Hård nat

Jeg er splittet mellem at tie, skrive med falsk optimisme, eller give det lige ud af posen. I ved jeg vil vælge det sidste, for ellers er denne blog en narref....sut.

Mine rutiner, nu hvor jeg officielt er sygemeldt pga. operation af 2. og sidste håndled, men i virkeligheden kæmper med mine dæmoner, er små. De indebærer ganske ofte en morfar, uden at jeg har problemer med at sove om natten.
Ikke i går. Jeg kunne mærke, gennem eftermiddagen og aftenen, at spændingen (ikke den gode slags), byggede sig op og jeg 'låste' indeni. Det hjalp, da jeg efter 4 mdr.s pause, tog en lille løbetur i minus 10 grader. Alligevel byggede det sig op indeni. Jeg vidste, at det ikke ville hjælpe at lægge sig ned og forsøge at sove. Den eneste mulighed, var at slukke for tv'et og mærke smerten, hvilket jeg belejligt og i panik udskød til kl. 00.45, hvilket er 3-4 timer senere end ellers.

Så gik der hul. Jeg satte en sang på computeren og fik fat i klumpen inden i. Smerten, og tårerne strømmede ud, med lyd på. Panikken genererede alle tårerne, al angsten, al håbløsheden og jeg er igen løbet tør for kleenex.
Tårer vasker rent? Tårer er forløsning? I mit tilfælde ja. Også selv om jeg forsøger at undgå konfrontationen med mig selv, til der ikke er anden udvej - først der giver jeg slip, fordi der ikke er andre acceptable muligheder.
Jeg faldt i søvn, til sidst. Katten var bekymret.

Jeg ved det ikke er slut, der er mere derinde. Mere der skal 'tages af'. Giv mig styrke.