På ryggen med maven blottet

Jeg ikke har lyst til at skrive endnu et klage-sang indlæg.

Men der er ikke andet i posen. En klage. Jeg roder med ting, i mit hoved. Hvis man kigger efter, kan man læse det mellem og på linjerne i nogle af de sidste indlæg.
Hvis jeg prøver, og det kan jeg godt, kan jeg tage en tilgang i dette indlæg, der tager afstand til hvordan jeg har det. Tage lidt pis på det. Være morsom (lad mig nu blive i troen om at jeg er det).

Men jeg orker det ikke. Fakta er, at jeg ligger ned. Befinder mig på ryggen, med maven blottet.
Mine følelser kører op og ned og frem og tilbage, og ingen brunkage, løbetur (det er nu 2 1/2 måned siden jeg løb sidst) eller nutellamad, kan ændre på, at jeg føler mig indhentet. Og tyk.
Indhentet, af det der er mig. At jeg er en igangsætter, ikke en der står distancen. I dette tilfælde er distancen lig med det meste fra job, fritidsaktiviteter til venskaber.

Jeg har skiftet de fleste ud adskillige gange, for slet ikke at tale om kærester. Når jeg skifter, kan jeg redefinere mig selv. Flygte fra mig selv? Er jeg for længe ét sted, i én relation, i ét job, så kan jeg ikke blive ved med at være superhelten, den der kan det hele på én gang. Så er jeg også den sure, den mutte, den humørsvingende, den sygemeldte den (indsæt alt det en arbejdsgiver ikke sætter pris på).

Jeg er en fighter. Ingen tvivl om det. Men for nu har jeg bare lyst til at blive liggende. Det er den sværeste øvelse for mig at acceptere, at jeg ikke er den jeg troede jeg var.
Øvelse forstået! ...I get it, jeg skal acceptere mig, og handle derpå. Ikke være superhelten, men melde ud og bede om hjælp. Men kan man stole på hjælpen?

Klagesang del 1 slut.