torsdag den 18. august 2011

Meltdown del 2

Aimen altså.  Dagen i går var....surrealistisk. Det var dagen hvor campingsvognen blev solgt og afhentet (tjek, ud af mit liv).

Det var dagen, hvor jeg udaftil forsøgte at fungere på job, hvor stresshormonerne er faldet lidt til ro i forhold til kolleger og chef. Alt bliver relativt, når der er sygdom på banen og tak for det. Relativiteten that  is.

Det var dagen, hvor mit system  blev belastet max. Hvor et opkald fra min mors veninde, satte hele panik scenariet i gang. En veninde der beskriver det samme som vi har observeret, at moderdyret psykisk er uligevægtig og at der tvivles på om hun overholder medicinregimet, vejrtrækningsøvelserne og hvad der følger med for at en lunge folder sig ud efter eksplorativ kikkertundersøgelse. En mor der på alle måder viser tegn på depression og krise.

Jeg er så datteren uden filter. Datteren der sad på job i en anden landsdel og fik ondt i maven af ansvarsfølelse, skyld og skam. Datteren der i panik ringede til moderdyrets lokale hjemmesygeplejerske og bad om hjælp. Datteren, der efter job ringede til sin mor selv om det var aftalt, at moderdyret selv skulle ringe, datteren der blev skældt ud, fik at vide "hvorfor skal du blande dig", "jeg vil gerne slippe af med dig". Datteren, der hører sin mor være angst, depressiv og forvirret på trods af at det vises med vrede og skældud.
Datteren uden filter, som efter samtalen bedst husker alle afvisningerne.

Det viste sig at hjemmesygeplejersken uopfordret havde besøgt min mor, efter mit opkald. At Moderdyret havde afvist hende (Jeg kan selv), at moderdyret mente at hun ved hjælp fra venner nok skulle klare sig. Jeg fik hulkende fortalt hende, at der var brug for professionel vejledning og fik hende til at love at hun vha. veninden ville kontakte sygeplejersken igen torsdag.

Når jeg ser alt dette på skrift, ser det ud som om jeg er gået bag hendes ryg (som hun føler). Når jeg læser det, kan det se ud som om damen selv kan vurdere.

The shit is - jeg ved det ikke. Min navlestreng til den dame er så betændt, at jeg ikke kan stole på hvad hun siger og gør. For de sidste dage, har det ikke holdt stik. Jeg ringede til broderdrengen. Læssede alt af på ham og han gav mig dette råd:

Lad hende være en tid. Hun er i chok og sorg over at hun har kræft og over at de ikke har fjernet/gjort noget endnu. At fremtiden er uvis. Hun har den sidste uge været omgivet af sygehus, venner og jer der spørger og spørger og hun er stresset. Give her some space. Ring ikke til hende. Lad hende får ro. Lad hendes venner hjælpe, for én ting er sikkert. I er ikke gode for hinanden i krise situationer, og du søster er et produkt af vores mor og kan ikke holde til det. Brug ikke din fridag til at køre derned. Den fridag du har taget fordi du føler hun er dit ansvar. Brug den på dig selv. Få ro på. Træk vejret. Tag til din egen lægetid og få støtte til dig selv. Hvis hun vil leve, skal hun selv vise initiativ. Hvis hun vil dø, kan vi ikke ændre det.

Han har ret. Broderdrengen, der siger han selv er et produkt af moderdyret, men blot den maskuline del og det er lettere.

Jeg er flosset. Jeg er mere bevidst om borderline mønstre end nogensinde. De mønstre og overlevelsesstrategier der i går fik mig til at gå i sort. Tankerne gik i ring, gentog sig selv og fortalte mig ting om død. Hendes. Min. den frivillige af slagsen.
Det er der jeg ved, at beroligende medicin er nødvendig, fordi jeg ikke kan styre tankerne. Tankerne der vender tilbage til moderdyrets hårde ord. Der kun kan huske afvisningerne og ikke relativere. Tankerne der først ved hjælp af broderdrengen, kunne se videre end mig selv. Se at damen er i chok og stress og ikke vil have min hjælp. At jeg skal stole på at hun kan selv, hvis hun vil. Men når hun til mig udelukkende appellerer elendighed, "gør noget", gå væk , skæld ud og gråd med lyd, så går mit system i sort og jeg kan ikke navigere.

Nu er det en ny dag. Min dag. Ikke på job. Kun en aftale med min læge. Så aftaler vi lige at der bliver bygget et forsvar og et filter i dag, ikk?

4 kommentarer:

  1. Ind imellem - okay ofte - ville det være fedt, hvis man kunne købe filter på dåse!

    Håber du kan finde styrken til, at lade "stå til" et stykke tid.

    Og jeg kender godt, dét der med, at det er afvisningen der huskes og mærkes bedst. Også selvom situationen forklarer hvorfor, den anden afviser. Uanset hvad, så er følelsen jo reel nok, og den gør ondt.

    Dengang min mor var syg, og vågnede op af kunstig koma, stod hendes mand og jeg på hver vores side af hendes seng. Jeg ville kramme hende, men da hun ser sin mand, bruger hun mig til at skubbe fra på, så hun kan vende sig mod hendes mand, og kramme ham.

    Det er stadig det minde, som står mest tydeligt.... Ikke glæden ved, at hun var vågnet :-(

    Så hold nu kæft, hvor kan jeg følge dig - hvad det så end er værd ;-)

    Knus

    SvarSlet
  2. Forstår det så godt....og hvor har han ret, din bror. Plej dig selv lidt.....knus

    SvarSlet
  3. Jeg har stået i en næsten identisk situation omkring min mor, så jeg kan følge dine tanker. Mine brødre var på linie med din (måske man skulle ønske sig et Y-kromosom, hvis det er dér, panseret sidder?), men din bror har ret. Fokuser på dig selv, du får brug for kræfterne. Godt at du har din egen læge og L!
    Kh Gitte

    SvarSlet
  4. Jeg prøver af alle kræfter at sende positive vibes i din retning. Håber, de når frem :)

    SvarSlet