lørdag den 17. december 2011

Easy Living

Den sidste tid har været fyldt op med forhandlinger. På jobbet. Det har fucket med mine følelser, mit selvværd og min faglighed. Det har taget mig 3 uger at forstå og acceptere, at skal jeg fortsætte i den branche jeg er i, den branche der også bløder p.g.a. krisen, så må jeg sluge en hval af en pille.

Som at gå ned i løn. Væsenligt ned. Som i at gå kr. 10.000 ned i min faste løn. Ikke per år. Per måned mine damer og herrer. Og nej, jeg har normalt ikke en fast løn på 40.000 +, hvor 10.000 måske er mindre følbart.
Aftalen blev underskrevet i går. Endelig. Ikke at den føles godt, men lettelsen over ikke at have ondt i maven længere, føles godt. Lettelsen over at jeg ikke skal på dagpenge, jagtes af jobcentre og konsulenter, lettelsen over ikke at skulle søge job som sagsbehandler på fuld tid eller akut terapeut på sygehuset. Jobs jeg ikke længere magter, men ikke er "dårlig" nok til ikke at søge.

For nok er det lort at få halveret sin faste løn. Bevares. Men incitamentet er at jeg nu er provisionslønnet. At det nu er min egen fortjeneste og dermed risiko/chance, at tjene de kr. 10.000 hver måned, der gør at jeg spiser og har tøj. Jeg skal dagligt gøre mig fortjent til pengene fordi firmaet ikke længere reelt har råd til mig. På fast løn. På løn der giver mig ro i det daglige budget. Nu er det op til mig, og alle de penge der sidder løst i hænderne på kommuner, mennesker og firmaer not.

Vi mangler heller ikke pres, næ nej. Vi strutter af overskud L. og jeg. Så den her udfordring gør livet endnu mere spændende. Så vi ikke går og keder os her i den mørke tid. Varsling? Fagforening? Næ, nej - den slags bruger vi ikke, med mindre vi vil være sikre på at stå foran jobcentrets dør d. 1. februar. Og da jeg slet ikke ved hvor de  er flyttet hen ville det være dumt. Ja, der blev truet.

Min mor, der endnu ikke vender sig i nogen grav, min mor der har lært mig om rettigheder og fagforening er meget stille over det her. Honestly. Det er ikke fair noget af det. Og jo min fagforening vender sig i funktionærlovens grav. Men jeg har brug for den ro, det giver at vide hvor mine 30 timers ugentlig arbejde er. Hvad tid jeg er på job, hvem mine kolleger er. Og dagpenge satsen er trods alt stadig mindre end min faste løn. Jeg har mulighed for at tjene mere. Og hun ved det. Vi ved det.

Går det af lort til, så søger jeg måske væk. Men for nu, med sygdom, kriser, L.s eksamen og julen for døren bliver jeg hvor jeg er. Beder til at min charme og viden vil inkassere de penge hver måned, der skal til for at leve.

Og så sætter vi endnu engang fokus på easy living, Billig living. De billigere og gratis glæder. Genbrugets lyksaligheder. Enkeltheden.




8 kommentarer:

  1. Puuuh!

    Ved godt jeg ikke siger noget du vil høre:

    Kom væk derfra - så snart du har overskudet.
    Kan du leve med presset om at du helst SKAL tjene noget mere??
    Og hvad er det da for et sted hvor man ikke må få fagforeningen med i forhandling.. Hmm

    SvarSlet
  2. Tænk.....sådan et stort firma...fanme ikke godt i det etiske regnskab! Stor medfølelse...men jeg ved, du selvfølgelig med dine kompetancer nok skal sparke røv.Men det giver et pres mere, du ikke har brug for -øvøv. Nyd dit hus i denne fællesjul og f. dem. knus

    SvarSlet
  3. Alice - du har ret, men jeg har måttet tage det mest sikre valg og for nu er det ikke køen på jobcenteret der giver mest ro. På dagpenge ville jeg skulle sælge huset, og dét marked kører som bekendt heller ikke for godt. Så det er et valg. For nu.

    Lavendel - tjah, måske skulle man være blevet i det offentlige - og så igen - hvis jeg kan undgå det sætter jeg ikke mine job-ben der igen. Er du hjemme i eftermiddag?

    SvarSlet
  4. Jeg går ind for delmål og at give sig selv et stykke tid til at være i ro, inden man eventuelt kaster sig ud i noget nyt. Pas på dig selv, Prophecy, og hold dig om muligt ude af arbejdsløshedens stress. Tanker til dig ...

    SvarSlet
  5. Sikke en lortesituation at blive bragt i. Kan godt forstå dilemmaet. Men hold nu fast i, at den ro, du har fået, er god for dig nu. Og så - når overskuddet er der - så skynd dig videre.

    Det skal nok gå. Virkelig.

    SvarSlet
  6. Irk, for en pille at skulle æde! Kan GODT forstå, den ikke var nem. Synes godt nok ikke, det lyder som de fedeste arbejdsvilkår. Men forstår godt dit ræsonnement om at gøre det, der skaber mindst stress og uro lige nu! Du (og I) har mere end rigeligt at forholde jer til lige nu som der er!
    Stort knus

    SvarSlet
  7. Madame - Jeg er også en tilhænger af del mål og perspektiv :o)

    Reke - Ja, det var en hård fødsel, og når man ikke ved hvor man skal hen, skal man blive hvor man er

    Anne - Det kan vi blive enige om, men igen i visdommens perspektiv, er det den rigtige beslutning for nu. Vi har rigeligt og nu får jeg lidt ro til at glæde mig til julen med både L., Moderdyret og Brodermanden

    SvarSlet