torsdag den 22. juli 2010

Mere mig

Det er længe siden jeg har givet noget af mig selv. Herinde. Jeg har i månedsvis læst om jeres op- og nedture, skimmet jeres indlæg, sorteret i jeres udfordringer og tænkt tanker uden at kommentere synderligt.
Det føles ikke godt nok. Som andre ting i mit liv ikke føles godt nok or anywhere near. Jeg bliver af og til grebet af pastelstemningen, om 'keep it light', se på det positive, sige udfordring ikke problem og begrænsning, men honest to God, så er mit sind og min hjerne ikke ofte tunet ind på den måde - så det i ser af mig er oftest den sjove, til tider den skarpe og kun af og til den tungsindige.
Jeg har svært ved at finde tonen. Herinde. Den personlige, men ikke private, fordi jeg er sort/hvid. Enten eller og nuancer er pissesvære for mig. I næsten alt.
Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, at jeg ikke kan finde ud af pastel (for mig), det keder mig - og at jeg gerne ville 'lufte' mere mig. De fleste af jer, støttede dette, so here goes some mere.
Mit sværeste, er i relationer. Mine relationer. Hukommelsesmæssigt kan jeg kun huske den følelse jeg står i - og kun ganske sjældent situationer, hvor det har været anderledes. Det gør det fandens hårdt for en partner, at stå foran en ked, frustreret, opgivende kvinde (mig), der mener at disse følelser har været de eneste, gennem 2 år - og måske hele livet.

Det stiller max store krav til en partner, når min hukommelse og min nuanceringsevne er så nedsat. At jeg ofte opfatter ting, fra mit sted, det usikre, paranoide sted, gør at hun tilmed skal hjælpe med at tolke. Eller skal hun?

Med ære og respekt for L. For os. Så kæmper vi. Det handler om sandkasser. Om at blive i sin egen. Om at grine, kigge, smile, skælde ud, råbe og skrige efter den anden, men blive i sin sandkasse. Fuck det er svært for mig. Jeg er grænseløs – som udgangspunkt. Alt det jeg har lært om grænser, har jeg lært mig selv, og det er stadig op af bakke. Så det der med sandkasser, kunne ligeså godt være atomvidenskab. Hun er så meget bedre til det, men vil ikke gøre mig ondt.

Jeg ser bakken og præmien for enden. Ikke for hver en pris, men når vi bliver bedre, hver for sig, bliver vi også bedre sammen, og jeg vil meget gerne være sammen.



Dette indlæg er uden tvivl personligt og måske for privat. Hvis det er tilfældet, så undskylder jeg og beder dig fortælle mig, hvor grænsen er – for jeg vil gerne lære.

4 kommentarer:

  1. Tak for mere af dig:-)
    Om det er FOR privat/personligt - det er kun dig der ved det, tænker jeg. Så længe det føles okay for dig at dele - så er det okay.

    Jeg kan godt lide personlige indlæg, også når de gør ondt - jeg kan vist bare godt lide hele mennesker, på godt og ondt.
    Og så kan jeg kun nikke genkendene til det med "hvor er grænsen?" - for jeg er også enormt sort/hvid, der er ingen gråzoner. Det er svært - men ladsiggørligt;o)
    Jeg håber du finder din vej- og I jeres vej - med eller uden gråzonerne.

    SvarSlet
  2. Tak, fordi du deler...

    Du får mig sgu til at føle mig normal... Om det så er godt eller skidt ???

    Jeg vælger at se det... som værende godt, for så er vi da ikke alene om at føle os i lort til halsen.. En gang i mellem..

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
  3. Knuser - du er som du er, det er godt nok for mig!

    SvarSlet
  4. @ Sandra, jeg er selv mets glad for de indlæg der 'rør'. Tak for din kommentar
    @ Jule, godt eller skidt er irrelevant, vi har det som vi har det.
    @ Lavendel, :o)

    SvarSlet