Velkommen til ventesalen

Det regner. Ja, det har i nok bemærket. Det er midt i ugen, med regnvejr og halvvejs gennem arbejdsdagen. Jeg går og venter, er i venteposition. Venter ikke på far, men på L. At hun kommer hjem. Lige om lidt (9 dage). Venter på min ferie. Den kommer, lige om lidt (16 dage). På at min mor er færdigundersøgt (9 dage). På at hinbærene bliver røde, de blå ærteblomster blomstrer og på at jeg igen skal være tosom.

Ventetiden i ventesalen har faste rutiner. Morgenrutine, arbejdsrutine (ikke så meget), kom hjem rutine, aftenrutine, og godnat.
Jeg går tidligt i seng. Ikke noget nyt der. Er mæt af dagen og indtryk når klokken passerer 20-21 stykker. Af og til kan jeg trække den længere, fx. når jeg finder en plet ukrudt (bare rolig der er mange, men ikke alle jeg gider gøre noget ved), jeg kan rode i, en busk jeg kan klippe eller jeg falder i staver mens jeg læser blogs. Vælger om jeg sover oppe og nede. For det meste når jeg begge steder i løbet af en nat. Bare fordi jeg kan. Katten følger med rundt på min natteflytning. Vi hygger og har særegne rutiner. Om 9 dage gør vi plads til L. Får hendes rutiner med igen, og hun skal sikkert arbejde lidt med vores, så vi fx. ikke har sovepladser for mange steder.

Ventetiden er ikke ubehagelig her i ventesalen. Her er ro, en kat at klappe, fugle der synger. Men ventetid er ventetid og som et menneske med pænt lille størrelse tålmodighed, - så er det en kunst at føle jeg får noget ud af ventetiden. Jeg har venner jeg (burde-kunne-ville) se, men jeg kommer ligesom ikke længere, når jeg først er kommet hjem fra job.

Vente, vente, vente.

Kærlig onsdag her fra ventesalen