David og Goliath

Det starter i dag - kampen. Kampen om mest mulig tid for og med min mor. Til middag rettes kraftige stråler mod hendes hjerne. Stråler, der skal ødelægge de celler der har forgrebet sig på hende. Celler der gør hende desorienteret, bange og usammenhængende.
Den sidste uge har været fin. Så fin. Hun har haft det bedre. Hævelsen er faldet takket være prednisolon, hun er mere sammenhængende og hun er mild, glad og taknemmelig for vores hjælp.

Man kan ikke være forelsket i sin mor. Men jeg er forelsket i vores forbindelse. At hun aer min hånd, aer min kind og vi sammen ved, at vi måske lever sammen på lånt tid, men ikke desto mindre lever vi.
Min kæreste støtter at moderdyret har førsteprioritet. Hun lægger øre til grådfyldte telefonsamtaler, opremsninger af hvem der har sagt og hvad der nu skal ske. Min bror taler i telefon med mig, næsten dagligt, længe. Jeg tror vi har talt mere de sidste måneder, nej jeg VED vi har talt mere sammen de sidste måneder, end vi har gjort hele vores liv sammen. Go figure.

Familie - den familie jeg altid har savnet er pludselig dukket op. Af kræftens skygger, kræftens skjul. Vi har sammen, alle 4 et efterår foran os, med utallige undersøgelser, kemobehandlinger, strålinger, samtaler og flere samtaler.
Jeg har et efterår foran mig med en moderlig psykolog, der laver vejrtrækningsøvelser med mig og giver mig knus på vejen ud.
Min bror har et efterår foran sig, som slank, røgfri, på udkig efter en kone (gerne én jeg kan tale med) og muligheden for at lære om sig selv hos en psykolog.
Min mor har et efterår foran sig, der vil være hendes livs udfordring, et efterår hvor hun vil opleve og anerkende at hendes børn og svigerdatter vil hende. Et efterår med planlægning, omsorg og samarbejde. Et efterår, hvor hun skal have hjælp fra fremmede fra kommunen, behandles i hoved- og r.. og leve. Overleve.
Min kæreste har et efterår foran sig, hvor hun ikke skal være i tvivl om at hun er nummer 1 familie for mig. På trods af at matriarken vil fylde meget. Et efterår, hvor hun vil lære nye ting, om sit fag, sine krav til sig selv, til at være i en familie der er præget af sygdom, men som måske, måske er ved at finde ud af at med lys, kærlighed og samtale - kan ingen sygdom slå de fine følelserne i hjel.

Hvor længe har vi? Vi ved det ikke. Ingen af os. Heller ikke du. Hvad vi ved, er at sansynligheden for at moderdyret bliver 90 er lille. Og at hun måske skal leve med sygdom on/off resten af sin tid. Men vi er vågnet. Vi vil hinanden. Så selv om jeg er træt, ikke når hvad jeg plejer, mest spiser yougurt som aftensmad fordi jeg planlægger, besøger moderdyret på hospitalet, ringer rundt til patientvejledere, netværk og familie - så kan jeg mærke jeg lever. This is intens shit.

Pray for us.