Blogland Rocks, igen

Der er ingen tvivl om, at jeg er i en proces for tiden. Og i skal vide, at jeres input, på mine indlæg bliver læst og lyttet til. I sidste ende, finder jeg den løsning, der er bedst for mig, men hvor er det dejligt, at kunne få input fra mennesker der ikke har 'aktier' i enten mit job, min kommune eller mig for den sags skyld. Det giver mig nogle nuancer, noget andet - derfor forsøger jeg også så specifikt som muligt, at beskrive hvad jeg oplever, når jeg er i sådan en situation, som mit forrige indlæg handlende om. På den måde får jeg andre synspunkter (jeres), meninger og erfaringer. Det rocks sgu.

Min proces handler, som mit liv åbenbart gør, om identitet. Den professionelle mig, som er en stor del af min identitet og den nu-med-diagnose-jeg, som også er mig, for jeg er jo ikke anderledes, end da jeg ikke havde den. Diagnosen. Nu skal jeg 'bare' integrere lortet og det er her, jeg let kommer til kort/ud at skide/svede med de fede.

Tag fx. eksemplet igår, da venlig ergoterapeutkvinde, bankede på min dør. Jeg har ansøgt kommunen om en specialdyne (mere om den en anden gang), som hjælpemiddel. Med til historien hører at jeg selv er ergoterapeut, og i en del år efterhånden, har foretaget præcist den slags hjemmebesøg. Hos andre. Hold da kæft det var grænseoverskridende, pludselig at være på den modtagende ende. Ja, jeg kunne have valgt selv at finde pengene til dynen, men ansøgningen er for mig også en øvelse. En øvelse i at erkende, bede om hjælp, out'e mig, være ambassadør for den erhvervsaktive borderlinedame. For at finde en nuance i det at være erhvervsaktiv, professionel OG et  menneske med problematikker og udfordringer ud over det sædvanlige.

Terapeuten var ligeledes udfordret. Det er ikke tit de/man/jeg sidder overfor en fra samme fag, med mere erfaring og tænker (jeg tror hun tænkte), "Hvor fanden er du syg henne". Nej, hun bandede nok ikke. Hun var virkelig sød og ærlig da hun sagde, at hun ikke vidste hvad hun skulle sige og mene. Vi fandt fælles ud af vinklen på ansøgningen, og nu skal jeg så afvente deres teammøde. Den slags teammøder jeg hidtil selv har siddet på. So strange og grænseoverskridende.

I samme åndedrag kan jeg fortælle jer, at jeg i sidste uge sagde min stilling op hos chef 2. Jeg skal ikke længere være sagsbehandler. Ikke længere være den der foretager hjemmebesøg og vurderer mennesker for kommunen - og det er en lettelse. Kæmpe. Nu skal jeg være handicapkonsulenten, konsulenten, der ved en masse om biler, lovgivning, afprøvninger, marketing. De ting jeg er god til, jeg elsker og som jeg har gjort noget af min tid de sidste 5-6 år. Det er dejligt. Jeg er spændt på det. Chef 1 har mange ideer og forventninger til mit udvidede timetal, og jeg er spændt på om jeg kan opfylde dem. Jeg vil gerne prøve. Jeg vil gerne bevare min uafhængighed af systemet, da afgivelse af kontrol på det område giver mig ondt i maven. Og tyndskid ;o)

Nu blev det en længere smøre igen, når jeg i bund og grund blot ville sige tak for input. Tak for jer.
Kh