Søndagsblues

Egentlig har det været en ongoing historie det meste af ugen, søndagsbluesen, Nu er det reel, virkelig og lige i fjæset. I morgen er det slut med at dandere den. Til i morgen skal der sættes vækkeur, vælges tøj, op før fanden tager sko frem. I morgen har jeg sidste arbejdsdag hos Chef 1, nu snart ex.chef.

OG JEG GIDER IKKE. Jeg gider ikke ud og sige farvel, have medfølende blikke og pis. Jeg har forberedt mig, ved at bage boller til folket. Mange boller, til at stoppe fjæset og blikkende med. Et par af kollegerne holder jeg af, dem ser jeg igen. De er i min basisgruppe, der holder sammen på 7. år.
Resten (ok, måske et par til), er ikke og vil ikke være vigtige i resten af mit liv. Når jeg mærker efter, så er jeg egentlig ikke vred på dem. Eller er jeg? Jeg er i hvert fald vred på stemningen, chefen og arbejdsopgaverne. I virkeligheden er jeg nok mest vred på mig selv, over at jeg ikke mestrede det her, som jeg er vant til at mestre ting. Jeg har ikke fornemmelsen af at have givet op, men at have fravalgt dem. Men hvis jeg mærker efter, gav jeg op for længe siden. For over et år siden.

På tirsdag fortsætter jeg jobbet hos Chef 2 (herefter kendt som Chefen). De salige 30 timer om ugen. Lige nu, føles det ikke særligt saligt. Jeg hygger mig jo her. Herhjemme. Med huset, der skal males lige om lidt.  Med at vente på foråret. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg kommer til at hygge mig på mit kontor. At kunne syns om, at der er kommet 3 flere folk til siden jeg gik på sygdom. At der er nye arbejdsopgaver, nye udfordringer, nye krav. At der stilles krav, at jeg har ansvarsområder. Slet ikke sikkert det er hyggeligt nej. Men at kigge ud i haven, bage boller, kigge på katten, det er hyggeligt. (og lidt kedeligt i få minutter af gangen).


Jeg er nervøs, og slår mig i tøjret. Jeg vil ikke, siger jeg jo. Så spis lige en bolle.