søndag den 26. december 2010
Av for satan, blev der sagt
(
Kære blogland og kære læsere,
Dette er ikke farvel, men det føltes forkert ikke at adressere dette indlæg, for ingen af os er hvem som helst. Jeg havde det svært inden julen, det er kommet snigende siden oktober, og julen har ikke gjort det bedre. Jeg er til tælling, som jeg skrev den 24.
I går tog jeg toget fra Gråsten til Århus, og turen i 'offentligheden', kombineret med jul i 48 timer med min mor og bror, gjorde at jeg måtte sove 12 timer. Også i dag har jeg sovet i løbet af dagen.
Det gør ondt indeni, smerteligt ondt - og der er ikke luft nok. Jeg kan ikke trække vejret som jeg gerne ville. Jeg fryser.
Jeg har 'sendt' L. til kaffe hos bedste veninden, så vi begge får en pause fra mig, for når hun er her, ser jeg mig selv udefra og det er ikke fantatisk.
Jeg ved L. har ret, når hun siger det går over igen, At der bliver gode dage igen, - jeg kan ikke føle det. Jeg kan kun føle denne forbistrede smerte, afmagt og hjælpeløshed.
Jeg skal have lukket familie-kassen. Den kasse, der har sat sit dybe aftryk på mig, og måske er det heller ikke smart at åbne diagnose?, stigmatisering?, børn?, job?, fremtid?, hus?, kasserne på en dag som i dag - men så skal jeg lige finde nogle søm først, og siden mit værksted er på Nordfyn og ikke her i Århus....
You get the picture. Men bloggen har fået en ny mission for mig. Udover at vise det kreative, haven, kæresten, katten og life, så skal den langsomt være en port - porten ud af tavsheden. Og jeres kommentarer den 24. bekræftede mig i, at selv om det er MIT behov, så er der muligvis også plads til det og brug for det i blogland, selv om andre har været modige før mig. Fx. hende her, hende her og ikke mindst hende her.
Set bagud, er de fleste blogs jeg følger skabt og skrevet, af varme kreative mennesker og virkelige mennesker, og fællesnævneren er, at ingen af jer er bange for at vise sårbarhed, grimhed og ærlighed - og det er befriende og nødvendigt.
For sårbar, grim (tyk), og ynkelig er åbenbart disse dages sort i dette sind.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg synes du er modig og jeg synes det du vil gøre er stort. Jeg tror at jo mere vi er villige til at åbne op for "godteposen" og ikke lakere alting himmelblåt eller rosenrødt, jo bedre vil vi kunne afskaffe taburisering af at have det skidt indeni. Jeg sender dig et stor varmt knus.
SvarSletSom du jo godt ved, så er vi faktisk en del i samme slags båd - ikke DEN samme, nej.
SvarSletMen vi befinder os i både bygget over samme konstruktion, blot med andre farver, sejl, master osv.
Og derfor er vi også mange der forstår og ved hvad det sige at kæmpe med tabuerne, det skrøbelige sind og smerterne.
Det kunne være mig, som du har beskrevet i dine seneste ibdlæg ;-)
Derfor er jeg også glad for at læse, at du vil bruge bloggen som ventil. For det kan godt være, at alle har en mening, og de ikke alle er så...ehem...favnende, men du vil i langt højere grad opleve, at åbenheden giver rigtig meget igen!
Og nej, gu skal du ikke skamme dig! Det ville du jo ikke gøre, hvis du var fysisk syg, vel? Men det tager tid, at nå dertil.
Knus
Flot du tør....og jeg ved, du kan....har forresten fået sikkerhedssko i julegave...af Svoger....bliv nu ikke misundelig...hehe ...jeg tror Aarhus klarer pynten knus og hilsen til jer begge!
SvarSletKnus
SvarSletJeg har været lidt ude af blogland hen over julen og læste først dit den 24.-indlæg nu. June skriver, at det kunne have været hende, du beskrev. Det kunne også have været mig.
SvarSletErkendelse er noget hø. Når man står i det, altså. Bagefter er det fint nok, men imens er det noget hø!
("Hø" er egentlig misvisende, for jeg kan godt lide hø. "Sjap" er nok mere betegnende.) Altså: Erkendelse er og bliver noget sjap.
Håber, du snart får tørre fødder igen. Jeg hænger på her.