lørdag den 10. marts 2012

Urne, flyttekasser og skiftret

Aimen, det er jo ikke for almindelige mennesker det der skifteret! Nu er Broderdrengen og jeg ret enige om hvad og hvordan boet efter vores to forældre skal løses/opløses.

Lad os så for et øjeblik se bort fra det tragiske faktum, at vi opløser vores forældre ophav. Deres jordslige liv. Hele vores baggrund inden vi er fyldt 40.

Så kunne man have en ide om, hvad der max. skulle til det, for at lette tingene. For at gøre det lettere for 2 efterladte at klare tingene nemt, så de kan koncentrere sig i om det uvirkelige i at pakke resten af deres barndom ned. Jeg foreslår at man skulle udfylde en lille A4 side med multiple choice:"Er i enige?" JA. "Vil i betale de regninger der er tilbage?" JA. "Vil i betale den skat der får samfundet til at køre videre?" JA. Og så ikke mere vel?

Men nej, der er formularer, vejledninger, åbningstatuser, frister, proklamapåbud, mulighed for privat skifte, osv.

5 minutter inde i mødet med skifterets manden, fik både Broderdrengen og jeg det der fraværende blik, man får når man er stået af. Som i matematik i 4. klasse. Helt godnat, forstår ikke, hvad?

Jo jo, vi kan få en revisor/advokat og betale os fra det skifteretsmanden mente var ganske enkelt, for vi var jo enige? Så i skal blot udfylde formular 3,4 og 5 inden den og den dato og så efter 8 uger og så skriver i bare og lægger sammmen og finder kvitteringer og .......you get the picture.

Aimen altså.

Som om det ikke er nok, at vi sidder i Moderdyrets bolig. Sorterer hendes liv, hendes liv med min far, vores baggrund fra tandbørster over katekismus til feriebilleder og opskriftsbøger. This is it. Når det er sorteret, pakket i kasser, delt op i flyttekasser til Broderdrengen, mig og den lokale garde, så er der ikke mere. Thats it.
I dag sætter vi urnen ned (put-i-hul-fest, som min mormor engang sagde), med præst, sang og lidt venner og familie. Det gør mig glad, at også dette ritual giver trøst. Og aftenens grønkålsfest hos fasteren. Når Broderdrengen og jeg snakker om fremtiden, fortiden, nutiden. Når L. bruger timer på at pille billeder ud af gamle albums, så vi kan sortere dem i dine og mine og dem vi vil sende til familie og venner. Der er trøst i ritualer, i gøremål i samtaler.

Men skifteretten, det var sgu ikke nogen trøst. Det er en ommer.

3 kommentarer:

  1. Den slap jeg heldigvis nemt over....knus herfra

    SvarSlet
  2. Godt indlæg!
    Dejligt at der er trøst i alt det andet :-)

    SvarSlet