Behandling af kriser

Definition:

Ordet Krise stammer fra græsk ”krisis” og betyder ” en pludselig forandring eller forstyrrelse”.

Der skelnes normalt mellem to slags kriser:

Udviklingskriser / livskriser: Det er normale hændelser i livet, som vi alle gennemgår, men som for nogle mennesker kan føles som en krise. Eksempel: barn til ung, flytte hjemmefra, få børn, få nyt arbejde, blive ældre, osv.
Traumatiske kriser (”trauma” betyder på græsk sår (på sjælen)) kan forekomme, hvis der opstår en pludselig, voldsom eller uforudset hændelse. Eksempel: sygdom, død, ulykker, skilsmisse, fyring, osv. Det er hændelser, der føles som et tab eller en trussel om tab af tidligere værdier eller tryghed.

Psykologisk forstået er ”kriser” en tilstand, hvor man ikke er i stand til at tænke fornuftigt – ikke kan samle sig om dagligdags ting – ikke kan passe sit arbejde – udfører handlinger, man ikke ville have gjort normalt.

Dette er dog en relativ sjælden tilstand, men når en traumatisk oplevelse netop udløser en krise, er det fordi den ”lukker op for” nogle af de udviklingsproblemer, der aldrig er blevet løst i tide. (jf. livskriser)

Det er forskelligt, hvordan den kriseramte reagerer og kommer videre i tilværelsen (jf. psykisk bagage), men under alle omstændigheder er de reaktioner, der udløses, både normale og vigtige for at komme videre.

Kriseteori (efter: Johan Cullberg):

En traumatisk krise gennemløber normalt 4 faser, der ikke er skarpt adskilte:

Chokfasen forløber over kort tid – fra få øjeblikke til op til et døgn.

Følelserne er et stort kaos. Man føler sig desuden tom, forladt og isoleret og ”udenfor virkeligheden”. Reaktionen kan f.eks. være handlingslammelse, unaturlig beherskelse, rastløshed eller udadfarende adfærd (skrige, slå, le..). De kropslige symptomer kan bl.a. være spændinger, hovedpine, ondt i maven, kvalme, opkastning, rysteture og hjertebanken.
Reaktionsfasen varer 4 – 6 uger, hvor man føler sorg, fortvivlelse, vrede og meningsløshed, fordi man nu endelig har erkendt, at det frygtelige virkelig er sket. Ofte forsøger den kriseramte at finde ud af, hvorfor det skete, og hvem der er ”den skyldige”, så der er ofte stærke, modsatrettede følelser: ”Hvorfor skulle dette ramme mig?” – ”Har jeg gjort noget forkert?” Reaktionen kan være både udadrettet og aggressiv eller indadvendt, mens de kropslige symptomer kan være muskelspændinger og søvnløshed.
Bearbejdningsfasen varer 6 – 12 mdr., hvor den kriseramte bearbejder sine følelser af tab og skuffelse. Han begynder at vende sig til og acceptere det skete – begynder at genoptage sit tidligere liv og igen at se fremad. Dog kan den kriseramte stadig genopleve begivenheden, ligesom det er almindeligt med angst, sårbarhed overfor andre mennesker, samt ukoncentrerede tanker.
Nyorienteringsfasen starter knap et år efter den kritiske hændelse og har ingen afslutning. Starten på denne fase er, at den kriseramte nu har lært at leve med det skete – og har skabt sig en ny hverdag, der fungerer. Han føler stadig smerte over det skete, men ikke hele tiden. Han kan nu tale om den traumatiske hændelse, uden at bryde sammen, og oplever det som en del af sin livserfaring.

Forsvarsmekanismer:

Årsagen til den kriseramtes reaktioner i chokfasen og reaktionsfasen, er vores såkaldte forsvarsmekanismer, der træder i kraft – simpelt hen for at beskytte og hjælpe den kriseramte mod den angst og sorg, der opstår ved den traumatiske hændelse.

Forsvarsmekanismerne er de ubevidste psykiske kræfter, der skal hjælpe os gennem en svær situation. Det kan dels være i dagligdags situationer, hvor vi føler os truet på vores selvværd, og især ved krisesituationer, hvor vi har haft betydelige tab.

Som noget positivt hjælper vores forsvarsmekanismer os til gradvist at møde virkeligheden igen. De styrker os altså på kort sigt mod psykisk sammenbrud, fordi de giver os noget tid.

Den negative side er, at de kan være med til at udskyde bearbejdningen af det skete. De løser ikke problemerne, hvorimod de bruger meget af vores energi.

Eksempler på forsvarsmekanismer:

Regression (chokfasen): Betyder tilbagefald. – F.eks. at den kriseramte opfører sig barnligt, således at han er afhængig af, at andre tager beslutninger for ham, eller han har en ”barnlig” adfærd med klynken, skrigen, slåen om sig, stampe i gulvet, rive ting i stykker, osv. Formålet hermed er at blive fritaget for ansvar.
Projektion (reaktionsfasen): Betyder at man overfører sin egen skyldfølelse eller egne negative følelser på andre. – F.eks. at en mor, der har født et handicappet barn, giver skylden til sygehuspersonalet, fordi hun ubevidst selv føler sig skyldig. Eller at forældre beskylder deres barns ”dårlige” kammerater for en given ulykke, fordi de selv føler sig skyldige i ikke at have haft tid nok til ham. Formålet er, at man ikke vil erkende sine egne fejl.
Fornægtelse (chok- og reaktionsfasen): Betyder at man ubevidst fornægter det skete. I chokfasen ses det ved, at man nægter at tro på det skete, og i reaktionsfasen ved, at man nægter at lade det skete få indflydelse på dagligdagen – F.eks. den alvorligt kraftsyge, der nægter at holde op med sin tidligere livsstil, eller den efterladte efter et dødsfald, der nægter at lave om på de daglige gøremål, eller fjerne den dødes ting osv. Formålet er at undgå ubehagelige oplevelser / følelser.
Rationalisering (reaktionsfasen): Betyder, at man vha. fornuftige argumenter bortforklarer fakta, som man godt ved er forkerte. – F.eks. den fyrede, der giver arbejdspladsen skylden, når grunden til fyringen lå i, at hun var alkoholmisbruger. Eller ”Rønnebærrene er sure, sagde ræven, han kunne ikke nå dem”. Formålet er at man ikke vil erkende sin egen svaghed.

Hjælp ved kriser:

I dag har vi ofte svært ved at forholde os til tab og deraf følgende kriser. Vi ved simpelthen ikke, hvordan vi skal reagere overfor en person i sorg. Vi viger tilbage for vore egne og den andens følelser og reaktioner – og forsøger ofte at undgå den kriseramt person. Dette er noget af det værste man kan gøre, fordi den kriseramte har behov for at snakke oplevelsen igennem igen og igen.

For at hele sine psykiske sår, er det nødvendigt, at den kriseramte gennemgår alle 4 faser i krisen, fordi en ikke-gennemlevet sorgproces kan betyde, at krisen bliver kronisk.

Dette er et hårdt arbejde, som den kriseramte selv må igennem – men uden støtte og hjælp fra andre mennesker er det svært at komme igennem krisen og ud af den.

I chokfasen, hvor den kriseramte skal erkende, hvad der er sket, er den vigtigste hjælp at være fysisk tilstede: At have fysisk kontakt med den sørgende, at tage hånd om de praktiske gøremål, så den kriseramte kan få lov til at være ”den lille”, at være barnet uden ansvar, at føle sig tryg.
I reaktionsfasen, hvor den kriseramte skal gennemleve sorgens følelser, er den vigtigste hjælp at være åben ”som en skraldespand” og tage imod alle de følelser, der nu kommer op til overfladen. Derudover må hjælperen stadig tage sig af praktiske gøremål.
I bearbejdningsfasen, hvor den kriseramte skal lære at leve med den nye virkelighed, kan man bedst hjælpe ved at lytte aktivt og interesseret, når den kriseramte igen og igen genoplever ulykken. Desuden kan hjælperen nu begynde at stille spørgsmål og komme med forslag til den kriseramte. Der er stadig mange praktiske ting, der skal klares i den nye situation.
I nyorienteringsfasen, hvor den kriseramte skal til at investere energi i en ny fremtid, kan man hjælpe ved at puffe lidt til, komme med gode forslag, samt vejlede og støtte med praktiske ting.