Lavpraktisk er det eneste der er anderledes nu, at jeg ikke ringer rundt til forskellige sygehuse, venner og min mor, for at høre hvordan det går, hvad der er galt, hvad jeg kan gøre og hvad der skal gøres - og det savner jeg ikke, for de sidste 8 mdr. har tæret.
Noget af det første jeg sagde (og stadig siger), er at nu kan jeg ikke længere ringe til hende. For det savner jeg. Det kommer jeg til at savne. Uanset vores komplicerede forhold, så kunne jeg altid ringe til min mor, eller køre derned, når jeg havde det dårligt. Når verden gjorde ondt, når indeni var sort og svær. Og hun lyttede. Hun trøstede. Hun forstod, fordi hun selv var byggestenen til mine udfordringer. En mor skal tage telefonen. Og hun tog den. Altid.
Ofte gik der uger mellem vores telefonsamtaler. Noget vi var vant til, da jeg siden jeg flyttede hjemmefra har boet langt væk. De sidste 8 mdr. gik der sjældent dage i mellem, og trods sygdom. Trods kemo. Trods hendes accept af døden om hjørnet, så voksede hendes overskud til os børn i den tid. Så modsat var man kunne forvente fra en der kæmper med døden, så havde hun overskud til Broderdrengens liv og mit liv.
Hun var telefonisk i vores hverdag og fysisk i næsten alle vores weekender. For tiden føles det blot som om vi har fået en lille ferie fra det hele. For hendes bolig er jo stadig intakt. Jeg skal derned i dag, for at tømme post, hente lidt småting og en seng og drikke kaffe hos hendes veninde, men der er kun gået 12 dage, så det føles som om hun bare er på ferie, ikk?
Jeg kan stadig tage ud efter mobilen for at ringe til exen, enten når der sker noget vildt godt med ungerne eller når pcen bare ingen ting vil...
SvarSletKan faktisk nå så langt som at taste hans nr i.....
Det er underligt... og det er tomt... Men her i huset har vi den aftale, at hvis vi har lyst til at tale med ham.. så taler vi..
Hvis en af os andre så høre det.. og ved hvad han ville svare.. så gør vi det og taler om en eller anden episode , med ham, som.. vi kan huske..
Og på den måde er han her endnu.. Selvom han jo ikke er.........
Sikke en god aftale Marianne, også for ungerne!
Slethej prophecy !
SvarSletdet gør mig ondt at høre at din mor er død....også selvom I var klar over det....og jeg læser dine sidste tre indlæg og kan mærke at du har taget afsked på den smukkeste måde...det er stærkt og smukt at læse....
mange venlige tanker fra :O)
Anita
Tak Anita :o)
SletEn slags ferie, jo. Tomheden må være mærkelig.
SvarSletJeg håber, det bliver okay at komme "hjem til" hende.
Knus
Tomheden er øredøvende. "hjem" var svært i går, men vigtigt tror jeg. Kh
SletSå mærkeligt det er når forældre dør. De har jo altid været der, næsten da. Jeg oplever selv at jeg nok nærmest dagligt, har min afdøde mor "ind over" Ikke som en der fylder, jeg tænker bare så tit på, hvad jeg har lært af hende, hvad hun helt sikkert ville have sagt, lige i denne eller hin situation. Vi sås ikke tit, om end der kun var ca. 10 min. gang eller til sidst 20 km imellem vores bo pæl.Jeg ringede ikke ofte, gider ikke rigtig tlf. Jeg kommer heller ikke på kirkegården, jeg har simpelthen ikke brug for det. Hun er her, nærmest dagligt og det er fint. Sådan har vi det heldigvis forskelligt. Og det er godt.
SvarSletJeg er lige kommet hjem fra fødselsdag og overnatning hos min far, og jeg tænker stadig om min mor: "nåmen så næste gang vi kommer, så er hun da kommet hjem". Jeg tror ikke det stopper..
SvarSlet