Lægedame og jeg var begge positive.
(Velkommen)
I dag var jeg til forsamtale. Hos 2 damer. Sygeplejersker, nu psykoterapeuter. Vi (mest jeg), talte 45 min. The usual shit. "Hvad er det der gør at du nu sidder her hos os"?
Barndom, følelsesliv, forventninger. Krydret med gode spørgsmål fra dem a la:
- Mon ikke din bror også har noget borderline?
(WTF, får vi grupperabat eller hvad hvis han har?)
- Er det en pigekæreste du har?
(Nej, jeg dater normalt ikke børn, gør du?)
- Har du prøvet drengekærester?
(Har du prøvet at bolle kvinder?)
- Du skal ikke vise din kæreste den opgave du skal lave, det er mellem os og dig
(Det skal jeg så måske nok selv styre og jeg ved godt at det terapeutiske rum fungerer bedst hvis jeg ikke blander kæresten ind, men dont tell me not to).
Det blev gjort klart, at de de tilbyder er gruppeterapi. De har 14-15 af dem. Grupperne. Der er venteliste og når der er plads bliver jeg matchet, så jeg ikke kommer i unge, anoreksi eller gamle gruppen.
Det vidste jeg godt. Det med grupperne: Jeg har ikke gode erfaringer med grupper, men jeg prøver det der er - for jeg vil gerne have de bedre. De forsvarede grupperne, og jeg sagde at jeg godt forstod, at det skal afspejle virkelige relationer .
Jeg fik lektier til næste forsamtale.Skriv om dine følelser og tanker i forbindelse med barndom og opvækst
Hvordan fungerer du .....osv.
Det skal sendes til dem inden næste gang, som er om 1 måned (ja, de har ventetid, hvilket blev pointeret, som i uhh vi er travle). Næste aftale blev lavet mellem de to, mens jeg sad der - klar med min kalender - men uden at blive spurgt, om jeg kunne.
Jeg havde givet op på det tidspunkt. Skrev tiden ned, sagde pænt farvel og gik. Jeg magter ikke gruppeterapi. Jeg er lige glad med at det afspejler "Hvordan vi ellers fungerer og lærer i samfundet". Jeg har ikke lyst til at blive presset til vrede og frustration af mig selv og bryde sammen eller se andre bryde sammen i grupper. Ikke presset af andre, men af mig selv, fordi jeg BLIVER vred, irriteret, ked og frustreret i grupper. Men når jeg ikke kender dem, ikke er tryg og ikke ser formål med dem (som ved venner og familie), kan jeg ikke lukke det ud. Blive vred - så går det hele ind af og det gør ondt.
I morgen er måske bedre. Men lige nu, er følelsen nej tak til psykoterapeutisk afsnit.
Jeg kunne ikke lide at være der. Jeg følte mig ikke set, hørt uden at kunne sætte en finger på hvorfor. De var høflige, venlige, 2 sygeplejerskedamer nu psykoterapeuter.
Har du erfaringer med gruppeterapi og skal jeg bare lukke røven og komme i gang og skrive de 41 sider de beder om?
Kære du, jeg læser, hvad du skriver, med stor forståelse, og du skriver kanongodt. Efter min mening skal du give det en chance og skrive de 41 sider. Hvad er alternativet - det kunne også være, du blev positivt overrasket. Det er bare mit bud efter rigtig mange år på denne planet og med rigtig mange dyrekøbte erfaringer.
SvarSletKlem!
Jeg har været i gruppeterapi, og fik stor glæde af det.
SvarSletJeg startede med en indstilling som din ;-)
Men det var STORT at kunne spejle sig...for en gang skyld! Ikke at skulle imitere "normal" adfærd, følelsesliv, tanker og personlighed.
At kunne høre en andens fortællinger om dit og dat, og tænke at dét kunne være en selv der havde sagt det.
Men det var også røv-hårdt. For man ser - og genkender - jo også de andres problematiske adfærd, måder at tackle tingene på osv....deres manglende udholdenhed, deres usikkerhed, deres raseri.....
Men man lærer også meget af det.
Jeg vil dog sige, at de to damer der lyder noget langhårede og...jae - stiller mere grænseoverskridende/uvedkommende spørgsmål, end hvad jeg synes de burde.
Er det de to som styrer grupperne? Eller er der også en psykolog?
I hvert fald synes jeg, at du skal prøve at give det en chance. <3
Det vigtigste i terapi er tillid! Det er du nødt til have for at kunne arbejde med dig selv.
SvarSletJeg har god erfaring med grupper! Bare det at møde andre som kender det du fortæller om. Sådan virkelig kender helt ind i hjerte.
For mig handler gruppeterapi ikke først og fremmest om det dér "vi-mimer-den-virkelige-verden"-stads. For det kan da godt være, at de tror, man gør det, men i den virkelige verden sætter man jo ikke i en rundkreds og snakker om alle sine problemer, vel...?
SvarSletTil gengæld gør gruppen noget, som en psykolog nok aldrig vil kunne: De forstår dig - som Onkel Anne skriver - helt ind i hjertet.
Derudover bliver du også udfordret på en anden måde, end du bliver det af en psykolog. Og du kan ikke bare sige "fuck dig, jeg finder en anden behandler" til dine gruppekollegaer. Du er nødt til at lade dig konfrontere - også med dét, du ikke bryder dig om.
Til gengæld har du så også mulighed for at fortælle, at du bliver pissed, når nogen f.eks. spørger, om du kun har haft pigekærester. Og du har lov til at føle raseriet (dog uden at blive voldelig) og fortælle om dét. Også selv om det retter sig mod behandlerne eller de andre gruppemedlemmer.
Men du er også nødt til at gå til terapien med et åbent sind.
Ja, de lyder noget fjollede, de to terapeuter, men prøv at abstrahere fra det, hvis du kan. Og prøv at tænke alternativt om deres umiddelbart lidt dumme/dårligt formulerede spørgsmål/formaninger:
Måske spørger de til din seksualitet, fordi uafklarethed omkring dette for nogle kan være en del af "sygdommen".
Måske siger de, at du ikke skal vise din kæreste opgaven, fordi nogle måske ville føle sig presset til det (af dem selv eller af kæresten) og dermed ikke ville kunne være ærlige... etc....
Ikke fordi du dermed skal acceptere, hvis du føler, de taler ned til dig.
Men hvis du skal få noget ud af terapien, er det vigtigt, at du ikke på forhånd har paraderne alt for højt oppe.
Og alt dette skriver jeg selvfølgelig, fordi jeg håber, du takker ja til tilbuddet. Fordi jeg selv er så ualmindeligt glad for at gå i gruppeterapi. Fordi jeg - selv om jeg stadig kæmper med både det ene og det andet - kan mærke små forskelle her og der.
Og det ønsker jeg også for dig :)
Det kan jo ikke gå værre end, at du kan stoppe igen.
Oh, my! Det så slet ikke så langt ud i kommentarfeltet. Håber ikke, du dør undervejs ;O)
SvarSletLige for en ordens skyld (og dette er et af mine issues, nemlig at være bange for at komme til at støde folk eller blive misforstået):
SvarSletMed "sygdommen" mener jeg borderline - og i sammenhængen: At for folk (ikke dig), som er uafklarede omkring deres seksualitet, kan uafklaretheden (ikke seksualiteten) være en del af sygdommen.
Jeg tror, jeg fik det skrevet rigtigt denne gang.
@Reke hvor er det bare så præcist skrevet.
SvarSletOgså måske'rne for de er jo meget vigtige, de er nemlig med til at ændre tankemønstre.
Og så morede jeg mig lidt over dine to sidste "kontrollerende" kommentarindlæg, for jeg kan kende det så meget i mig selv!
Så Pro læs Rekes indlæg flere gange indtil de sidder helt fast, for der er virkelig et godt budskab!
Giv det en chance - måske er du heldig at rende ind i den der har sat perlepladen på skiltet.
SvarSlet(hvad står der i øvrigt på den?? :) )
-K
Kan ikke lide grupper... Lige meget hvilken en jeg har været i .. Har jeg følt jeg ikke var syg nok og at det jo var mere synd for de andre , end for mig...
SvarSletOg endte op med at have det endnu mere dårligt, fordi jeg så blev den stærke de andre. gav los til.
Men ?
Kære Madame, der er altid alternativer, fx. at finde en god terapeut selv og betale sig fra det. Men jo, der er en chance for en positiv overraskelse.
SvarSletKære June, det der er ved dette koncept, er at der ingen "rigtige" psykologer er. Der er en læge der underskriver de papirer jeg har fået, men alle terapeuterne er mennesker med mellemlange uddannelser som mig selv, (fx. socialrådgiver og sygeplejersker), der har taget en psykoterapeutisk overbygning. Så her forventer jeg mig ikke så meget. Det der er den interessante faktor, er de andre gruppemedlemer. Jeg har jo aldrig, før blogland, haft nogen er genkendte meget af det der var inden i.
Kære Anne, tillid er vigtigt ja. Og tillid er ikke en styrke hos mig.
Kære Reke, Jeg forstod godt hvad du mente ;o)
Du har ret, med de ting du siger - de damer kendte mig jo ikke, så set derfra var deres kommentarer måske forståelig. Jeg var i forsvar og havde håbet på psyko edukation, one on one, og deres tilbud var noget andet. Nu må jeg forholde mig til utilliden og antipatien mod grupper og vælge derfra.
Kære Kristine, desværre lagde jeg først mærke til perlepladen da jeg kom hjem og så fotoet ;o)
Kære Tanker skal der til - dét er også en frygt jeg har, sådan var det i min sidste gruppe. Jeg ved ikke hvordan man viser følelser (angst, frygt, vrede), når jeg ikke har nogen at læne mig op af. Men modargumentet vil så være, at man skal lære det....
Prøv det....du kan afbryde det hvis det er helt skævt. Damerne lyder ikke helt tillidsvækkende, men de ANDRE kan muligvis vise sig at være guld...knus
SvarSletLyder som træls oplevelse! Jeg blev henvist til psykiatrisk og oplevede heldigvis at blive set og talt med, så jeg kunne forstå det. Jeg si'r dig. De ku' ha fortalt mig, det hele var okay, og jeg ville ha' troet på dem. Det er SÅ vigtig "sådan nogen" gør deres arbejde ordentligt!!
SvarSletKære Anne
SvarSletJeg tror (håber) at psykiatrisk afd. er bedre. Psykoterapeutisk afsnit var i hvert fald ikke en fed oplevelse.