lørdag den 7. januar 2012

Lidt om luft

Umiddelbart kunne det se ud som om disqus kommentar episoden tog lysten til bloggeriet væk. Der skal mere til. Den første uge er gået stærkt, jobbet har krævet sit og jeg har skrevet på EU Udbud siden i mandags.

En dag af gangen konceptet er igen det eneste der fungerer, da jeg er så sygt dårlig til at rumme mange ting på én gang. Kæresten bestod sin eksamen (tror jeg nok lige), så den kasse kan vi lukke for en tid. Andre åbne kasser er kræft-sagaen, der p.t. handler om ny medicin for at ta pusten fra de små sure celler. Jeg forsøger at leve ved siden af.

Jeg et voldsomt behov for at om-indrette Banehuset. L. flytter ned per 1. februar, og det har jeg ventet længe på. Glædet mig til. At tanken alene, nu hvor jule-tam-tammet, eksamen og jobforhandlinger er overstået, giver mig åndenød og en følelse af vi ikke kan leve i dette ufunktionelle lille univers, hvor mindst 5 af møblerne er kommoder og ikke opfylder behovet for at rumme L.'s fine køkkenting, vores tøj eller mit imaginære bibliotek, bliver tvangstanker og staccato åndedræt det altoverskyggende. Det er fjollet, i know - og handler i bund og grund om at alene-bo-damen (mig og katten), gennem 15 år har haft sine huler alene. Sine møbler alene og sine projekter alene. Nu kommer hende den anden, ikke blot med meninger og god smag, men også med ting, tøj og uden mulighed for at tage nordpå, når min vejrtrækning er utilstrækkelig.

Som i nu er vi et bo-sammen-par ja ja, jeg ved vi har været sammen 3 1/2 år, med samme postadresse, nøgle og vaskemaskine. Hun er den pæneste, tålmodigste, blideste og mest strudsede jeg har været kærester med, så jeg er ikke i tvivl om at hvis nogen, så skal hun flytte ind. Hende. Det skal være hende. Hun må godt. Hun står allerede på postkassen, vi har varmet op over 3 år. Øvet space, din sandkasse/min sandkasse, vi har flyttet nogle af hendes ejendele ned over tiden. Hun er synlig i Banehuset også selv når hun ikke er her.

Men jeg ved og hun ved at jeg ikke slipper for panikken, .....den er en del af mig-pakken. Så du er velkommen panik. Jeg ved du er der, jeg mærker du er der. Du må godt være der. Kun på den måde forsvinder du igen.

Bor du sammen med en kæreste? Og kan du få luft?



13 kommentarer:

  1. Kære P.

    Ja, jeg bor med kæresten. Kan godt få luft, og kan ikke få luft, afhængig af alt muligt og umuligt. Men det går jo, for den der dybe, DYBE, varme følelse af kærlighed bærer megen forståelse og plads hjem.
    Dejligt at høre fra dig igen.

    SvarSlet
  2. Nej...der er ingen der vil ha' mig. eller er det omvendt?
    Husk...der er stadig et "nordpå" - endda i cykelafstand, hvis....:-) - og disqus lever i bedste velgående med samt mine gamle kommentarer! knus

    SvarSlet
  3. Her er vi i gang med de indledende øvelser, efter at han faktisk har boet her hos mig siden august. Hans hus fungerer i realiteten som garderobe, vaskeri, og barber. Det endelige skridt bliver, når vi har fundet et nyt fælles tag over hovedet, som har plads til alle (incl. hver vores unger, og 2 hunde).

    Jeg har, som du, haft egen hule i ca. 15 år, og selvfølgelig kan jeg godt få åndenød bare ved tanken. Spørgsmålene snubler over hinanden, inde i hovedet; Hvad med mine alene-aftener, hvor jeg ikke behøver tage stilling til noget som helst - Hvad med mit behov for at rode (kreativt), osv....

    Men - Vi vil hinanden, og han kender efterhånden mine særheder og behov - kærligheden er der (altoverskyggende), så jeg har ingen skrupler...

    Tillykke med sammenføjningen iøvrigt - I virker som et par superdejlige damer, som jeg glædes over at følge!!

    SvarSlet
  4. Tjaaa... Da Fruen og jeg valgte hinanden.... Boede jeg hos min ex, og efter 11 dage, følte jeg mig mere end truet, så jeg pakkede 3 sorte sække med mit tøj og så kom hun og hentede mig og så har vi boet sammen lige siden.

    Jeg havde så også lige 2 stk små børn som flyttede ind hver anden uge........

    Og JO , det var en mega mundfuld for os begge to, men vi fik slebet kanter af imens vi var smask forelskede... hmm det er vi faktisk stadig..

    Det var i maj 2003............

    Hvis man vil og elsker , så kan man sammen klare alt, bare man husker at hvad der er det rigtige for en selv, behøver det ikke være rigtig for den anden........

    Jeg tror på Jer og kærligheden.

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
  5. Kære Anonyme, - ja, det må være det der er limen som de siger....The glue that holds it together

    Kære Lavendel - Du har ret, der er altid et Nordpå :o)

    Kære Ullala - Åh, i er vist ca. der hvor vi er :o)

    Kære Marianne - Ikke meget tid til forberedelse der, men det ser ud til at det går meget godt for jer :o)

    SvarSlet
  6. Åh jeg er med dig i det dér.

    Jeg bor ikke sammen med smeden. Men jeg elsker at vi går og siger: "Når vi flytter sammen", fordi jeg ved, at der er meget længe til. Noget med børn hver for sig og så'en. Og så siger han: "Når du flytter ud til mig..." (WHAT? Jeg flytter ingen steder. Jeg bliver i mit Damehus). Så siger han: "Nåmen vi kan da sagtens bo i dit hus" (Mit hus? MIT hus? Det vil jeg gerne have for mig selv, tak).
    Heldigvis er smeden sådan en, der gerne vil gå og rode i sit værksted til langt ud på aftenen, så det skal nok gå. Når vi når dertil en gang. Og det skal det garanteret også for jer. Så længe man lader hinanden komme ind bag facaden tror jeg alt løser sig, og det lyder som om I allerede kan det.

    Lykke til ;o)

    SvarSlet
  7. Jeg tror nok, det skal blive dejligt for jer at flytte sammen. Selvfølgelig forstår jeg uroen, men jeg tror nok, den skal fortage sig.

    Jeg har faktisk aldrig boet alene. Flyttede direkte hjemmefra og sammen med min kæreste - som nu er min mand. Det er syv et halvt år siden.

    Det betyder dog ikke, at jeg er ude over luftproblemet. Det opstår jævnligt. Min mand ved det også. Af samme grund har jeg fået "bevilliget" vores (ret store) rodeværelse ovenpå som kontor-/arbejds-/være sig selv-værelse - når vi engang kommer dertil i renoveringen. Det eneste "ikke-mit" ved værelset bliver, at det også skal fungere som gæsteværelse, samt at min mands mapper med papirer mv. kommer til at stå der. Men det er så også i orden ;)

    Min mand har til gengæld "fået" værkstedet i kælderen - med den fine gamle høvlebænk og alt det tingeltangel, den gamle ejer efterlod sig dér.

    SvarSlet
  8. Jo jeg lever med min mand på 23. år. Der gu' er da åndenød nu og da. Jeg tror ikke på et liv uden. Det er ok, sådan er det hos de fleste. Dem som siger noget andet, ja de vil ikke se virkeligheden. Giv livet plads. Jeg er sikker på at i får det dejligt. I har jo kendt hinanden længe og ikke mindst, i holdt til en længere adskillelse. I er der endnu. Bliv ved med det. Knus

    SvarSlet
  9. Det lyder som en dejlig ting at gå og se frem til! Forstår godt åndenøden. Tror, den skal til - mon ikke? Her i huset er det mest gemalen, der har brug for pladsen. Eller også er det fordi jeg automatisk får den, når han dapper afsted til sine kammerater, op på "legeværelset" eller ind foran computeren?! Hm...
    Jeg kan godt få luft. I de sidste strenge år har det faktisk været fordi han har lavet mig trækket vejret gennem ham, hvis du forstår, hvad jeg mener...

    SvarSlet
  10. Kære Hulebo - Godt at høre at jeg ikke er den eneste med "domæne" issues. Sjovt nok er det mig der er "smeden", så planen må være at få lavet et ordenligt værksted, hvor jeg kan rode når haven ikke er tilgængelig som nu.

    Kære Reke - Åh jeg misunder (og under), jer al den plads - hvilket er en af udfordringerne i Banehuset. Der er ikke så meget at jeg kan få mit eget værelse....endnu.

    Kære Folehave - ja, vi har holdt gennem meget, og holder også til det her, men f.u.c.k. altså jeg troede det var anderledes at blive voksen, end voksenlivet har vist sig at være

    Kære Anne - Han lyder som en fin mand. Dit fundament? En gave og kombineret med et legeværelse lyder det ikke så ringe endda :o)

    SvarSlet
  11. Åh hvor dejligt for jer....og ja jeg har boet med en kæreste, og har ikke kunnet trække vejret, men så har det været fordi jeg ikke har været mig selv, så det har med andre ord været min egen skyld.

    SvarSlet
  12. Kristine - skyld og skyld. Det kan være ganske svært at være sig selv, også med sig selv. Så at være det med andre....er en udfordring tænker jeg

    SvarSlet
  13. Tænker, det her indlæg må være noget dig, baby;)

    http://amritmariapal.com/2012/01/08/party-i-provinsen-eller-noget/

    SvarSlet