lørdag den 17. september 2011

Sæt i gang!


Torsdag den 15. september 2011

Meget mærkelig dag

Besøgte moderdyret. Alene. Vi græd over børnebørn hun ikke ville nå at møde. Vi holdt hinanden i armene og fortalte at vi ikke var klar til at miste. Vi gik sammen ud i solen og hentede Billed Bladet i kiosken.
Vi græd over uretfærdigheden.

Der kom en læge. Udenfor stuegang. Udenfor besøgstid. Der kom en læge. Lægen er nærværende. Empatisk. Til stede. Moderdyret og jeg er usikre, hvad vil denne læge? Tale om terminalordning ved udskrivelse? Om bivirkninger ved de 10 gange stråling. At hun skal udskrives?

Hun vil fortælle, at min mor efter 24 timer med en revolver mod hovedet, har en chance. At de har nærlæst billederne og fundet den ene metastase der er mindre end antaget. Det meste er væske. De tror på at de med 3 x højstråling kan "slå den ihjel" (lægens ord), hvis moderdyret kan holde til behandlingen.

"Hvad er det du siger?". "Siger du at moderdyret kan vælge mellem 10 x lav stråling for at mindske hævelsen og livsforlænge og dø ELLER 3 gange højstråling og blive rask?" 

"Ja, det er det jeg siger". "Jeg tror jeg kan slå den i ihjel og også det i lungen bagefter".

Da hun er gået sidder vi begge helt stille. Moderdyret og jeg. Mit hovede værker. Min krop værker. Moderdyret kigger på mig og siger: "Hvad siger du så?" Ja, hvad siger man så? Man spørger: "Mor, tror du at du kan holde til det? Tror du at du kan overleve?"

Og damen der i måneder har været grådlabil, desorienteret, stridslysten, frustreret, usammenhængende og glemsom siger:" Det er slet ikke til.......", "det er slet ikke....." "det kan slet ikke......" "JA!".

Så nu er det planen. Nej, jeg gider ikke tvivle. Nej, jeg gider ikke tænke "Når man først har kræft.....", "Når man først har metastaser.....", "Hun er stadig......", "der er ingen garantier". NEJ, sagde jeg. 

Moderdyret på 62 år havde for første gang håb i øjnene. Efter 3 måneder med angst og opgivenhed. Moderdyret havde haft 24 timer til at finde ud af at hun HAR et liv. At hun HAR noget at miste. At hun IKKE vil dø. At hun er klar til at kæmpe. At det er NU, hun skal ændre sit liv og være positiv (det sagde hun sgu).

Jeg havde haft 24 timer til at indse, at trods dysfunktionelt familiemønster, svigt og et evigt ønske om en anden mor, at jeg IKKE vil miste hende. At HUN er min mor. Min mor.

Så nu er det det vi gør. Siger tak til strålemonsteret, der vil efterlade moderdyret skaldet (noget hun sjovt nok syntes vil være lidt cool? - der skal strikkes og hækles hatte og købes tørklæder)

Vi siger ja tak til chancen om at vinde denne kamp, for er der noget vi kender, er det at kæmpe. Sæt i gang!



Ps. I aner ikke hvor meget jeres mails og kommentarer har betydet. Af hjertet tak. 

14 kommentarer:

  1. Åååh, for fanden, hvor gør det mig helt ind i hjertet! Mest den ændring, der lige skete. Glad glad glad her i den gryende morgen - jo, man må godt være poetisk, når sådan noget sker!!! Sender alle gode engle afsted. Kram

    SvarSlet
  2. Årh ja hvor fantastisk. Store erkendelser og håb! Dejligt med læger og englebudskaber

    SvarSlet
  3. En masse gode tanker i din, og ikke mindst Jeres retning.
    Godt at læger dobbelttjekker!

    SvarSlet
  4. Vi har også lige været igennem dette mareridt med min svigerfar. Han tabte desværre, men i de mange øjeblikke, hvor han levede og kæmpede og håbede, levede han livet langt mere, end mange af os andre normalt gør. Han værdsatte det, som livet bør værdsættes. Jeg husker stadig, hvordan til sidst sad fastspændt til kørestolen og kun lige havde kræfter til at rulle sig selv lidt rundt i køkkenet. "Hvor er det her dog bare skønt" udbrød han.

    Jeg husker tydeligt, hvordan jeg af og til havde lyst til at dunke folk i hovedet, når de gav udtryk for, at det jo desværre gik den forkerte vej. Det var nemlig ikke altid, at han havde samme opfattelse. Men efter disse meldinger, blev det selvfølgelig endnu sværere at rejse sig igen og fortsætte kampen. Så bak hende op uanset hvad og tro på det endnu mere, end hun selv i perioder vil gøre.

    M.h.t. håret - kender I så Luna ? http://lunahvid.dk/ Hun gør så meget godt for disse kvinder.

    SvarSlet
  5. Sidder med gåsehud over hele kroppen. For fanden hvor er det bare fedt! SÅ FEDT!
    Stort knus Dorthe

    SvarSlet
  6. Det er stort! Jeg håber sådan på det bedste for hende og jer!
    Knus Gitte

    SvarSlet
  7. Jamen, det er jo fantastisk! <3

    Og selvom vores mødre har svigtet, så er de stadig vores mødre, og vi elsker dem! Og det gør ondt at miste, uanset hvad - ligesom tanken om det gør.

    Knus

    SvarSlet
  8. Der er altid et håb!

    SvarSlet
  9. Hvor er det godt at læse, at der er håb! Ikke bare for liv men også for familien. Alt godt til jer!! Varme tanker, Anne

    PS: Jeg kender en dame, som har overlevet ud over alle lægernes grænser med kræft også i hjernen. Så nogle gange KAN det lade sig at gøre.

    SvarSlet
  10. Kære alle
    Tak for jeres fine fine kommentarer. Jeg kan åbenbart kun kommentere anonymt disse dage, so be it:

    Lavendel – Man må gerne være poetisk, optimistisk og feje alle sorte skyer og tanker væk :o) Ps. Der ligger æggebakker i min carport til dig, hent dem bare

    Hulebo – tak for din fine mail, som jeg ikke har fået svaret på. Ja til engle, havde glemt dem og finder dem nu af, støver dem af og pudser dem op. Må ud og finde nogle flere

    Sandra – ja tak til dobbelttjek, tak for tankerne.

    AmarOrama – Håb rocks!

    Fru Z – og amen i røven på dit Halleluja :o)

    Frøskuffen – Kræften er en kamp. Både for familie og venner – din bedstefars indstilling er/var smuk. Jeg syntes det største tab må være hvis man dør, og ikke har følt andet end frustration, bitterhed og afmagt til sidst. Uanset om man er den døende eller den pårørende, så IND med glæden, de lyse stunder og væk med småting og latterlige detaljer.
    Tak for linket med Luna, vi er ved at bestille tre smukke varme hætter til moderdyret fra hende :o)

    Dorthe – Ja, det er fedt-tastisk….

    Gitte – Tak for din fine mail, som jeg stadig har liggende og som jeg FÅR svaret på, når tiden og roen er der. Kh

    June – Ja, de er vores mødre – på godt og ondt. Kh

    Anonym – Ja, det fandt vi ud af…og en døgn med død i tankerne giver stof til eftertanke, også for os.

    Anne – Se, det er den slags historier jeg vil have, ikke de andre….Tak!!

    SvarSlet
  11. hej Prophecy !

    Åh det var glædeligt at læse...og dejligt for din mor og Jer alle....og dejligt at læse om din kærlighed til din mor....for du har ret....man har så meget man har oplevet sammen og er nært forbundne trods al svigt og uformåenhed....og kærligheden kan jo sagtens være der alligevel....
    sender rigtig mange varme tanker til dig og din mor og for at alt skal gå rigtig rigtig godt...:O)

    venligst Anita

    SvarSlet
  12. Hej Anita, faktisk er den en smule overvældende. Alle de følelser, men ja - af den gode slags. Kh

    SvarSlet