Easy Living

Den sidste tid har været fyldt op med forhandlinger. På jobbet. Det har fucket med mine følelser, mit selvværd og min faglighed. Det har taget mig 3 uger at forstå og acceptere, at skal jeg fortsætte i den branche jeg er i, den branche der også bløder p.g.a. krisen, så må jeg sluge en hval af en pille.

Som at gå ned i løn. Væsenligt ned. Som i at gå kr. 10.000 ned i min faste løn. Ikke per år. Per måned mine damer og herrer. Og nej, jeg har normalt ikke en fast løn på 40.000 +, hvor 10.000 måske er mindre følbart.
Aftalen blev underskrevet i går. Endelig. Ikke at den føles godt, men lettelsen over ikke at have ondt i maven længere, føles godt. Lettelsen over at jeg ikke skal på dagpenge, jagtes af jobcentre og konsulenter, lettelsen over ikke at skulle søge job som sagsbehandler på fuld tid eller akut terapeut på sygehuset. Jobs jeg ikke længere magter, men ikke er "dårlig" nok til ikke at søge.

For nok er det lort at få halveret sin faste løn. Bevares. Men incitamentet er at jeg nu er provisionslønnet. At det nu er min egen fortjeneste og dermed risiko/chance, at tjene de kr. 10.000 hver måned, der gør at jeg spiser og har tøj. Jeg skal dagligt gøre mig fortjent til pengene fordi firmaet ikke længere reelt har råd til mig. På fast løn. På løn der giver mig ro i det daglige budget. Nu er det op til mig, og alle de penge der sidder løst i hænderne på kommuner, mennesker og firmaer not.

Vi mangler heller ikke pres, næ nej. Vi strutter af overskud L. og jeg. Så den her udfordring gør livet endnu mere spændende. Så vi ikke går og keder os her i den mørke tid. Varsling? Fagforening? Næ, nej - den slags bruger vi ikke, med mindre vi vil være sikre på at stå foran jobcentrets dør d. 1. februar. Og da jeg slet ikke ved hvor de  er flyttet hen ville det være dumt. Ja, der blev truet.

Min mor, der endnu ikke vender sig i nogen grav, min mor der har lært mig om rettigheder og fagforening er meget stille over det her. Honestly. Det er ikke fair noget af det. Og jo min fagforening vender sig i funktionærlovens grav. Men jeg har brug for den ro, det giver at vide hvor mine 30 timers ugentlig arbejde er. Hvad tid jeg er på job, hvem mine kolleger er. Og dagpenge satsen er trods alt stadig mindre end min faste løn. Jeg har mulighed for at tjene mere. Og hun ved det. Vi ved det.

Går det af lort til, så søger jeg måske væk. Men for nu, med sygdom, kriser, L.s eksamen og julen for døren bliver jeg hvor jeg er. Beder til at min charme og viden vil inkassere de penge hver måned, der skal til for at leve.

Og så sætter vi endnu engang fokus på easy living, Billig living. De billigere og gratis glæder. Genbrugets lyksaligheder. Enkeltheden.

December then and now

I 2010 havde jeg gang i en Hjerte Julekalender. I år har jeg skrevet minimalt lidt om nogen eller noget i december. Then and now.

Det er som om, at generelt mismod, vinternedtrykthed, juleforberedelser og kærlighed er bedre skrift emner end the tough stuff, som dødsdomme, familiekriser og jobkampe? Måske er det mig der har sværere ved at udlevere mig selv? Udlevere andre?

Faktum er at da jeg i sin tid startede, bloggen vidste jeg at det ikke blev en small talk blog. Eller med minimalt small talk. Skrift har for mig siden jeg lærte at skrive været en udvej, en forløsning, en måde at gøre mit liv til en styrbar proces, også længe inden blogs fandtes. Er jeg ved at sælge ud af min egen overbevisning, ved at holde kortene tæt til kroppen?

Hvad jeg mærker er, at motivationen, initiativet er proportionelt dalende i takt med at jeg ikke formår at sætte ord på de udfordringer jeg møder og har. Måske i et misforstået forsøg på ikke at ende med en klynke-blog. Jeg gider ikke klynke. Men hvad skriver man så, når sjælen ligger ned og man forsøger at gøre business as usual; - gå på job, købe ind, lave mad, fodre katten, spille wordfeud?

Man gør som i ser, skriver forsvindende lidt på bloggen. Og som om det ikke var nok (vi er lige blevet enige om at bloggen er min mentale og følelsesmæssige ventil, ikke?), så mimiker jeg det i den virkelige verden. Taler forbavsende lidt med de 3 nære venner, besøger ingen, får ikke ringet. Næ nej, jeg bliver her i hulen (udover jobbet), står op før fanden får sko på og nusser rundt. Sover i forskellige senge (?), går i seng efter kl. 19.00 fordi dagen jo er ovre = jobbet er ovre. Kører hveranden weekend til Moderdyret i Syd.

Jeg TÆNKER  på de nære venner, på bloggen, på naboen med hundene, på blogland. På at jeg ønsker mig flere dage, hvor jeg kan hugge brænde, gå i mine smækbukser ude i haven og rode. Jeg ønsker mig at kunne skrive om det der trykker, det der gør ondt, den frygt der lurer for livet generelt i denne tid. Frygten for at miste, frygten for at blive kattedamen med de 100 katte og i et skur i udkantsdanmark. Frygten for at ende som min morbror, der døde helt alene uden venner og familie fordi .....det var for svært med den der verden.

Så her er jeg now. Ikke hvor jeg var then. Men som L. siger; du går i mentalt vinterhi hvert år fra december til februar, så måske er now ikke så anderledes end then bortset fra sygdom, jobpress og familiekriser?

Mandag morgen

 

Mandag morgen lader ikke mange grin snige sig ind over. Så her er lidt hjælp. Måske et julegaveønske?

Alternativt, får i det skema jeg bruger, når noget skal repareres:

* WD 40 er smøremiddel

Hvem sagde man ikke kan danse når man er 70+?

Vi ankom til festen. Alle 8. Gennemsnitsalderen på de rundt 60 deltagende kvinder nærmede sig de 60. Det havde vi ikke set komme, men det var hyggeligt. Alder er for fanden kun en mental tilstand, og de her damer dansede lige så godt (eller skidt), som os unge sidst i 30'erne (host).

En kvinde, måske 45+ med meget blondt hår, stonewashed cowboybukser og med en gangart som en meget fuld person, deltog også i festen. Jeg bemærkede hende ret hurtigt. Hun sat tæt på os.Hun var ikke diskret. Manglede ligesom den der situationsfornemmelse man sætter i gang, når man er til sådan en fest. Brød ind, smilede rundt, virkede beruset. Jeg lagde også mærke til, at hver gang hun var oppe og stå, gå eller på dansegulvet, så blev hun fuldt tæt og støttet rundt. Som en person der er meget fuld...eller meget syg. På et tidspunkt var hun uden sin paryk. Det viste sig, at kvinden har kræft. Med hjernetumor und alles (deraf den gakkede gangart), men hun ville så gerne med, så vennerne støttede hende rundt hele aftenen. Uden stort ståhej. Så snart kvinden rejste sig, og det var ofte, var der en stille støttende kvinde ved hendes side. En der fulgte hende hen hvor hun nu ville sidde eller stå. Uden et ord.
For mig er det essensen af kvinders omsorg, og jo - det gjorde ondt i lys af hvad Moderdyret er midt i, men frem for alt bemærkede jeg den grænseløse, stille og støttende omsorg. For fanden altså.

Så festen var kærlighed, omsorg, og humor og mit hoved og en busket belægning på tungen fortæller mig, at festen var lige så fin som jeg oplevede den. Jeg fik danset. Grimt, kækt og til sange jeg ellers ikke danser til (hvad sker der for latterligt lange Anne Linnet remixes og Elvis Presley?). Jeg fik lagt et hoved på en vens skulder, trutkysset med veninderne, danset pardans med en der også kan og danset tæt med hende den vildt pæne.



Tak for fest :o)

Party on

Nå, ud fra jeres (manglende) kommentarer på mit forrige indlæg, fornemmer jeg at jeg skal holde mine småfilosofier i kort snor og i stedet fortsætte med at give jer mit personlige liv. I ved det der som at der sker samtidigt med at jeg er trækplaster for alverdens ondskab, lorte og møgting.

Så her får i det:
I aften skal L. og jeg og en udvalgt possy til Kvindefest! Yes Mam. Til jer der tror det er en avanceret kone-jule-frokost; Nej, det er ganske rigtigt og uforfalsket en Lebbe-med-det-hele privatfest. Arrangeret og indkaldt af 5 gæve Fynske gammel, lebber, der har inviteret ud fra devicen: "Hvis-vi-hver-inviterer-5-vi-gider-og-de-inviterer-5-der-gider-der-inviterer-5-de-gider-så-bliver-det-pis'sjovt".

 lånt her

Det er prøvet før. For et par år siden i en lade på østfyn. Fransk tema med fransk autentisk sangerinde til underholdning, samt diverse franske indslag jeg ikke husker. Hvad jeg husker er at arrangementet var omgivet af kærlighed. Og den lurende fornemmelse af at alle os-fra-miljøet/branchen-på-fyn skulle se hvem der nu var blevet kæreste med hvem und so weiter. Hvilet i princippet er sjovt. Lidt som at holde fest med sin gamle folkeskoleklasse.

Min fejl dengang var at troppe op uden beskyttende possy, hvilket resulterede i at jeg følte mig sladder-udsat. Ikke Damernes skyld. Det sker når jeg er til fester alene uanset.

I aften har jeg helgarderet mig og slæber kæresten, 3 af mine bedste venner og deres kærester med = jeg er 8 stk. Kom an Kvindefest, nu med spansk tema og forloren stegt pattegris. Jeg skal så meget drikke mig i hegnet sorry L. og danse og måske endda bytte bluse på dansegulvet med B., som vi nogen gange stadig gør når det går helt galt til en fest.

Sæt i gang.

 lånt her

Verden derude

Selv om min verden pt. hænger stramt sammen med trussel om lønnedgang, cancer og familiære udfordringer, er det glædeligt at se at resten af verden kører videre. Tag nu bare diskussionen om Bella Sky hotellet. Jeg kan ikke sige det bedre selv end det allerede er sagt:

http://www.annabk.dk/2011/11/bella-sky-kvindeetage-en-plat.html

Anna B.K skriver skarpt og jeg nyder at læse hendes ord.

..og kirkevielse, skal vi nu have det (os, homo'erne)? Er ikke helt klar over hvad jeg skal stille op med den - andet end at "man gerne vil inviteres", selv om man ikke kan komme. Så at vi får muligheden, hilser jeg velkomment.

Til alle læsere, jeg ser jer - læser også med, men får som i har opdaget kommenteret meget lidt. Det er ikke dovenskab. Promise.

"Hjem"

 Med Broder P og Moderdyret ude at køre

 Her kommer vi fra

 

Jeg ved ikke med jer. Men turen tilbage, hveranden weekend, til hvor man kommer fra er en blandet fornøjelse. Alt ligner sig selv, inkl. de følelser man har om og med sin opvækst. Man ser det med voksne øjne, men følelserne. De er ikke voksne. Følelsen af ikke at høre til, være fremmed, være udenfor, den lægger sig som en fin smerte omkring alt det velkendte. Alt det er signalerer hjem, lugtene, lydene, menneskene. Man kender dem ikke længere, og alligevel gør man. 

I so much dont miss it. 

Hjem er nu Banehuset, L. og katten. Moderdyret og Bror P. er også hjem. Men ikke byen, byen er stadig av.