søndag den 19. februar 2012

Av

Min venindes "Pis oss!" føles i dag ganske passende. Er vågnet fra en morfar, en tiltrængt én siden jeg vågnede og stod op klokken 04:00. 
Morfaren indeholdt en drøm, ganske livagtig som morfar drømme hos mig har det med at være. 

Broderdrengen rendte rundt om Banehuset og brændte olietønder af (!), min far (der som bekendt døde for snart 6 år siden), kørte med min mor til et eller andet borgmesterkontor, fordi de skulle underskrive noget og til trods for at min mor var døende.
Følelserne i drømmen var sorg, en evig søgen efter de der forældre, jeg ville have skulle komme hjem NU, inden min mor døde, en irritation over broderdrengens gåen-amok-udenfor, og en vrede mod min faster og onkel, der undrende sad i stuen og spurgte om jeg mente, når min mor døde, om det så var det, ift. samværet med dem.

Ja, ja - det hele er forklarligt. Jeg har siddet og sorteret Moderdyrets papirer. Nogen af dem, og om jeg vil eller ej, så er det også en gennemgang af hendes liv, både med min far (hvor sorgen så også kan dukke op, over ham), hendes egne 5 år og vores opvækst i huset der nu er solgt. Det er fandeme hårdt. Men skal gøres. 
Dette har været en surrealistisk uge. Når jeg sørger (vi kalder det her krampegråd med lyd som anskudt bison), er jeg bange for at det aldrig går væk. Den følelse af av, af at have mistet, af at være blevet frataget noget, af at noget har ændret verden eksistentielt. Når sorgen holder pause - og det gør den - er jeg bange for om den er væk eller hvornår den kommer, hvis den gør (og det gør den jo).

I dag er det en uge siden jeg kørte mod det Sydjyske, for at holde min mor i hånden. Hvor strange er det? En uge. Det føles som meget længere siden og samtidigt meget kortere.

Bloggen bliver ikke fremover en evig sorg blog,  kan jeg mærke. Den bliver igen om alt det andet, der også er mit liv. Solen, kærligheden, haven, vennerne og de små hverdagsting. Men for nu er sorgen en del af mit liv, en del jeg vil tage mig pænt og venligt af. Sorgen er, som Jakob vikar skriver over hos Maren, en kælling, men den er der - og hvis jeg nu er venlig mod den, kan det være jeg kommer mere hel ud på den anden side (- og hurtigere?). 


2 kommentarer:

  1. Dagen i dag er en venlig dag...hvor min sorg er lidt på afstand, jeg har fået vand igen, har været i bad...(!) ..små lommer af lykke, og sådan vil dine dage også blive igen...men behold bare bisonen og sæt lyd på - tag ud til stranden og gå og hyl ud over bølgerne, jeg tror ikke det får noget som helst til at gå hurtigere, men det gør så dejligt bagefter - at have grædt og grædt.Varme tanker, kære nabo.

    SvarSlet
  2. I min terapi får jeg altid at vide, at jeg skal være til stede i følelserne. Det lyder meget rigtigt, men jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gøre det.
    Det lyder til, at du kan finde ud af det. Så selv om det er rigtig grimt lige nu, så hold fast i at være der. Jeg tror, det er den vej, man må gå.

    Mange knus herfra

    SvarSlet