onsdag den 27. juli 2011

Hele tre ting....på en fredag

Jo, den var god nok. Min mor har lungekræft. Som i ryge-relateret lungekræft. 4 knuder. To godartede. En er endnu uvis og den 4. er storcellet cancer.
Behandlingen bliver fjernelse af det nederste af venstre lunge. Muligvis kemoterapi før eller efter, for at nå den uvisse, da den sidder et sted hvor det endnu ikke er lykkedes at få en troværdig biopsi. Hvilket fortæller mig, at den så heller ikke bliver let at fjerne, skulle den vise sig at være ondartet.

Min fredag var surrealistisk. Først beskeden om min mor. God samtale med både broren og hende. Min bror og jeg har prøvet det her før. Uanset hvor ikke-tætte vi er, så har vi før arbejdet sammen, da en forældre blev syg. Vi teamede op. Fulgte min far, og arbejdede sammen indtil vi havde begravet ham.

Nej, der er ingen der siger min mor skal dø. Det gjorde de heller ikke før 2 timer før min far døde. Sagde at han skulle dø. Det er underligt men også godt at mærke, at vi kan samarbejde. At vi ikke er i tvivl om vores ansvar og at vi deler det. Samtidigt er min mor klar over, fordi jeg fortæller hende det, at jeg er skrøbelig. At jeg ikke er fjenden. At det ikke er mig hun skal skubbe væk og skælde ud, når hun er bange, frusteret og vred. Jeg er ikke fjenden.
Jeg er datteren, der prioriterer hende og det har jeg fortalt hende. L. siger, at det vidste hun ikke, så derfor reagerer hun så positivt på det.

Fredagen fortsatte ufortrødent med køretur til lufthavnen, for at hente L. efter 6 lange måneder. På vejen blev jeg i radioen vidne til bomben der sprang i Oslo. Da jeg stod i ankomsthallen og ventede, blev jeg via storskærme vidne til massakren på en lille ø, der kunne have være Femø.

Det var en fredag, med mange input. Mit system beskytter mig ved at lukke ned. Jeg er pragmatisk, hvad angår min mor og diagnosen. Jeg er lettet over at L. er hjemme og ligger og sover på den nye 1. sal med katten. Jeg observerer udviklingen i Norge. Men jeg filtrerer. Græder ikke over noget af det, for jeg er ikke ked. Jeg er "numb", for nu. Beskyttet. Og nyder at nogen laver en madpakke til mig. Har lavet kaffe når jeg kommer hjem fra job. Aer mig, når beskyttelsen krakelerer og jeg får et meltdown midt i Odense centrum.

Jeg er ikke alene længere.



søndag den 24. juli 2011

To believe or not to believe

At tro eller ikke tro på diagnoser

Da jeg gik i terapi, gik jeg hos en terapeut, der ikke troede på diagnoser. Min svigermor tror ikke på diagnoser og følgeligt har min kæreste heller ikke troet på dem.

Jeg er selv ved at blive mere og mere bevidst om, hvad en diagnose betyder for mig. Da jeg for et år siden opsøgte hhv. min egen søde læge og min tidligere terapeut, for at få en diagnose, var det ud fra devicen, at bruge den konstruktivt. If i have it, name it.
Det er én sag, af slås med sig selv, at mærke langtidseffekten af et svigt i en tidlig alder, at almindelige situationer og events, for mig kan blive kæmpestore, at jeg ofte vælter.  Men at tro det er fordi jeg er "fucked", ikke gør det godt nok, ikke er intelligent nok eller endda plain dum - det er en ekstra byrde.
En ekstra hammer, et unødvendigt ord. Min tanke var og er, at ved at kalde en spade for en spade, at fjerne skammen, at minimere mine muligheder for at slå mig selv i hovedet. At blive bedre til at begrænse angsten for angsten.

At kunne sige. Ok, nu reagerer du sådan og sådan, men det gør du fordi.....og derved tilgive mig selv, drage egenomsorg, beskytte mig selv. Bruge mine ord, til at fortælle mig selv og andre, at jeg reagerer sådan fordi sådan og og sådan, i stedet for at lukke ned, lukke af, isolere mig, føle mig dum. Specielt det med at føle mig dum og utilstrækkelig.

De sidste uger har jeg følt mig hudløs, udløst af min arbejdssituation.  Jeg er røget ind i "borderline" -spiralen. Et udtryk jeg fandt i noget nyt teori for mennesker med mine problematikker. En for mig præcis beskrivelse af, hvad der sker hos mig i forhold til forsvar og mangel på samme, den tankemæssige selvdestruktive spiral, der er smertefuld og som belaster min krop og min sjæl.

Hvis det så betyder, at jeg kan puttes ind under en diagnose - så er jeg blot taknemmelig for at der findes ord. At nogen har brugt tid og energi på at hjælpe mig med at finde en forklaring, der tilgiver mig. Hjælper mig med at finde de ord, jeg ikke selv har, når følelserne tager over og lukker mit system ned. De følelser der fortæller mig, at det aldrig bliver bedre, at jeg kun kan fejle at jeg kun kan kæmpe og kun lige overleve. De følelser der siger, "theres no point", giv op, flygt, luk ned.
Jeg er taknemmelig når der findes ord, der tager noget af skyldfølelsen væk. Der letter min evigt dårlige samvittighed over ikke at slå til.

De sidste uger har vist mig, at det er tid til igen at uddanne mig selv. I mig selv. I mine strategier, i mine ord og i mine reaktionsmønstre. Gør jeg ikke det, går jeg under. Jeg vil i den kommende tid, forsøge fokusere min energi på at uddanne mig selv, via den (for mig), nye teori, på at tale og skrive - og forsøge på at tage hadet ud af mit system. Det der sker, når jeg føler mig angrebet, er hadet. Gennemsyrende, sort, ondt had, øredøvende had. Og hvis jeg ved noget, så er det at had ikke er godt for nogen.

Jeg er til stadighed overrasket over, at linjen mellem ok og ikke ok er så fin hos mig. At ikke ok, er lige med opgivelse, apati, lukke ned og manglende lyst til liv.
Og ja, mit naive jeg troede at når L. kom hjem var alt godt. Selv om jeg var advaret. Men jeg er jo stadig mig, min følelsesmæssige hukommelse er på størrelse med en hønes og lige så selektiv som den er ukorrekt. Det er her det hjælper mig at have et ord. En diagnose, - der for mig er en struktureret beskrivelse af det jeg slås med og udfordres af. En legalisering til at klappe sammen, at passe på mig selv, at tilgive mig selv.



lørdag den 23. juli 2011

Norge

 Oslo

Mine tanker til Norge i dag.

Læs det unge menneskets beretning her. Han overlevede.

fredag den 22. juli 2011

Ved min side

Jeg ved det er tidligt. Men denne fredag er en stor dag, og den tåler ikke at sove længe. Jeg har fri (taget) og helvedesugen er overstået På mandag er "den gode kollega", tilbage fra ferie, ham jeg skal gemme bag som vi aftalte ikk?

Jeg har været på morgenturen rundt i haven. Byen sover, det små-regner, alt ånder fred. Jeg har tid til min kaffe, min morgentid og katten tager en lur mere.

Senere skal jeg tale med min mor og bror. Om hvad de fik at vide på sygehuset. Lige nu fylder det ikke. Det er L.'s hjemkomst der fylder. Som Anne Linnet ville have sagt :

"...Jeg har vasket sengetøjet,
mine lagner de er strøget,
der en flaske i mit køleskab,
jeg har badet flere timer,
skrevet velkomstdigt der rimer,
tændt stearinlys i en farve du ka' li'......"
ANNE LINNET - DRØMT OM DIG


Det sidste døgn har der været plads til refleksion. Over arbejde, borderline, mine tanker og ønsker om fremtiden. I dag skal jeg være. Bare være tilstede. Ingen planer. Ingen ambitioner. Blot forholde mig til hvad der kommer min vej. Min mor og L. De to der går tættest på min kerne. De to der kan ramme hele mit følelsesregister på et splitsekund. Så forskellige og alligevel står jeg her med dem på hver min side. At tilfældet præsenterer en mærkedag for dem begge er...paradoksalt.

Det handler om at rejse - for dem begge. L. er på vej hjem. Hun har rejst i verden, oplevet, udfordret, præsteret, er vokset. Min mor rejser også. Hendes rejse begyndte da min far døde af cancer for 5 år siden. Hun - der lige som jeg, lever med bekymring, angst, nervøsitet, depression og et hjerte der ikke er udstyret med tilstrækkeligt panser og hvor følelserne er skarpe, hurtige og kan vælte hende.
Hun der overlevede at hendes gå-til-person, min far, forsvandt. Hun der skulle starte helt forfra og det sidste år er begyndt at ligne et menneske, der har fundet en vej. Med egne venner, interesser og et liv.
Hun får en udfordring mere. En rejse hvor liv og død danser . Hvor hun i dag får at vide hvad kroppen kan og vil. Hvor hun skal vælge at kæmpe eller måske blot ændre sit liv.

Jeg følger dem begge, for de er "mine". Og de følger mig.





onsdag den 20. juli 2011

Uden bemærkninger

Dagen har været begivenhedsløs, på den gode måde. Ingen "kollega"-hjerneblødninger. Tak for jeres deltagende kommentarer. Som altid, hjælper det mig at vide at jeg ikke er alene, selv om jeg selv skal leve det. At nogen derude ved hvad der sker, følger med, som jeg også følger med mange af jer.
Jeg er sikker på, det ikke er sidste gang jeg spilder mine tårer til jer, så vid at i er værdsatte.

Den opmærksomme læser vil bemærke at jeg har fjernet "countdown" til L. kommer hjem. Dagen før dagen før dagen hvor jeg kan afhente hente, træt efter 35 timers rejse er tæt på. Og jeg skal nok berette. Når vi har fundet fødder. Mange af jer har fulgt "os", på min og hendes blog, og i bliver ikke snydt for traraaa hjemkomst - når jeg i al privathed har fået hende lidt for mig selv.
Og så er der lige føjletonen om min mor, der også fortsætter på fredag. Status kvo (ja ja, i know), er at den sidste undersøgelse blev foretaget i dag, og at de mener de har nok til at komme med en plan/diagnose fredag.



Kh P.




tirsdag den 19. juli 2011

Kollegaen

Det var ikke sådan det skulle være. Jeg skulle gå og glæde mig, ikke gemme mig på toilettet for at græde. Det er ugen hvor jeg er alene med "kollegaen". 4 dage, jeg havde mine bange anelser om. I går gik fint. Når det er sagt, så er fint når jeg spiller med på hans dumme jokes, at han fylder alt, at han buddyer up med den nye praktikant og de "griner" af mig. I can do that. Ikke længe, but i can.

I dag nåede jeg at være der en halv time, for han inviterede mig ud for at kigge på en opgave. Jeg så det ikke komme. Han bad om input. Hvad han i virkeligheden bad om, var tilladelse til at gøre det på sin måde, for sit eget arbejdsområde (fair nok), men også for mit og mine to kollegers. Bevares, jeg kan leve med det - men jeg ved de to der er på ferie - ikke kommer til at spille efter hans ide, og dem har han respekt for. Det fortalte jeg ham. At det nok ikke gik. Så flippede han. Beskyldte mig for at være negativ og at det bare skulle fungere.....!! Jeg fattede ingen ting. Min hjerne prøvede at følge med, mens hele mit system gik i sort. Jeg prøvede at regne ud: "Hvad er det han vil?". Hvad er det jeg skal gøre for at han ikke råber, siger at "vores" hold trækker veksler på "hans" hold og når vi har brug for hjælp næste gang kan jeg kigge i vejviseren efter det.
Jeg indrømmer, mine to kolleger, der kører vores foretagende, gør tingene på deres måde. Men hey, jeg er bare ergoterapeuten, der har mit eget arbejdsområde. "Kollegaen" taler til mig som om jeg kan det samme som mine kolleger kan. Det kan jeg ikke, og når jeg giver udtryk for det - så kalder han mig næsten dum.
Jeg holdt ikke stand i dag. Jeg sagde ikke fra efter episoden. Jeg gik ikke tilbage, for jeg er alene med ham. Jo der er to andre, men de kan intet gøre. Problemet er at han sparker til min selvtillid. Jeg bliver i tvivl om han har ret. Om jeg er gennemskuet. Om jeg burde være der, for jeg er da for dum.

Jeg har to dage endnu. I dag har jeg tænkt katastrofetanker og udveje. "Jeg siger op" (- og rådner i mit hus som posedame). "Jeg sygemelder mig" (- og bliver fyret og så kørt gennem en fattig kommunes system og ender som...posedame).

Jeg ringede til min mor for at ønske hende held og lykke med sidste undersøgelse i morgen, og ender med at sidde og tude over mit fucking job. Jeg skulle tælle ned. Jeg talte ned i går. Til L.'s hjemkomst. Jeg glæder mig, men ligenu falder min verden sammen og alt blæses ud af proportioner.
Jeg skulle kunne glæde mig, jeg skulle kunne bekymre mig over min mor.

Jeg kan ikke tage konfrontationen med ham, mit forsøg i dag endte trist. Min chef (når han ikke er på ferie), siger jeg skal sætte grænser for ham....det sagde han sidste gang, "kollega" tog en tur. Det latterlige er, at alle er enige om at han er "out there", men så længe han ikke er flippet på chef 1, 2 og 3 og sælger det han skal (han er en knaldgod sælger), - er der ingen der rør ham.

Jeg ved godt det ikke er ok som jeg har det. Jeg skal ikke have det sådan. Det var det samme inden min ferie for nu 3 uger siden. Og der var både chef og "gode" kollega til stede - så det er  ikke noget under jeg mister modet. At navigere på en privat arbejdsplads er anderledes end det offentlige, i get it  - men som det her?

Jeg skal klare de der to sidste dage. Næste uge kommer "god kollega" og jeg må gemme mig bag ham så godt jeg kan og så har jeg ferie og en mulighed for at sygemelde mig, for jeg er nødt til at tænke udvej, ellers falder jeg sammen. Pis.

mandag den 18. juli 2011

Nyt fra ventesalen

Jeg tager forbavsende lidt billeder for tiden (som i ingen). Jeg får heller ikke blogget om særligt dybe ting. Ventesalen er fortsat i venteposition, så tankerne handler mest om at få overstået denne arbejdsuge og få hentet L. hjem
Jeg er ikke begyndt at glæde mig. Jeg ved med hovedet, at hun på fredag lander i CPH, men det er for uvirkeligt. Virkelig uvirkeligt. For 6 mdr. siden troede jeg aldrig dette halve år ville gå. På nogen måde. 6 mdr. er uoverskuelig lang tid, for en der ser frem fra dag til dag.

Jeg har overlevet. Jeg har såmænd endda levet lidt :o) Set venner af og til, moslet rundt i haven, nydt at færdiggøre 1. salen, løbet flere 5 km's løb og måske, men kun måske er jeg nået til et punkt hvor hus og have ikke længere er nok. Måske er jeg nået til det punkt, hvor jeg er træt af at klappe sammen efter jobbet, hvor jeg savner input. Fra andre, fra vennerne, fra film, fra L.

Jeg har ikke travlt. Jeg ved at den første periode, skal vi bare være os. Har jeg nok i os. Alt det snak om indkøring, forstår jeg ikke. Indkøring hva for en fætter? Nu kommer L. hjem, Og de levede lykkeligt til deres dages ende. Punktum.

Derefter vil jeg gerne finde en måde at balancere arbejdsliv og energi med mit private liv, som i at have overskud til mere end bare job, have og løb. Sy en pude du ved. Læse længere end 20 minutter. Og videre i den dur.

Men først vil jeg bare have hende hjem og kigge på.

lørdag den 16. juli 2011

Gear

Oh yes baby, stor kasse


 Uhhhhh......


Lille rap dame, med 14,4 V,  lys, bælteholder og en wicked lækker wruuuum lyd

 Lille rap dame med sin store slagborsmoster

 22 minutters lyn oplader fætter

Jubilæumsbonus - lækre bor


 Så nu kan jeg bygge sådan ét her. Ikk?



Ps. billigt til salg: brugt no name slagboremaskine + skruemaskine i fin stand til amatør tømrer, inkl. oplader til skruemaskine

 uden kvittering og i uoriginal kasse ;o)


fredag den 15. juli 2011

Wanna and Gonna

Wanna:
- kravle hjem under dynen, hvor det er helt tyst for en tid.
- varmt karbad
- en uge med de 7 (!) dvd'ere jeg har bestilt på amazon.com/uk i dag
- en uge med den boremaskine og slagboremaskine jeg "kom til", at købe hos den lokale trælast (Pis lækker Makita Jubilæumssæt, med 22 minutters lynoplader)
 - sove til L. kommer hjem og holder om mig
- lukke resten af verdenen ude

Gonna:
- holde weekend med de mulige elementer af ovennævnte
- passe mit job mandag til torsdag fra kl. 08.00 til 16.00
- tage én dag af gangen, med jobbet og alene med "kollegaen"
- huske at trække vejret
- passe venindens hus mens de er på ferie
- ringe til min mor ofte, for at følge med i hendes udredning

torsdag den 14. juli 2011

Mestring

Den der ventesal, har hver dag 6 timer, der ikke er rutine. Arbejdstimerne. Mit job har de sidste uger været billigt til salg. Der er uventede opgaver, hvilket i sig selv ikke er en skidt ting. Hvis de bliver lagt på mig, uden at jeg har indflydelse på, hvem og hvornår og ofte ikke ved hvordan, så får jeg ondt i maven. Når det er krydret med en kollega, der stadig får anfald af skæld-ud, være negativ og spreder sin egen stress, når de kolleger jeg normalt kan spørge om det der ikke er mit vidensområde eller ansvar holder ferie, så få jeg ondt i maven og svært ved at trække vejret.
Min stress tærskel har ikke været lavere. Det forundrer mig, at man af krop og sind kan ændre sig så meget, at situationer man før "mestrede" (eller gjorde jeg?), nu giver murren i maven og overfladisk vejrtrækning.

Nej, det er ikke den slags arbejdsplads hvor det er let at få struktureret tingene, noget jeg ellers er god til. At strukturere og organisere. Når folket omkring mig, kører deres egne systemer, deres egne betingelser og deres egne opgaver styret af kunderne, der betaler vores løn, så kommer jeg ikke langt med struktur.
Kollegaen der spreder stress og negativitet reagerer blot på den manglende struktur, på sin måde. Ved at lange ud efter os andre. Jeg forstår ham godt. Men det fungerer ikke godt. Han er med til at nedbryde mit i forvejen vaklende arbejdsfundament.

Der er gode dage. Jeg husker jeg skrev og sagde, at jeg elskede mit job. Det kommer jeg måske til igen. Når ferieperioden er ovre, hvor jeg lapper på andres aftaler og føler mig utilstrækkelig. Når kollegaen er flippet ud én gang for meget og på den forkerte og det har konsekvenser.
I mens hænger jeg i . Forliger mig med at 6 timer om dagen er der nada struktur, kun stress og overfladisk vejrtrækning. Det forklarer behovet for endnu mindre action og endnu mere rutine i de frie timer.

onsdag den 13. juli 2011

Velkommen til ventesalen

Det regner. Ja, det har i nok bemærket. Det er midt i ugen, med regnvejr og halvvejs gennem arbejdsdagen. Jeg går og venter, er i venteposition. Venter ikke på far, men på L. At hun kommer hjem. Lige om lidt (9 dage). Venter på min ferie. Den kommer, lige om lidt (16 dage). På at min mor er færdigundersøgt (9 dage). På at hinbærene bliver røde, de blå ærteblomster blomstrer og på at jeg igen skal være tosom.

Ventetiden i ventesalen har faste rutiner. Morgenrutine, arbejdsrutine (ikke så meget), kom hjem rutine, aftenrutine, og godnat.
Jeg går tidligt i seng. Ikke noget nyt der. Er mæt af dagen og indtryk når klokken passerer 20-21 stykker. Af og til kan jeg trække den længere, fx. når jeg finder en plet ukrudt (bare rolig der er mange, men ikke alle jeg gider gøre noget ved), jeg kan rode i, en busk jeg kan klippe eller jeg falder i staver mens jeg læser blogs. Vælger om jeg sover oppe og nede. For det meste når jeg begge steder i løbet af en nat. Bare fordi jeg kan. Katten følger med rundt på min natteflytning. Vi hygger og har særegne rutiner. Om 9 dage gør vi plads til L. Får hendes rutiner med igen, og hun skal sikkert arbejde lidt med vores, så vi fx. ikke har sovepladser for mange steder.

Ventetiden er ikke ubehagelig her i ventesalen. Her er ro, en kat at klappe, fugle der synger. Men ventetid er ventetid og som et menneske med pænt lille størrelse tålmodighed, - så er det en kunst at føle jeg får noget ud af ventetiden. Jeg har venner jeg (burde-kunne-ville) se, men jeg kommer ligesom ikke længere, når jeg først er kommet hjem fra job.

Vente, vente, vente.

Kærlig onsdag her fra ventesalen

søndag den 10. juli 2011

And the winner is.......


Den heldige vinder af 2 fribilletter til Grøn koncert er:

Mette

Hun har bloggen Apollone, og begrundede sin deltagelse med:
"Min yndlingsmusiker (eller yndlingsband er det jo) er Tv2. Jeg ved godt at de ikke er himmelråbende avancerede i deres musikstil, men jeg elsker dem altså. Lyden af Steffen Brandts stemme gør mig en lille smule forelsket i hele verden. Næsten hvert eneste nummer minder mig om forskellige perioder i mit liv og "Dengang for længe siden" er soundtracket til dengang jeg mødte min mand (samme periode som jeg opdagede Tv2) så herhjemme skal der ikke så meget til at sparke liv i kærligheden, det klarer anlægget for os."

For Alice M. er det win-win, for hun bliver vist også inviteret ;o)

Mette, hvis du sender mig din adresse på: deefalk@hotmail.com, så sender jeg fluks præmien til dig. God fornøjelse med TV2 :o)

lørdag den 9. juli 2011

I dag

Det går sgu godt. Ja, det gør det faktisk. Jeg ved det kan ændre sig i morgen. (Helt) Sikkert mandag, når jeg er på arbejde igen, men for i dag, bare for i dag går det godt. Og jeg anerkender det. Jeg mærker det og jeg nyder det.
Dagen har været begivenhedsløs i store billeder, men fin i små detaljer. Katten og jeg. Haven og jeg. Toiletrulleholderen på 1. sal, der har ventet 3 uger på at blive sat på, men grundet ærbødighed, over at bore det 1. hul i den nye første sal, har den ligget. Og ligget. Nu hænger den. Top job might i say.

Alt gror. Haven giver i dag aftensmad, med fin salat, hvor kun mozzarelaen er købt. Og rødbeder i ovn med 20 fed (!) hvidløg. Kold hvidvin nu. Venner til brunch i morgen, der endelig. Endelig vender hjem til Fyn efter 5 års studier i Cph.

Udsigten til L.'s hjemkomst. De 5 dages ferie vi har sneget ind, der skal bruges i Cph. og muligvis på lidt Femø. Tomatplanter der er 1 1/2 meter høje, kål der trives uden larver. En undersøgelsesplan for min mor, og muligvis en radikal behandlingsplan. Jeg kan mærke jeg er hærdet. Forløbet med min far, der varede 5 år fra første diagnose til sidste vejrtrækning har hærdet mig.
Ordet kræft er ikke så farligt som dengang. Kræft ER stadig farligt, men som med det første kys, så findes dén slags følelser  kun en gang.
Hvis det er kræft. Det tror jeg det er, og det er ok. Det er hvad det er. Jeg kan ikke ændre det. Det troede jeg, at jeg kunne da min far blev syg. Nu ved jeg bedre. Hvad jeg kan ændre, er forløbet. Kommunikationen med min familie, med sygehusvæsenet, med mit netværk.
Og jeg er ændret. Jeg er ældre. Jeg er ikke alene. Jeg har en hule. Og i dag har jeg tillid. Tillid til at det nok skal gå. Uanset om det er for sjov knuder, eller ballade knuder. Det skal nok gå. Vi har været her før, og dengang endte det med død. Vi var uforberedte. Vi var naive.

Jeg er ikke uforberedt. Jeg er klar. Jeg tager hvad der kommer. I dag.

fredag den 8. juli 2011

1-0 til os.

Tak for jeres støtte. You still rock!

Status er følgende: Jeg er rolig og føler jeg har kontrol. Det skyldtes dels en smule beroligende og dels super effektiv ny vigtig person i min mors liv: Kontaktperson P. (sygeplejerske).

Hr. Afd. læge er jeg til gengæld ikke imponeret over. Min erfaring blev desværre bekræftet, at nogle læger har svært ved den "svære samtale", det er at give en patient information om mulig livstruende sygdom.

Så min lettelse er stor over, at vi efter lægesamtale med Hr. Afdelingslæge, der stammede, rodede rundt og ringede  under samtalen, blev samlet op af kontaktperson P., der empatisk, pædagogisk og roligt kunne forklare os det videre forløb. P. som tilmed spurgte til min mors følelser. Og P. havde sørget for plan for det videre forløb. Hun henvendte sig til min mor, fordi hun vidste jeg var med. Det er min mors forløb. Ikke børnenes. Det gjorde mig tryg. Vi må ringe til P. any time :o)

Min mor har 4 lymfeknuder i bronchie/lungesystemet. Alt i venstre side. Alt ryge relateret. Host. De hedder fremover Nr. 1,2,3 og 4.

1 og 2 har det godt. De er "ok", som lægen sagde.
Nr. 3 skal der laves yderligere biopsi af under indlæggelse på sygehus A næste uge. Herfra overflyttes hun til sygehus B for observation, da lungen muligvis kan kollapse pga. nål gennem ryg ind i lunge.

Ugen efter skal hun til sygehus C, for at få kontrast fotograferet nr. 4, der siden 2009 er vokset fra 2,5 cm til 5 cm. Og ja, de tog prøver i 09 men konkluderede det var dårlig ryg - wtf? Men lad os ikke dvæle ved det. Jeg aflæser, at hvad end nr. 4 er, så vokser den langsomt, og ikke umiddelbart aggressivt.

Min fornemmelse siger mig at 3 og 4 er ude på ballade. Mange års rygning koster. Men da hendes lungekapacitet er gode 86 % mener Afd.Læge, at man kan fjerne nederste lungelap, hvor 3 og 4 angiveligt hygger sig.

Vi får samlet svar, fredag den 22. juli på sygehus B - Dagen hvor jeg henter L. - what are the odds. Godt jeg har en bror, der tager vagten hos min mor den dag.

Det er hvad jeg ved. We can win this.

(og er det ok at jeg lige lægger mig lidt nu?)

torsdag den 7. juli 2011

Spøgelserne

Midt i sommertiden, midt i nedtællingen til L.s hjemkomst, midt i havens frodigste tid, midt i ugen hvor det er 5 år siden min far døde af kræft, kører jeg i dag til Sønderborg.
Jeg skal til møde i morgen. Med min mor på 62 år, og en overlæge på sygehuset. Om min mor. Der er taget prøver. Der er fundet "noget" på lungerne. Måske får vi opklaret, hvorfor hun har haft feber i en måned.

Jeg bruger al min kraft, på at holde dødsspøgelserne, kræftspøgelserne, forældredødsfaldsspøgelserne fra døren.

mandag den 4. juli 2011

Grøn Koncert Give away

Jeg har fået fat i 2 billetter til Grøn Koncert 2011. Jeg ville gerne afsted og høre Medina, Dúné og ja, Nik og Jay, men desværre ligger koncertdagen i Odense fredag den 22. juli - og DER skal jeg hente L. i lufthavnen. Så fuck grøn koncert

Du kan få fingre i de to billetter, og du bestemmer selv hvor du "fanger" koncerten (klik på billedet for koncertbyer og datoer).

Det eneste du skal, er at fortælle mig, hvem der er din all time ynglingsmusiker eller sang i kommentarfeltet og hvem du vil tage med, så trækker jeg lod søndag den 10. juli.

Sæt i gang :o)


søndag den 3. juli 2011

Hjemvendt fra øen


Femø kvindelejr er svær at beskrive. Det skal opleves. Det var mit 12. år, i træk, og mon ikke jeg må afsted næste år?






Kvinder i fri leg, økologisk mad, havluft og solskin.