samme plan som før indlæggelsen. Men mere ventetid. Mere usikkerhed og sværest, jeg står med en mor der har givet slip. Svarer ja og nej og ok, men ikke er tilstede. Hun virker dement. Er fokuseret på primal ting som mad, hvad der bevæger sig omkring hende, men med et tomt barnligt udtryk i øjnene. At hun i ventetiden skal udskrives og klare sig selv gør det endnu sværere. For jeg er jo ansvarlig. Jeg har altid været ansvarlig for hende.

Da vi besøger hende bliver jeg hende. Jeg er så sammensvejset med hende, at jeg bliver tilsvarende tom og apatisk og jeg ved ikke hvordan jeg skal navigere. Heldigvis er L. ikke forbundet til mit moderdyr på samme måde, og smalltalker, hjælper hende med skoene og er tålmodig.

Jeg mærker tydeligt effekten af at have BPD i alt dette. Grænser og filter og begreber som relativitet og perspektivering findes ikke. ALT gør ondt. Alle følelsesmæssige referencer er ude og blafre. Hele posen med smertefuld barndom, opvækst, følelserne af svigt, uretfærdighed, min fars dødskamp, min grænsekamp på job, - alt er oppe at markere.  Selv vreden, den onde vrede over at hun lader sig falde og lader mig skulle styre. Igen.

Så ja, et forståeligt meltdown i aftes i haven.

Lord give me strength.

torsdag den 11. august 2011

Bipjeet Kaur

Inspireret af AB, har jeg skrevet under i protest mod udvisningen af Bipjeet Kaur og hendes søn. Læs her:

Bipjeet Kaur har opholdt sig i Danmark siden 2002. 
Hun er uddannet IT-ingeniør og har arbejde på Ballerup Ingeniørhøjskole. 
I følge hendes arbejdsgiver er hun i besiddelse af kompetencer inden for sit felt, som kun få andre i Danmark har. 
Bipjeet Kaur burde således anskues som en gevinst for det danske samfund, ikke som én, man ønsker at komme af med. 
Imidlertid har Bipjeet Kaur netop fået afslag på forlængelse af humanitær opholdstilladelse i Danmark. 
Og hun har også fået afslag på ansøgning om Greencard, på trods af at hun har en fast ansættelse. 
Den 15 august 2011 skal hun sammen med sin søn forlade landet. 
 
Bipjeet Kaurs søn, Sehajneet, er syg. 
Han lider dels af en autoimmun lidelse, der gør, at han let pådrager sig infektioner og feber, dels af en særlig blodsygdom, der gør, at han ikke tåler forskellige typer medicin, bl.a. tåler han ikke medicin mod malaria. 
I Indien risikerer Sehajneet at dø af malaria, eller af en anden tropesygdom, der giver høj feber, som han på grund af sin immundefekt er dårligt i stand til at bekæmpe. 
 
Sehajneet er født og opvokset i Danmark og taler ikke punjabi. 
Han taler dansk. 
Han skal begynde i skole efter sommerferien. 
Han har siden maj gået i BFO, sammen med sine kommende klassekammerater. 
Hvorfor vil man rive dette barn op fra sine trygge rammer og kaste det ud i livsfare i Indien? 
Et barn af en kompetent og selvforsørgende mor. 





Skriv under her,
Med din underskrift erklærer du din protest mod udvisningen af den indiske IT-ingeniør Bipjeet Kaur og hendes søn Sehajneet Singh

The hard stuff

 Billede lånt her

Jeg var med min mor til de indledende samtaler på sygehuset i dag. Standard stuff. Tale med kirurg. Tale med sygeplejerske. Tale med anæstesilæge. Vente. Meget vente. I morgen kl. 07.00 skal hun indlægges, for at få den kikkertoperation hvor de under operationen kan sige om de kan fjerne kræften eller om de lukker hende igen og giver hende kemo. Please let it be removable. Radikalt. 

Thats not the hard stuff. The hard stuff er at moderdyret enten ikke taler og ser ud som om hun befinder sig i et andet univers end os andre. The hard stuff er når hun flipper ud på mig, fordi jeg ikke forstår det hun siger - fordi hun ikke taler i hele sætninger og næsten får mig overbevist om at det er mig der er tosset.
  The hard stuff er, når jeg må korrigere hende i samtalerne med eksperterne, fordi hun misforstår dem eller ikke mener hun fejler andre ting (vi nævner i flæng gigt, diskusprolaps og mavesår).

The hard stuff er at hun ikke kommunikerer og lukker ned. Ser sig ond på mig og min bror. Sidder og ser tv i stuen, mens vi forsøger at leve omkring hende.

The hard stuff er at jeg er numb. At jeg som hende gerne vil være et andet sted. Sove fra det. Sige at de alle skal gå væk (min mor, lægerne, dem der vil købe min campingvogn, mit arbejde, ...L.) Lad mig være i fred. Please. 


onsdag den 10. august 2011

Grænser

Jeg trækker vejret dybt og holder det samtidigt. I dag starter sygehusforløbet. Jeg henter moderdyret ved toget i eftermiddag.
Kræft er grimt for alle. Lægger man det sammen med en dysfunktionel familiestruktur, et forsvar (mit), der lukker ned, et moderdyr der har udviklet ordet begreberne forsvar og borderline, og et sygehusvæsen der nægter at erkende at uden parkering ingen behandling.......Så går vi nogle spændende dage i møde.

Huh. Jeg mærker intet og jeg mærker alt. Grænserne flagrer, er hudløse og trænger til klipning i de spaltede ender. Grænserne.

Alt i mens jeg opsluges af overvældethed, arbejder L. i kulisserne. Laver mad til mig, støvsuger, klapper mig på armen og spejler mig når grænserne falder. Bestyrker mig i hvad jeg ikke skal acceptere og hvor "man" gerne må sige fra og nej.




fredag den 5. august 2011

Man har en plan til.....man laver en ny


Selv om man har en plan, kan omstændighederne gøre at man ser sig nødsaget til at ændre planen. 
Vi bliver hjemme. København, mange mennesker og transport er for stor en mundfuld. 
I aftes fandt jeg ud af, at frustrationsfølelsen, ondt i maven og to lange middagslure (á 2 timer, wtf?) skyldtes manglende overskud til ferie andre steder end lige her. 
Så vi bliver lige her. 
Honestly, er jeg pænt træt af at jeg ikke kan overskue "ganske almindelige ting som en fucking 3 dages storbyferie.

Kan man bytte sit nervesystem?

torsdag den 4. august 2011

Ferie uge 1

 Jeg har ferie. Tid til at være urolig. Tid til at være nervøs. Tid til at have en meget lav stresstærskel og det føles som luksus. De sidste uger med konflikter på jobbet (den nye psykokollega), min mor diagnose og L.'s hjemkomst har udfordret min energi. At lede og fordele den er blevet en kunst, så 2 uger med NIX arbejde er velsignet og taknemmeligt modtaget. Vi skal ikke til Mallorca eller back-packe i Tibet. Vi skal heller ikke sejle kano i Sverige eller i sommerhus på Bornholm. En anden sommer måske. Disse to uger skal jeg lade op. Vi skal et par dage på roadtrip, har lånt bolig af søde mennesker i storbyen, tager måske et smut omkring Ønskeøen og hjælper med at pakke sommerens lejr sammen. Og jeg lader i uge 1 op til at uge 2 hovedsageligt kommer til at handle om min mor. Hun kommer til Fyn onsdag. Torsdag tager jeg med hende til samtaler på OUH og fredag indlægger vi/de hende til operation af lungen. Noget skal fjernes, noget skal undersøges.
I weekenden kommer familierne til fælles forsinket fødselsdagsfrokost. 15 mennesker. Jeg ved, at mine tanker vil være hos min mor. At jeg skal besøge hende før festen, hvor hun skulle have deltaget. Hun skulle have set det færdige banehus. Min fine kæreste orkestrerer familiefødselsdagen. Gæsterne ved, at jeg har en syg mor. Jeg har "fripas", til at føle præcis det jeg vil og jeg har mulighed for at vise min "nye" familie, hvad jeg føler. Jeg har mulighed for at øve, IKKE at fake. Ikke at være brave-facet. At være svigeren, der har en syg mor hun er bekymret for og som hun trods alverdens lort og dysfunktionel familiestruktur ikke vil miste. 


 Mini-dræber-mis nyder aftenstunden

onsdag den 3. august 2011

Fødselsdag

Jeg havde fødselsdag i går, så jeg vågnede med en forventning om, at der ingen tåge var. For jeg har fødselsdag. Jeg elsker min fødselsdag. Jeg elsker at få gaver. Solen skinnede. 

Tågen var ikke lettet. En cykeltur, løbetur, badetur og cykeltur hjalp lidt. Lidt. Mere hjalp da da jeg 5 minutter i "jeg-aflyser-og-graver-mig-ned-som-en-dræbersnegl 
-og-rådner-op", fik besøg af gode venner. En baby. Og gaver. Lagkage fra L. Flagranke. Solskin. Grin. Grill. Bål. Og masser af alkohol. Dagen sluttede bedre end den startede. Tågen er her stadig, dagen derpå. Det må den godt være. Så længe jeg husker at trække vejret alligevel og bliver mindet på at uanset hvor klam-so jeg føler mig, så er de andre ikke nødvendigvis enige. 







mandag den 1. august 2011

Tåge på Nordfyn

 "Tåge", er udtrykket vi her i huset bruger, når jeg har fået akkumuleret så mange følelsesindtryk at jeg ikke når at behandle dem, og mit system reagerer ved at lukke ned. Det er når jeg har "misset" chancen, og ikke kunnet eller har fået sat ord på det der gør indtryk. 
Eller ikke tør adressere det der fylder, fordi det er grimme ord. Skæld ud ord. 

Sådan en dag var i dag. En tåget dag. Ugers stress på job, en mor der har fået en diagnose og skal opereres for lungekræft om 14 dage, en kæreste der kom hjem efter 6 måneders afsavn og hårdt arbejde og eventyr. En kæreste der forlod mig. Uanset hvor støttende jeg er i hendes eventyr, så husker kroppen at hun forlod mig. Logik hjælper ikke. Reaktionen på "jeg blev forladt", har indfundet sig prompte og i dag, efter 10 dage i hinandens selskab, og de førnævnte faktorer, kogte min hjerne og mine følelser sammen. 

Jeg forsøgte ellers. Jeg har jo ferie nu, mens den anden arbejder. Så jeg pakkede cyklen for at køre til stranden. En dag med havvand, fiskeri og solbadning. Det elsker jeg jo.  Men verden derude. Det nordfynske var ikke mindre tåget end mit indre. De 15 km i hidsigt tempo var forløsende men ikke nok. 



De to timers fiskeri i blæst (!), med madpakke og bølgers brusen, var ikke nok. 

 Spegepølsemaden var ikke nok, ej heller de 15 km endnu mere hidsig cyklen hjem var nok. 

At i talesætte det. At græde over følelsen af at være en klam-so-kæreste, en dum-dum-job-dame, en utilstrækkelig datter (ja, sorry - men det dækker følelserne i denne tid). En forklaring fra L. om at det er situationerne (en mors sygdom, en psykopat kollega, en kæreste der rejser væk), der er store størrelser og ikke faktum at jeg ikke har fixet det godt nok, gjort det godt nok eller arbejdet hårdt nok.  At jeg ikke kan kontrollere kræft, hvem der er mine kolleger eller at min kæreste vil noget med sit liv. 

Jeg tror hende ikke endnu. Men jeg kan mærke jeg svagt husker en tid, hvor jeg troede på hende. Og jeg mærker at der nu er en lille tro på, at jeg igen kan tro på det.
At jeg ikke er en dum klam so (- og tyk), som jeg selv går og synes.

Oh the joys of selfdestruction.