"Min mor"

Det er lykkedes mig at få fat i denne her:

af Annamette Fuhrmann. Jeg kan ikke indsætte link, så du må selv kopiere. http://fuhrmannfordig.blogspot.com/

Den er udsolgt fra forlaget, men søde Annamette hjalp mig. Jeg har brug for den. Som i, jeg føler tiden løber ud, jeg kan ikke kontrollere hvor længe jeg har min mor (ikke at man nogensinde kan, i know that). 

Vi var til endnu en lægesamtale i dag og fik vores 2. opinion af den læge som vi har tillid til og som er nærværende og menneskelig. Kræften har spredt sig. Til skulderbladet og huden omkring. 2 nye små tumorer på 1 cm. 2 tumorer, der gør at Moderdyret i dag med vores blessing afslutter kemoforløbet. Et kemoforløb der har kostet. Opkast, madlede, og alle de menneskelige væsker en krop nu kan vælge at producere, når den får gift sprøjtet ind. Der er ingen pointe, når kemoen ikke er vejen til helbredelse. Når den ikke æder nok af "modertumoren", som Fru læge kaldte den. 

Så Moder fugleunge (på grund af det manglende hår og de fine tørklæder), skal ikke pumpes yderligere med gift. I stedet starter hun mandag og ti dage frem stråling. Af "Modertumoren", for at hold den i skak og de to nye tumorer der er de eneste der gør ondt. Hun skal ikke have ondt. Så vi ender med at regnestykket alligevel ikke hedder helbredelse, men symptom behandling. Hun bliver monitoreret tæt, og hvis når, der dukker flere metastaser op, tager de stilling til hver enkelt hvad fremgangsmåden skal være. 

Jeg spurgte om mange ting til samtalen. Jeg ville have at Moderdyret havde alle oplysningerne, før hun fravalgte kemoen. At hun vidste hvad hun sagde nej til men også hvad hun siger ja til. 

Hun siger ja til et liv der er forkortet, men uden gift i kroppen. Gift der æder hende op. Gift der gør at ting smager grimt, og vi skal jo have and til jul!! Jul hos mig og kæresten for første gang. 

Men jeg spurgte ikke om tidsramme. Jeg kender svaret; - at det kan man ikke sige. Det ved jeg godt. Det kan man ikke. Som min bror så klogt sagde; - du vil gerne vide hvad du kan forvente og hvad "planen", er. Men det kan du ikke få at vide og hvis der var én og den blev ændret, ville du blive slået ud af kurs. 

Så jeg må nøjes med, at vide de stråler på det der gør ondt nu. At de følger op hver 3. måned, at de giver stråling på hovedet hvis det tér sig igen o.s.v. Men mellem os, så ved jeg jo godt hvad "planen" er. At holde hende komfortabel og smertefri så længe som muligt. Og når det ikke længer er muligt, så pumpe hende med morfin, til hun dør. Så derfor har jeg brug for Annamettes bog, for jeg ved ikke hvem den første var hun kyssede, eller hvad hendes ynglingsfilm er. Vi er ikke den slags familie. Endnu. 

Hvor godt kender du din mor?

Hvem slukkede for varmen?

 Det er ikke mere end et par uger siden det så sådan her ud.

Hvor længe mon der går før vi er her igen?

Årets tur med Basisgruppen

 Det var 5. år i træk. 

 Den tid på året hvor 6 kvinder, tidligere kolleger, drager i sommerhus. Et døgn med al den mad og drikke  6 mutties kan slæbe til huse og kan klemme indenbords, men mest af alt et døgn med højt til loftet. Omsorg. Samtale. Deling af skilsmisser, sygdom, børnenes udfordringer (de andres), og glæden ved at være kvinde og voksen. Weekenden afsluttes med en gå-, og badetur i det smukke landskab.

 God søndag derude :o) Kh

Lebbinator

Kærligheden er størst af alt

I anledning af at vi alle kan bruge mere kærlighed, romantik, - og underholdning.

Jeg er nysgerrig, så tillad mig at spørge dig om dette, hvis du vel og mærke er gift eller forlovet:

1) Er du gift eller forlovet? Måske flere gange?
2) Blev der friet, indgik i en aftale eller hvordan foregik det?
3) Hvor længe gik der fra i blev enige/blev forlovet/nogen spurgte, til i blev gift?
4) Blev i gift i kirke, på rådhus eller begge dele. Måske var i udenfor? Under vandet?
5) Havde (har) i forlovelsesringe? Fik i vielsesringe eller brugte i de samme?
6) Går du/i med ring og på hvilken hånd? Gør din partner? Er de ens?
7) Holdt i fest? Hvordan foregik det? Havde du en fest?
8) Ville du gøre det igen ;o)?
9) Er i stadigvæk sammen?

Hjælp mig med at genopfriske jeres store dage, jeres minder og jeg håb. Og til dem der har valgt sig selv, fortæl mig hvordan du ville gøre det hvis du kunne bestemme (ikke alt det kompromis pjat).  Eller hvorfor du ikke vil/gør det.

Som i måske har gættet, er jeg hverken eller - gift eller forlovet. Deraf bl.a. min nysgerrighed. Hvordan er det i Danmark? Er det som i en amerikansk film (WILL YOU MARRY ME - mtf stor diamantring)? Som i Matator (Næ, nej - øh, jo tak), eller som i Paradise Beach (Ska vi knalde?) Har alder en betydning for tradition? Køn? Landsdel?

At karte

Bær over at jeg leger lidt med header og udseende herinde, forsøger at finde noget der repræsenterer min(e) stemning(er), dog uden at jeg gider sætte mig ind i for meget teknik, så i må leve med det skifter lidt.

Jeg karter rundt indeni. Er i en underlig blanding af sorg, afmagt, forelskelse, rastløshed, indre uro, behov for at sætte nye ting i gang og vrede. Tænker rigtigt meget på hvordan jeg får fjernet de 30-40 meters hæk naboen og jeg er blevet enige om skal dø. At få fældet deres to fordømte birketræer (har fået lov), der suger min græsplæne for væske og hvordan jeg får mest muligt kompostmateriale proppet i bede og køkkenhave.

I aftes greb jeg mig selv i at tænke på hvad vi gør med alle min mors møbler når hun dør. Og hvad med bilen. Jeg nåede så langt som mentalt at bestille storskrald, ringe til genbrugsorganistationer og opbevaring, før det gir op for mig - at den slags tanker jo betyder at...hun skal dø. Måske snart. Men hvad er snart, og hvordan rummer man sig selv, når man på den ene side fortsat arbejder for hendes helbredelse og på den anden side hører hvad systemet siger. At de mener hun nu har symptomer 3 steder og jeg kan høre på deres tone, at det er lige med...at man dør.

Jeg ved at hvis jeg stadig arbejdede i sygehusregi, og læste en journal som moderdyrets, ville jeg også tænke...huh, ja de der smerter ved armen er sikkert også cancer. Men jeg er ikke længere sygehusansat og jeg har ikke læst min mors journal, så jeg har bedt om at de ikke formoder, men undersøger hvad det reelt er. Jeg har også oplyst dem om, at hun med sin nye medicin nu tåler kemo godt og kan tage de 6 serier de oprindeligt planlagde, så ingen grund til at stoppe efter 4. Og jeg har sagt, at jeg ikke forstår de går fra helbredelse til livsforlængende snak blot 1/3 del inde i kemoforløbet. That makes no sense.

Så jeg talte med store ord i telefonen i mandags. Med sygehuset. Jeg tror de lyttede. Nu afventer vi respons. I mens skal jeg de næste dage tage mig af datteren. Hende der sidder i et hjørne og græder. Hende der husker tabet af sin far for 5 år siden og frygter at Moderdyret er på samme vej. Hende der bare gerne vil være kærester, flytte sammen og lave små Prophecys og Dragonsflys, hvor 2 sæt mormødre kan forkæle.

Hende der er glad for at kæresten kommer hjem på fredag.

Årgh Pis altså

Ja, det er kræften jeg mener. I ved, den der sidder i Moderdyrets lunge med afstikkere til lymfe og hjerne.

Hjernen har responderet top på højstrålingen og hun fungerer p.t. skidegodt. Hun er mere empatisk end jeg  har oplevet hende. Relevant. Omsorgsfuld. Og flere postivive ord jeg normalt ikke har brugt i samme sætning som Moderdyret.
De sidste uger har hun og jeg gået i en vi-kæmper-glad-boble. Hun har passet sin genopstartede kemobehandling af lungen, har gået ture, har kæmpet hårdt på at spise og drikke trods kvalme og fik sidste uge på eget initiativ klippet håret da det var begyndt at totte af.

Hun er så fin med blødt tørklæde om hovedet. Sin fine nathætte i lilla. Vi er begge lidt forundrede over den paryk hun også har fået, men som vi endnu begge betragter lidt som et "selvstændigt" kæledyr der står på hendes nabord (hår skal sgu ikke stå).
Hvis jeg kunne hækle eller strikke ville jeg strikke bløde, bløde hatte i dusch farver.

Jeg er heldigvis god til mange andre ting, så min bror og jeg har ringet, besøgt, handlet ind, organiseret og tilfredse og lettede set at hendes samarbejde med hjemmeplejen og hjemmesygeplejersken fungerer.

I går skulle hun til 4. ud af i alt 7 kemobehandlinger. Planen var, at ved god respons skulle hun stråles på lungen og vupti = helbredt. Det har været vores boble. I hvertfald min.

Som du nu kan regne ud, så brast boblen i går. Dels var hun alene på sygehuset (som i ganz alein uden os), fordi vi først d. 9. skulle have hoved/lungestatus, havde vi fået at vide. Men hun fik besked i går. Alene.
At de ikke kan fjerne lungetumoren. Primær ballademageren. Den der er kommet af at være "rigtig god til at ryge". Den vil ikke. Den responderer på kemo, jo jo, men angiveligt ikke nok. Den er stædig (og dum og grim). Så selv om hovedet har det godt, så kan de ikke helbrede. Vi er tilbage til at "livsforlænge".

Jeg er grådlabil i dag. Jeg græder over at hun var alene, da beskeden kom. Over at hun ikke skal leve så længe som jeg vil have hun skal. Over at de har lavet reglerne om. For reglen må sgu da være, at har man mistet én forældre til kræft (5 år siden nu), så kan man da ikke miste den anden også? Eller hvad? I dag er verden grå og lige meget. Helt ærligt.

Hun er så fin. Sagde i aftes til mig, at jeg ikke skulle bebrejde mig selv over at jeg ikke havde været med. "Beskeden er jo den samme". At jeg ikke skulle gå i stykker. Og vi græd sammen. Jeg tager derned i morgen. Har et stort behov for at holde hende. Se min bror, der også kommer. Planlægge jul og varme og bløde ting. Holde fast i hende.
For at græde.