lørdag den 25. februar 2012

Hverdag

Kan man have en hverdag, når ens mor lige er død? Det kan jeg så skrive under på man kan. Ufatteligt nok. Moderdyret var ikke i min umiddelbare hverdag. 160 km afstand gør, at hverdagstingene var reserverede til mig og L. uden Moderdyret og Broderdrengen. Hun var ikke med, når jeg handlede, gik på job, så venner, og gik i haven. Når hun var i Banehuset, var det (arbejds)weekend eller fest. Når jeg var hos hende, var det weekend eller fest. Så jeg bliver ikke dagligt i min hverdag mindet om, at hun ikke længere er her.

Lavpraktisk er det eneste der er anderledes nu, at jeg ikke ringer rundt til forskellige sygehuse, venner og min mor, for at høre hvordan det går, hvad der er galt, hvad jeg kan gøre og hvad der skal gøres - og det savner jeg ikke, for de sidste 8 mdr. har tæret.

Noget af det første jeg sagde (og stadig siger), er at nu kan jeg ikke længere ringe til hende. For det savner jeg. Det kommer jeg til at savne. Uanset vores komplicerede forhold, så kunne jeg altid ringe til min mor, eller køre derned, når jeg havde det dårligt. Når verden gjorde ondt, når indeni var sort og svær. Og hun lyttede. Hun trøstede. Hun forstod, fordi hun selv var byggestenen til mine udfordringer. En mor skal tage telefonen. Og hun tog den. Altid.

Ofte gik der uger mellem vores telefonsamtaler. Noget vi var vant til, da jeg siden jeg flyttede hjemmefra har boet langt væk. De sidste 8 mdr. gik der sjældent dage i mellem, og trods sygdom. Trods kemo. Trods hendes accept af døden om hjørnet, så voksede hendes overskud til os børn i den tid. Så modsat var man kunne forvente fra en der kæmper med døden, så havde hun overskud til Broderdrengens liv og mit liv.

Hun var telefonisk i vores hverdag og fysisk i næsten alle vores weekender. For tiden føles det blot som om vi har fået en lille ferie fra det hele. For hendes bolig er jo stadig intakt. Jeg skal derned i dag, for at tømme post, hente lidt småting og en seng og drikke kaffe hos hendes veninde, men der er kun gået 12 dage, så det føles som om hun bare er på ferie, ikk?


søndag den 19. februar 2012

Av

Min venindes "Pis oss!" føles i dag ganske passende. Er vågnet fra en morfar, en tiltrængt én siden jeg vågnede og stod op klokken 04:00. 
Morfaren indeholdt en drøm, ganske livagtig som morfar drømme hos mig har det med at være. 

Broderdrengen rendte rundt om Banehuset og brændte olietønder af (!), min far (der som bekendt døde for snart 6 år siden), kørte med min mor til et eller andet borgmesterkontor, fordi de skulle underskrive noget og til trods for at min mor var døende.
Følelserne i drømmen var sorg, en evig søgen efter de der forældre, jeg ville have skulle komme hjem NU, inden min mor døde, en irritation over broderdrengens gåen-amok-udenfor, og en vrede mod min faster og onkel, der undrende sad i stuen og spurgte om jeg mente, når min mor døde, om det så var det, ift. samværet med dem.

Ja, ja - det hele er forklarligt. Jeg har siddet og sorteret Moderdyrets papirer. Nogen af dem, og om jeg vil eller ej, så er det også en gennemgang af hendes liv, både med min far (hvor sorgen så også kan dukke op, over ham), hendes egne 5 år og vores opvækst i huset der nu er solgt. Det er fandeme hårdt. Men skal gøres. 
Dette har været en surrealistisk uge. Når jeg sørger (vi kalder det her krampegråd med lyd som anskudt bison), er jeg bange for at det aldrig går væk. Den følelse af av, af at have mistet, af at være blevet frataget noget, af at noget har ændret verden eksistentielt. Når sorgen holder pause - og det gør den - er jeg bange for om den er væk eller hvornår den kommer, hvis den gør (og det gør den jo).

I dag er det en uge siden jeg kørte mod det Sydjyske, for at holde min mor i hånden. Hvor strange er det? En uge. Det føles som meget længere siden og samtidigt meget kortere.

Bloggen bliver ikke fremover en evig sorg blog,  kan jeg mærke. Den bliver igen om alt det andet, der også er mit liv. Solen, kærligheden, haven, vennerne og de små hverdagsting. Men for nu er sorgen en del af mit liv, en del jeg vil tage mig pænt og venligt af. Sorgen er, som Jakob vikar skriver over hos Maren, en kælling, men den er der - og hvis jeg nu er venlig mod den, kan det være jeg kommer mere hel ud på den anden side (- og hurtigere?). 


lørdag den 18. februar 2012

Tak





Vi havde den fineste bisættelse man kan ønske sig. I går. Fredag d. 17. februar 2012 bisatte vi vores mor. Dagen startede gråt, men solen kom frem, fuglene sang, menneskene dukkede op. Min mors mennesker. Min brors mennesker og mine mennesker.
Jeg græd under åbningsmusikken fordi den var smuk og den lille kirke var fyldt med mennesker og blomster og jeg græd da jeg bar min mor ud af kirken sammen med Broderdrengen og 4 af dem der var min mors.
Men ellers var dagen et langt kram, et langt fint farvel med præstens fine tale om "Vores A.", hænder der holder, hænder der bærer og om at være alene men ikke ensom. En dag hvor jeg var familiens repræsentant, holdt hovedet højt og var stolt.

De obligatoriske 2 halve boller og lagkage, som et Sønderjysk begravelseskaffebord består af, fik jeg næppe smagt, men jeg fik hilst, talt og krammet med de gæve gamle sønderjyder, mine venner og L.
L. stod stærkt for mig hele dagen, vi var et hold og jeg kunne hvile i at hun var der, talte med alle mors venner, med mormor på 90 (der stadig mener rygning bliver moderne igen), med moster, der er den sidste nu af 5 søskende og med min bedste veninde, der som mange andre har et blødt punkt for L.

Min mor satte sit sidste stædige punktum, ved mod skik at forlange ("Du må love mig ikke at lægge mig i fars grav"), at blive bisat i de ukendtes, og dermed få faster og moster til at undres, og sikkert lade snakken gå i den lille by. Min mor var sin egen. Og nej, så lægger man ikke min mors mange blomster hos min far, så skal de ligge der hvor min mor kommer hen, uanset hvad "folk tænker". Sådan må det være.

Tak for alle jeres kommentarer på mit forrige indlæg. De er alle læst, holdt til mit hjerte og gemt.
Kh
P.

onsdag den 15. februar 2012

Kolde fødder

"Når jeg skal sove, skal jeg lige have sokker på. Jeg kan ikke sove med kolde fødder". "Det kan jeg heller ikke mor, L. er ved at blive sindssyg over alle mine sokker i sengen. Jeg spørger lige sygeplejersken om et par". "Mor, dine fødder er helt tørre, skal jeg ikke give dem lidt creme inden du får sokkerne på?". "Jo, fod massage er bare luksus". "Er det for hårdt mor?". "Fod massage kan aldrig blive for hårdt P".


Moderdyret ligger og hviler, med et blødt drag om munden, der for mig ligner et smil. Jeg er alene med hende. Vinduet er åbent og der er tændt fyrfadslys på natbordet, hvor sygeplejersken har lagt en lille dug. kl. er efter midnat og hun er fin. Alt er stille. Det er nat. Kun min mor og mig.

Det er underligt, at hun ikke trækker vejret,. Hun er helt varm at røre ved, og for 2 timer siden hev hun efter vejret og bad om hjælp. 10 minutters dødskamp med dødsangst efter 8 timer med hende og mig, samtale, berøringer, smil og tårer. 10 forfærdelige minutter, hvor jeg er totalt hjælpeløs, mens min mor kæmper sit livs sidste kamp. I minutter hvor hun mellem  "hjælp mig" og "giv mig nok til jeg går væk" får hevet masken af og sagt "I skal være gode ved hinanden".

Mine tårer. Som også flød da jeg kørte gennem landet for at nå min mor, med Whitney i radioen. Nå at være hos hende, for jeg vidste det. Jeg vidste søndag at jeg måtte afsted. At jeg skulle være der. Nu. Ingen havde sagt noget. Jeg vidste det. Hun vidste det. Hun var ikke overrasket over at jeg kom. Hun var taknemmelig for at jeg blev. "Jeg er tryg når du er her". "Jeg er glad for at du får mad og en seng", sagde hun da sygeplejersken sendte mig ud med en madbakke og tilbød at køre en seng ind for natten. Jeg fik ikke brug for den. Jeg sad og slumrede sammen med hende. I stolen ved hendes seng. Lagde hovedet på madrassen, holdt hendes hånd. Græd. Ringede og updatede L. og Broderdrengen, men vidste at jeg ville være alene med det her. Med hende. Hende og jeg. Hun hjalp mig ind i livet og jeg skulle hjælpe hende ud. Det vidste vi begge. "Du er tapper min pige og smart med dit nye korte hår". "Jeg ved du elsker når jeg har kort hår mor".

Nu sidder jeg her. Rører ved hendes ansigt, hvor linjerne er udviskede. Hendes træk afslappede. Rører ved hendes hånd, jeg næsten ikke har sluppet i 8 timer. Den er varm og fin. Mors hånd. Husk den P. Husk følelsen.
Hendes krop er viklet fint ind i et  hvidt rent lagen. Men fødderne? Hvad med fødderne? Jeg rejser mig. Pakker forsigtigt hendes fødder ud af lagenet, er bange for at vække hende, selv om hun ikke trækker vejret. På storetåen er en seddel med hendes navn. Det ser spøjst ud. Fødderne er bare og kolde, men ikke tørre. Jeg finder de lilla stribede fleece sokker som både hun og jeg ynder at sove i. Hendes sokker. Jeg giver hende dem på. Pakker hende ind igen, i lagenet. Kysser hende på panden, inden jeg går ud for at vente på Broderdrengen og L.

Vi kan ikke sove med kolde fødder.




fredag den 10. februar 2012

Mødre

Moderdyret kaldte sin mor "heksen". Vi sad sidste weekend og kiggede på billeder fra hendes barndom og ungdom. Ikke i de fine album, hun har samlet i sine 35 år med min far. Nej. Min mor har en mindre billig plasticæske, med en underlig blanding af billeder fra hendes barndom og ungdom. Måske er der 100 billeder. Billeder, de fleste sort/hvide, med fin hvid kant. Nogle med ridser, nogle tegnet på og de fleste pænt uskarpe set med nutidens digitalevner. Men der er ingen tvivl om, at dette er hendes billeder. Hendes minder. Billeder jeg måske har set tidligere, men aldrig lagt mærke til. Ikke interesseret mig for, for Moderdyret var min "heks".
Nu sad vi der, for 1. gang, hun 62 og jeg 39, og gennemgik hendes billeder. Jeg lyttede, hun fortalte. Jeg var interesseret og inderst inde skammede jeg mig over aldrig at havde været interesseret.
Ikke havde haft respekten, lysten, tiden. At all. Samtidigt vidste jeg, da hun fortalte mig om hendes mor, "heksen", at jeg selv havde tænkt sådan om hende. At jeg selv utallige gange, har tillagt hende onde hensigter i min opvækst, når hun gjorde mig ondt. I  min barndom, min ungdom og mit voksenliv.
Da hun fortalte om min mormor, "heksen", fortalte hun med en stemme, som det barn der var svigtet. Ikke som det voksne Moderdyr. Hendes stemme var ikke kendetegnet af nuancer eller indsigt. Hun talte med umodne ord, ord der røbede at hun ikke har fået svar på, hvorfor hendes mor var som hun var eller gjorde som hun gjorde. Den mor hun mistede da hun var 17, hvor hun året forinden havde mistet den "gode" far. Med en stemme der ikke stiller spørgsmålstegn, men blot konstaterer; min far var god som dagen er lang og min mor var heksen.

Det skar mig i hjertet. For jeg ved hvad hun har følt. Jeg tror jeg ved hvad hun har følt.
Jeg kan ikke gå i hendes sko. Jeg ved ikke hvad det gør ved et barn, at vokse op som den yngste af 5 i fattige kår ude på landet. Hvor tvillingebroderen dør som spæd, storesøsteren dør som 24 årig, faren dør da hun selv er 16 og moren da hun er 17. Jeg ved ikke hvad det vil sige, kun at have 7 års skolegang, at være blevet udsat for upassende ting fra en fra familien, at blive helt voksen sammen med sin bedste veninde og dennes forældre. De mennesker jeg har kendt som "mormor" og "morfar". Jeg ved ikke hvordan det føles, at blive gravid som 23 årig for at blive efterladt og føde sit barn alene. Eller at gifte sig til økonomisk tryghed og sikkerhed og leve 35 år med en mand der gav hende dette, men ikke forstod hvorfor hun var "svær at danse med".  Jeg ved ikke hvordan det er at passe sin mand i 5 år mens han bliver ædt af kræft, kæmpe for ham, fordi han betød sikkerhed og nu kærlighed. Jeg ved ikke hvordan det føles når man 5 år senere føler man har skabt sit eget liv, fundet en identitet der er uafhængig af andres, er kommet sig over sorgen og angsten for at eksistere alene, den følelse af sejr og glæde ved livet. Og jeg kender ikke følelsen af, så at få at vide at man selv har kræft og skal dø.

Men jeg ved hvordan den føles, at have alle de tanker altid. At blive overvældet af sine egne følelser. At mangle tillid og tro. At tro på at verden ikke vil én noget godt. Alt det kender jeg. Og alt det har jeg brugt og bruger jeg tid på at navigere i. Blive bedre til. Få et bedre liv. Få et liv, hvor jeg når Moderdyret lukker øjnene, ikke vil tænke: "der døde heksen".

Min mor er ikke en heks. Jeg får i denne tid en respekt for hende, fordi jeg ser forbi den smerte jeg har følt. De mangler og svigt jeg har oplevet, fordi jeg ser Moderdyret som mennesket. Mennesket med lorte kort, der kæmpede, kæmpede og kæmpede. Og hun kæmper stadig og jeg begynder at blive i tvivl om hun taber.  For hun har vundet min og broderdrengens kærlighed og respekt. Vores opmærksomhed. Vores omsorg. Vores tårer. Hun er vokset. Trods smerter, sygdom og udsigten til at dø, så trøster hun, passer på, afgrænser sig, hjælper os med at afgrænse os, og virker i ro med hvad der sker.

Jeg er bange. Jeg græder meget. Men jeg er taknemmelig for og ydmyg over, at jeg når at føle sådan for Moderdyret.

fredag den 3. februar 2012

Struktur

"Det eneste der er stabilt ved en borderline-struktur er instabiliteten".

Sagt af min psykolog der refererede til sin egen underviser. Det er præcis det, der er humlen. Både af mit væsen og mit liv, men især også i min måde at håndtere mit liv på. Jeg har ikke accepteret det faktum, at instabiliteten hvad angår følelser, tanker og deraf handlinger ikke er stabile. De skifter. Tit og ofte. Og alle føles virkelige. De er alle min virkelighed. Og jeg hader instabilitet, for instabilitet har været roden til en smertefuld følelsesmæssig opvækst. Så jeg har lært at hade instabiliteten.
- I går, hos psykologen gik dette op for mig, og dermed erkendelsen af, at så længe jeg ikke kan acceptere den del af mig. Den instabile (eller hedder det ustabil?), del - så accepterer jeg ikke mig som et samlet. Jeg er fragmenteret. Jeg ser ikke det hele menneske i andre (påstår) i ser. Jeg ser mig selv, som det jeg er i den givende stund. Jeg er to-dimensionel, for mig selv. Så tro fanden mit jeg ikke er stabilt.

Tanker til weekenden.