"Jeg vil ikke mere". Ordene skar ind i mit hjerte i aftes, da Moderdyret ytrede dem. Hun havde glædet sig, uden tvivl. Havde forberedt hjemmefra med julepynten, dugen vi skal låne, værtinde orkide og kløben som den kun findes i det sydjyske. Da vi alle underholdt L. i køkkenet mens hun rørte i risengrøden, faldt Moderdyrets skuldre ned. Hun fortalte om den nye "bule" i panden, overarmen der er hård af hvad vi tror er kræften der leger tivoli i hendes krop. Og hun græd og sagde ordene. Jeg holdt hende ind til mig og forsøgte at holde mine egne tårer tilbage, mens jeg holdt den krop, der kæmper. Den lille tætte krop der æder sig selv.
Senere, da L. pyntede vores fine store juletræ og Moderdyret koblede af med tv, måtte jeg lade tårerne løbe for Broderdrengen. "Det er ok", sagde han. "Det er ok, det skal ud".
Kære højere magter, giv mig styrke til at se Moderdyret kæmpe sin dødskamp. Giv mig styrke til at rumme min egen sorg, mens jeg trøster og lindrer hvor jeg kan. Kære energier, velsign vores juleaften med varme, lys, omsorg og menneskelighed, som kendetegnede min og vores lillejuleaften.
Kære dig derude, en glædelig varm og fredfyldt jul til dig og dine.
Kh Prophecy
Kæreste....sender gode tanker.
SvarSlet