Optur

Jeg er her stadig. Jeg arbejder. Jeg elsker det. Jeg har i to hele uger kunne sige at jeg elsker mit job. Når jeg kigger tilbage til i vinters, hvor jeg var i tvivl om jeg skulle i gang med hele den kommunale udredningsmølle, fordi jeg havde fået en diagnose og ikke magtede 2 jobs, så er det ikke til at forstå, at det er den samme mig, der hver dag møder ind før tid. Samme sted. Et sted. Hos den gode chef der fatter nada om psykisk sårbarhed og nok ikke helt tror på den slags (!), men som ikke desto mindre tilbød mig 30 timer til en løn, hvor jeg kan nøjes med 30 timer.
I en stilling, hvor jeg udover min terapeutbaggrund, får lov at bruge de ufaglærte evner jeg har indenfor marketing og organisation.
Jeg bruger alle evner i disse dage. Organiserer temadage, skriver artikler til magasiner, samler hele holdet af mandlige divaer til fotoshoot (tro mig, det er sværere end at passe en børnehave og de er noget større), foretager afprøvninger ift. siddestillinger og funktionsmålinger - kort sagt, jeg får lov at spille på hele registeret, samtidigt med at hele arbejdspladsen syder af en kærlig sort jeg-sviner-dig-til-fordi-jeg-ikke-kan-sige-du-er-sød-tone. Pik og patter and i love it.

Jo, jeg klapper sammen som et korthus når jeg går hjem kl. 15. Nej, jeg får ikke lavet meget i på hus og i have. Men jeg trives.
Heldige mig.