tirsdag den 27. december 2011

Kommentarer og Disqus

Nej, jeg læser ikke manualer og det var så sved til egen røv. Jeg oprettede for nogle dage siden Disqus kommentar system og alle, som i ALLE jeres gamle fine kommentarer på 405 (!) indlæg forsvandt. Så besluttede Disqus (disko min røv), sig for at u-anonymisere nogle af jer og være meget meget langsom. I går slettede jeg så systemet, der sagde at der ville gå 24 timer. Fint.

Disqus er der stadig, hvis man har tålmodighed til at vente de 40 minutter det tager før man kan kommentere. De gamle kommentarer er stadig væk og jeg er pænt sur.

For helvete sgu da osse......


mandag den 26. december 2011

Hvis du var mig og jeg var dig og andre

Hvis jeg var andre, ville jeg undre mig over at jeg har ondt i maven. Hvis jeg var andre ville jeg have svært ved at forstå, at der hos mig flyder tårer let og at verden generelt føles en smule svær at være i.

Hvis jeg var mig, ville jeg syntes jeg var et utaknemmeligt skarn, fordi juleaften og dagen med var fyldt med velvilje, samarbejde, god mad, brændeovn og gaver. Der var lidt tårer og en del latter. Hvis jeg var mig, ville jeg være irriteret og uforstående over at jeg ikke kan få fred med det. Nyde at det blev en fin juleaften, hvor L. brillierede i køkkenet med Moderdyret og veninden som livline, med Broderdrengen som praktisk gris, opvasker og mig som nusse-rundt-indslag.

Jeg er mig og mig har siden Moderdyret og Broderdrengen smilende kørte i går, haft en følelse af sorg. Jeg har sovet en time her og der, er faldet i søvn flere gange mens L. så tv.  Grædt, været usikker, haft katastrofetanker og overfladisk vejrtrækning. Jeg er sikker på at L. ender med at gå sin vej. Jeg er sikker på at Moderdyret kommer til at dø lidende. Jeg er sikker på at Broderdrengen og mit nye endnu skrøbelige forhold ikke holder, når den sidste stamforældre er væk. Jeg er meget sikker på at jeg får mange mange katte.

I dag er jeg lettet. Lettet over at det først er i morgen jeg skal på arbejde. Lettet over at jeg har en hel dag med mulighed for fosterstilling og kleenex, for der er mere derinde. Flere af de svære følelser. Mere gråd. Mere sove.

Først i morgen skal jeg igen have mit game-face på.






lørdag den 24. december 2011

Alle i hus

Vi er her alle. Moderdyret, Broderdrengen, L., Katten og jeg. De andre sover. Det regner stille udenfor og her i den lille Banestue buldrer ilden i brændeovnen.

"Jeg vil ikke mere". Ordene skar ind i mit hjerte i aftes, da Moderdyret ytrede dem. Hun havde glædet sig, uden tvivl. Havde forberedt hjemmefra med julepynten, dugen vi skal låne, værtinde orkide og kløben som den kun findes i det sydjyske. Da vi alle underholdt L. i køkkenet mens hun rørte i risengrøden, faldt Moderdyrets skuldre ned. Hun fortalte om den nye "bule" i panden, overarmen der er hård af hvad vi tror er kræften der leger tivoli i hendes krop. Og hun græd og sagde ordene. Jeg holdt hende ind til mig og forsøgte at holde mine egne tårer tilbage, mens jeg holdt den krop, der kæmper. Den lille tætte krop der æder sig selv.

Senere, da L. pyntede vores fine store juletræ og Moderdyret koblede af med tv, måtte jeg lade tårerne løbe for Broderdrengen. "Det er ok", sagde han. "Det er ok, det skal ud".

Kære højere magter, giv mig styrke til at se Moderdyret kæmpe sin dødskamp. Giv mig styrke til at rumme min egen sorg, mens jeg trøster og lindrer hvor jeg kan. Kære energier, velsign vores juleaften med varme, lys, omsorg og menneskelighed, som kendetegnede min og vores lillejuleaften.

Kære dig derude, en glædelig varm og fredfyldt jul til dig og dine.
Kh Prophecy



torsdag den 22. december 2011

Rigtig voksen?

Når man for første gang i 39 (!) år skal holde juleaften. Sammen med sin kæreste. I Banehuset, der skal prydes med det kæmpe juletræ L. har valgt til anledningen. Er man så rigtig RIGTIG voksen?

Det føles sådan. På en måde. Jeg skal være den første til at indrømme, at havde Moderdyret ikke være syg, så havde det nok stadig foregået i det sydlige Jylland, selv om Broderdrengen allerede sidste år proklamerede at det var tid til noget nyt. Vi er nok ikke som familier er flest. Både Broderdrengen og jeg er ikke blevt gift/forlovet i vores 20'ere og/eller har beæret vores forældre med diverse afkom.
Vi er troligt og samvittighedsfuldt dukket op hos vores forældre år, efter år, efter år. Jovist, der har været en enkelt kæreste eller to med (mine), men det er altid foregået i det sydlige Jylland. Julen. Jeg har altid vidst, at der ikke var så mange andre muligheder. Moderdyret er brudt grædende sammen, når der har været nævnt muligheder for at jeg ikke holdt jul med hende, med dem. Og mine skiftende forhold har ikke budt på nok fundament til at jeg har valgt anderledes. Julen har været en blandet fornøjelse, dysfunktionalitet bliver ikke bedre under helligdage.

I år er det anderledes. Jeg skal for første gang holde jul med L. og det glæder jeg mig til. Vi er allerede ved at finde vores egne små juleritualer. Og vi skal holde jul for Broderdrengen og Moderdyret. De kommer i morgen. Moderdyret har det nogenlunde. Hun har sporadisk feber, åndenød og tålelige smerter. Hun har det godt nok til at glæde sig. Glæde sig til at blive hentet i Broderdrengens fine bil og blive kørt til Banehuset. Her er snart rent og poleret og alskens madvarer er hentet nær og fjern.

Det lurer i baghovedet - bliver det min første jul for min mor og den sidste med min mor? Julevoksen en enkelt aften? Hvor skal du være? Og med hvem?

lørdag den 17. december 2011

Easy Living

Den sidste tid har været fyldt op med forhandlinger. På jobbet. Det har fucket med mine følelser, mit selvværd og min faglighed. Det har taget mig 3 uger at forstå og acceptere, at skal jeg fortsætte i den branche jeg er i, den branche der også bløder p.g.a. krisen, så må jeg sluge en hval af en pille.

Som at gå ned i løn. Væsenligt ned. Som i at gå kr. 10.000 ned i min faste løn. Ikke per år. Per måned mine damer og herrer. Og nej, jeg har normalt ikke en fast løn på 40.000 +, hvor 10.000 måske er mindre følbart.
Aftalen blev underskrevet i går. Endelig. Ikke at den føles godt, men lettelsen over ikke at have ondt i maven længere, føles godt. Lettelsen over at jeg ikke skal på dagpenge, jagtes af jobcentre og konsulenter, lettelsen over ikke at skulle søge job som sagsbehandler på fuld tid eller akut terapeut på sygehuset. Jobs jeg ikke længere magter, men ikke er "dårlig" nok til ikke at søge.

For nok er det lort at få halveret sin faste løn. Bevares. Men incitamentet er at jeg nu er provisionslønnet. At det nu er min egen fortjeneste og dermed risiko/chance, at tjene de kr. 10.000 hver måned, der gør at jeg spiser og har tøj. Jeg skal dagligt gøre mig fortjent til pengene fordi firmaet ikke længere reelt har råd til mig. På fast løn. På løn der giver mig ro i det daglige budget. Nu er det op til mig, og alle de penge der sidder løst i hænderne på kommuner, mennesker og firmaer not.

Vi mangler heller ikke pres, næ nej. Vi strutter af overskud L. og jeg. Så den her udfordring gør livet endnu mere spændende. Så vi ikke går og keder os her i den mørke tid. Varsling? Fagforening? Næ, nej - den slags bruger vi ikke, med mindre vi vil være sikre på at stå foran jobcentrets dør d. 1. februar. Og da jeg slet ikke ved hvor de  er flyttet hen ville det være dumt. Ja, der blev truet.

Min mor, der endnu ikke vender sig i nogen grav, min mor der har lært mig om rettigheder og fagforening er meget stille over det her. Honestly. Det er ikke fair noget af det. Og jo min fagforening vender sig i funktionærlovens grav. Men jeg har brug for den ro, det giver at vide hvor mine 30 timers ugentlig arbejde er. Hvad tid jeg er på job, hvem mine kolleger er. Og dagpenge satsen er trods alt stadig mindre end min faste løn. Jeg har mulighed for at tjene mere. Og hun ved det. Vi ved det.

Går det af lort til, så søger jeg måske væk. Men for nu, med sygdom, kriser, L.s eksamen og julen for døren bliver jeg hvor jeg er. Beder til at min charme og viden vil inkassere de penge hver måned, der skal til for at leve.

Og så sætter vi endnu engang fokus på easy living, Billig living. De billigere og gratis glæder. Genbrugets lyksaligheder. Enkeltheden.




lørdag den 10. december 2011

December then and now

I 2010 havde jeg gang i en Hjerte Julekalender. I år har jeg skrevet minimalt lidt om nogen eller noget i december. Then and now.

Det er som om, at generelt mismod, vinternedtrykthed, juleforberedelser og kærlighed er bedre skrift emner end the tough stuff, som dødsdomme, familiekriser og jobkampe? Måske er det mig der har sværere ved at udlevere mig selv? Udlevere andre?

Faktum er at da jeg i sin tid startede, bloggen vidste jeg at det ikke blev en small talk blog. Eller med minimalt small talk. Skrift har for mig siden jeg lærte at skrive været en udvej, en forløsning, en måde at gøre mit liv til en styrbar proces, også længe inden blogs fandtes. Er jeg ved at sælge ud af min egen overbevisning, ved at holde kortene tæt til kroppen?

Hvad jeg mærker er, at motivationen, initiativet er proportionelt dalende i takt med at jeg ikke formår at sætte ord på de udfordringer jeg møder og har. Måske i et misforstået forsøg på ikke at ende med en klynke-blog. Jeg gider ikke klynke. Men hvad skriver man så, når sjælen ligger ned og man forsøger at gøre business as usual; - gå på job, købe ind, lave mad, fodre katten, spille wordfeud?

Man gør som i ser, skriver forsvindende lidt på bloggen. Og som om det ikke var nok (vi er lige blevet enige om at bloggen er min mentale og følelsesmæssige ventil, ikke?), så mimiker jeg det i den virkelige verden. Taler forbavsende lidt med de 3 nære venner, besøger ingen, får ikke ringet. Næ nej, jeg bliver her i hulen (udover jobbet), står op før fanden får sko på og nusser rundt. Sover i forskellige senge (?), går i seng efter kl. 19.00 fordi dagen jo er ovre = jobbet er ovre. Kører hveranden weekend til Moderdyret i Syd.

Jeg TÆNKER  på de nære venner, på bloggen, på naboen med hundene, på blogland. På at jeg ønsker mig flere dage, hvor jeg kan hugge brænde, gå i mine smækbukser ude i haven og rode. Jeg ønsker mig at kunne skrive om det der trykker, det der gør ondt, den frygt der lurer for livet generelt i denne tid. Frygten for at miste, frygten for at blive kattedamen med de 100 katte og i et skur i udkantsdanmark. Frygten for at ende som min morbror, der døde helt alene uden venner og familie fordi .....det var for svært med den der verden.

Så her er jeg now. Ikke hvor jeg var then. Men som L. siger; du går i mentalt vinterhi hvert år fra december til februar, så måske er now ikke så anderledes end then bortset fra sygdom, jobpress og familiekriser?





mandag den 5. december 2011

Mandag morgen

 

Mandag morgen lader ikke mange grin snige sig ind over. Så her er lidt hjælp. Måske et julegaveønske?

Alternativt, får i det skema jeg bruger, når noget skal repareres:



* WD 40 er smøremiddel