fredag den 2. marts 2012

Bum bum, mærkelige dage. Jeg nyder solen. Det tidlige lys, fuglene der går amok i haven med lyd på og jeg kan være ude et par timer efter jobbet hver dag.
Mit følelsesliv spørger du? Det svinger som ind i helvede. Fra oki doki, til ”jeg-tænder-af-på-et-split-sekund-hvorfor-har-du-lagt-karkluden-den/hvor-er-du/hvorfor-er-du-der/gå-væk/kom-nu”, til lidt mindre hylende udgave af mig selv med bisonlyd på denne uge.
Vekslende mellem mange planer om formiddagen, ”kom-vi-tager-på-cruise/bygger-et-værksted/tager-i-ikea”, til en dødelignende tilstand når jeg får fri, hvor alle planer om indkøb, rengøring, brevskrivning (der er folk der har haft fødselsdage og mennesker der skal takkes), og en tur på biblioteket virker fuldkommen uoverskuelige og det eneste mulige er min kærestes gamle futonseng, i det der nu er mit ”her-er-jeg-alene-værelse-fordi-jeg-ikke-kan-rumme-mine-følelser-foran-publikum”-værelse. Værelset hvor der står papirer og tøj fra min mor.
Nej, vi er ikke færdige med at tømme og sortere. Jeg var dernede alene i huset i weekenden. Havde brug for det – og hallo det udløste en tudetur på det meste af de 160 km hjem igen, samt aftenen med. Jeg havde ikke svært ved at komme derned, men jeg kunne næsten ikke forlade det igen.  

Ellers har sorgen (sæk), været mindre konkret denne uge. Der er i stedet opstået en slags tåge, en stirren ud i luften, en vrede mod verden inkl. min stakkels tålmodige L. En vrede af dimensioner der skræmmer mig. En vrede der først siver ud af kroppen, når der går hul på bylden og jeg har brugt en halv pakke kleenex og stadig sidder med snot på trøjen. Jeg priser mig glad for at L. har set nogle gode sider hos mig, og stadig er her, for lige for tiden får hun ikke meget fantastisk ud af mig. Ikke meget opmærksomhed (jo, hvis hun ikke er her, for hvor er hun, hun skal være her), ikke meget omsorg, ikke meget smil eller kys, og ofte må hun sove alene, fordi jeg er endt i mit værelse eller på sofaen i stuen, eller jeg har på en nat nået at sove alle tre steder. Og lave mad, orker ikke lave mad.  Samtidigt hjælper hun med mine mors ting. Maler sengen jeg har arvet og slæbt hjem, accepterer at der kommer flere og flere ting fra min mor, også nogen grimme nogen. Sover videre selv om jeg skifter seng/vandrer rundt/vasker tøj kl. lort/tømmer opvasken kl. lort/snubler og vælter ting kl. lort og generelt er en pain-in-the-ass-sengemakker.

Hun smiler overbærende, når jeg impuls køber diverse større ting, uden at vide hvor overskuddet til at bygge/sætte op skal komme fra (vi nævner i flæng hønsehus og drivhus). Hun accepterer, at jeg på 24 timer har solgt vores seng og den er afhentet, uden at vide hvornår den arvede vil arrivere. Hun er ret cool.  

7 kommentarer:

  1. Det er godt hun cool :-) Det har du brug for.
    Kram

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja Anne, jeg ved slet ikke hvordan jeg skulle klare det uden hende. :o)

      Slet
  2. Cool kærester holder ;-)

    SvarSlet
  3. Hvor er det dejligt, at I har hinanden... Jeg vil gerne sige noget klogt, noget der kan gøre alting nemmere i denne svære tid, men jeg er bange for at ord ikke rigtig slår til. Jeg vil derfor nøjes med at sige, at jeg synes, du er virkelig sej. Du klarer det godt.

    SvarSlet
  4. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet