Mestring

Den der ventesal, har hver dag 6 timer, der ikke er rutine. Arbejdstimerne. Mit job har de sidste uger været billigt til salg. Der er uventede opgaver, hvilket i sig selv ikke er en skidt ting. Hvis de bliver lagt på mig, uden at jeg har indflydelse på, hvem og hvornår og ofte ikke ved hvordan, så får jeg ondt i maven. Når det er krydret med en kollega, der stadig får anfald af skæld-ud, være negativ og spreder sin egen stress, når de kolleger jeg normalt kan spørge om det der ikke er mit vidensområde eller ansvar holder ferie, så få jeg ondt i maven og svært ved at trække vejret.
Min stress tærskel har ikke været lavere. Det forundrer mig, at man af krop og sind kan ændre sig så meget, at situationer man før "mestrede" (eller gjorde jeg?), nu giver murren i maven og overfladisk vejrtrækning.

Nej, det er ikke den slags arbejdsplads hvor det er let at få struktureret tingene, noget jeg ellers er god til. At strukturere og organisere. Når folket omkring mig, kører deres egne systemer, deres egne betingelser og deres egne opgaver styret af kunderne, der betaler vores løn, så kommer jeg ikke langt med struktur.
Kollegaen der spreder stress og negativitet reagerer blot på den manglende struktur, på sin måde. Ved at lange ud efter os andre. Jeg forstår ham godt. Men det fungerer ikke godt. Han er med til at nedbryde mit i forvejen vaklende arbejdsfundament.

Der er gode dage. Jeg husker jeg skrev og sagde, at jeg elskede mit job. Det kommer jeg måske til igen. Når ferieperioden er ovre, hvor jeg lapper på andres aftaler og føler mig utilstrækkelig. Når kollegaen er flippet ud én gang for meget og på den forkerte og det har konsekvenser.
I mens hænger jeg i . Forliger mig med at 6 timer om dagen er der nada struktur, kun stress og overfladisk vejrtrækning. Det forklarer behovet for endnu mindre action og endnu mere rutine i de frie timer.