lørdag den 10. december 2011

December then and now

I 2010 havde jeg gang i en Hjerte Julekalender. I år har jeg skrevet minimalt lidt om nogen eller noget i december. Then and now.

Det er som om, at generelt mismod, vinternedtrykthed, juleforberedelser og kærlighed er bedre skrift emner end the tough stuff, som dødsdomme, familiekriser og jobkampe? Måske er det mig der har sværere ved at udlevere mig selv? Udlevere andre?

Faktum er at da jeg i sin tid startede, bloggen vidste jeg at det ikke blev en small talk blog. Eller med minimalt small talk. Skrift har for mig siden jeg lærte at skrive været en udvej, en forløsning, en måde at gøre mit liv til en styrbar proces, også længe inden blogs fandtes. Er jeg ved at sælge ud af min egen overbevisning, ved at holde kortene tæt til kroppen?

Hvad jeg mærker er, at motivationen, initiativet er proportionelt dalende i takt med at jeg ikke formår at sætte ord på de udfordringer jeg møder og har. Måske i et misforstået forsøg på ikke at ende med en klynke-blog. Jeg gider ikke klynke. Men hvad skriver man så, når sjælen ligger ned og man forsøger at gøre business as usual; - gå på job, købe ind, lave mad, fodre katten, spille wordfeud?

Man gør som i ser, skriver forsvindende lidt på bloggen. Og som om det ikke var nok (vi er lige blevet enige om at bloggen er min mentale og følelsesmæssige ventil, ikke?), så mimiker jeg det i den virkelige verden. Taler forbavsende lidt med de 3 nære venner, besøger ingen, får ikke ringet. Næ nej, jeg bliver her i hulen (udover jobbet), står op før fanden får sko på og nusser rundt. Sover i forskellige senge (?), går i seng efter kl. 19.00 fordi dagen jo er ovre = jobbet er ovre. Kører hveranden weekend til Moderdyret i Syd.

Jeg TÆNKER  på de nære venner, på bloggen, på naboen med hundene, på blogland. På at jeg ønsker mig flere dage, hvor jeg kan hugge brænde, gå i mine smækbukser ude i haven og rode. Jeg ønsker mig at kunne skrive om det der trykker, det der gør ondt, den frygt der lurer for livet generelt i denne tid. Frygten for at miste, frygten for at blive kattedamen med de 100 katte og i et skur i udkantsdanmark. Frygten for at ende som min morbror, der døde helt alene uden venner og familie fordi .....det var for svært med den der verden.

Så her er jeg now. Ikke hvor jeg var then. Men som L. siger; du går i mentalt vinterhi hvert år fra december til februar, så måske er now ikke så anderledes end then bortset fra sygdom, jobpress og familiekriser?





6 kommentarer:

  1. Sorry...kom til at grine over den med de 100 katte...jeg tror godt , jeg kender én...
    nej, vinteren ER hård ved nogen af os...og du har helt særlige udfordringer - sagt med en eufemisme - lige nu. Knus og tanker

    SvarSlet
  2. Jeg tror L. har helt ret, så hvis du ikke har bloggen som prioritet (hvilket jeg udemærket kan forstå) jamen så send den da på ferie koloni. Men bliv for din egen skyld ved med at skrive, med at få det ud. Så er det jo ligemeget om det kun er dig selv der læser det :) Brug din ventil, på den bedste måde for dig. Gør det, eller lad være med at gøre det, der gør dig nemmere for DIG! *knus*

    Hilsen Vicki

    SvarSlet
  3. Kære søde ven. Jeg ved hvordan du har det. Ved hvad det vil sige ikke at kontakte nogen, bare nøjes med at sende dem en stille tanke. Der er ikke energi eller lyst til andet. I år er det mig der flipper helt i begejstring over at have et hjem at jule i. Jeg ved dog også at når januar rammer, ja så går jeg sgu nok død hihi.


    Jeg sender dig alle de varmeste tanker jeg rummer og alle de knus jeg har i mine arme over til dig. Håber du mærker at du IKKE er alene, uanset hvad du selv tror.

    Det vi kæmper med er ikke nogen let kamp, og den giver faktisk også mig en frygt for at ende som hende den underlige og isolerede dame med alle dyrene. Dog marsvin og ikke katte hehe.

    Mange kærlige hilsener
    Henriette ;)

    PS: du kan stadigt ALTID skrive, skulle du trænge til det. Husk det.

    SvarSlet
  4. Mon ikke der er noget om det L. siger? Der er i hvert fald ikke grund til andet end at være blid og omsorgsfuld overfor dig selv!
    Stort knus og varme tanker, Anne

    SvarSlet
  5. Lavendel - du er hende med de 100 hunde og høns ;o)

    Vicki - du har ganske ret - det skal være for mig, det der gør mig godt. Jeg ved at bloggen er et udtryk for hvor jeg er. Dvs. når jeg intet siger, intet skriver - hænger det ofte sammen med at jeg er låst generelt og det er skidt. Men jeg hører hvad du siger..

    Henriette - Søde marsvinedame (ps tillykke med fister).

    Anne - L. har af og til gode pointer, og jeg forsøger at være sød ved mig (det er de andre der er dumme?)

    SvarSlet
  6. :-) Jeps! Nogle gange er det de andre, der er dumme. Andre gange er de bare dem - og du er dig!!

    SvarSlet