Snegl

Jeg er en fucking snegl. Lige så stærkt mine tanker kan løbe, lige så længe tager det mine følelser at følge med. Eller ikke at følge med. Ugen har været hektisk på den følelsesmæssige front. Noget med en masse adskillelsesøvelser ift. det syge Moderdyr og Broderdrengen. Få set på hvad der er mit og hvad der er deres. Deres og mit.

Da jeg fandt mit eget midt på ugen, resulterede det i en forløsende erkendelse af sorg og magtesløshed og de tilhørende tårer. Med lyd.

Da ugen nærmede sig sin afslutning blev sorg og magtesløshed erstattet af panik over den forestående indflytning af hende den pæne. Som igen blev kanaliseret over i angst over at køre i mindre snefyldt landskab i stor varebil på sommerdæk og manglende tro på parkeringsmuligheder. Ai-com-nu-on altså.

Jeg kører jo udmærket. Varebil i stor klasse har jeg kørt før og det er endnu ikke lykkedes Aarhus, ikke at producere en parkeringsplads til mig, være det sig til mini, trailer eller som i fredags monster varebil.

Hende den pæne har få og selvfølgelig pæne ting, så på blot en dag fik vi slæbt ud, malet værelset og kørt til Nordfyn OG slæbt ind. Der er fordele ved at være kæreste med en yngre model, bl.a. at de ikke har akkumuleret så meget stuff som ældre modeller har.

Så gik jeg ellers lørdag aften og ventede på at panikken ville brede sig. Over at hun var her. At alle hendes ting var her. Og det kom bare ikke. Vi har levet sammen i længere tid af gangen i banehuset, men alligevel føltes det anderledes lørdag aften. På den gode måde. Ingen panik. Blot ”ai-skat-nu-bor-vi-sammen-skal-vi-ikke-spise-foran-fjernsynet-og-have-snacks- hyggeligt”. Og ideen med at være ved at indrette sit eget værelse, til panik tider, virkede overflødig og lidt fjollet.

Søndag fortsatte hyggen, med intens udpakning, sortering og at få plads i skuffer og skabe. Det er altid dejligt at sortere, når det betyder man slipper af med nogle grimme ting (mine), for at ”få” nogle finere ting (hendes).

Vi købte ind sammen (har vi gjort tusind gange før), og det føltes anderledes. På den gode måde.

Da jeg så skulle sove, kom panikken. Vejtrækningen strejkede, og der var ingen ord til det. For det. Jeg afprøver p.t. nogle vejrtrækningsøvelser/afspændingsøvelser, og de hjalp, men efter 1 time, hvor kroppen begyndte at ”få myrer” under huden, måtte jeg give op og fortrække. Ikke til ”eget-værelset”, der endnu ikke er indrettet, men ned på den trygge hårde sofa i stuen, hvor jeg tilbragte natten, sammen med klæbekatten.

The lesson? At jeg ikke undgår at beskæftige mig med, at det for mig ikke er ”bare lige” at flytte sammen med selv den pæne. At det kræver noget erkendelse, samtale og proceslort, selv om jeg da liiige troede at det bare gik. Suk. Not many breaks this january ….