Lidt tosset er man vel altid

Måske er jeg tosset. Jeg føler mig tosset. På den der mindre charmerende måde, hvor tankerne kører derudaf. Jeg er udmattet, jeg har ondt og jeg er der, hvor det bliver abstrakt, på den ene side at være velfungerende (næsten), arbejdsdame, mens følelses- og tankelivet er helt hen i vejret.
Jeg skriver ikke dette indlæg for sympati og 'det-skal-nok-gå' kommentarer, please dont. Jeg tror ikke på det længere. Ikke nu. Det gør det værre.
Jeg skriver for at få hul på min byld. Fordi jeg den sidste uge ikke har talt med nogen. Sådan talt du ved.For jo slemmere (ja, slemmere, ikke værre), jo mindre får jeg lyst til at tale. Med nogen. Jeg talte med mig selv. I går, i bilen på vej hjem. Eller nærmere, jeg græd og sang med på James Blunt, meget højt, indtil hans melankolske røst og weltschmerz fik læst op for tude og råbekanalen. Du får ikke at vide hvad jeg råbte.

Jeg sov godt. Jeg undlod at arbejde mig selv ihjel i haven inden. Jeg gav mig lov, til at sidde og stirre. - Og jeg tænker over det i skriver, det min veninde skriver, og undrer mig hvorfor det er så svært.

Jeg fører imaginære samtaler i mit hoved, med mine venner og min familie. For dernæst at opgive at tage en rigtig samtale. For de har jo hørt det hele før. Jeg har hørt det hele før. Og jeg er her igen. Basta.