søndag den 19. juni 2011

Jeg føder

Jeg er ved at føde en tale. En samtale. En samtale med min chef i morgen, og jeg har det svært.
Det meste af min weekends tankevirksomhed, vågen og i drømme, er gået med den samtale, for jeg har det skidt med den besked jeg fik i fredags, at jeg skal ud af mit kontor.  Ikke at have 4 regulære vægge og en dør jeg kan lukke, når jeg skal skrive, har brug for ro i hovedet, eller ro for kolleger, med udfarende temperament.

Min anciennitet forbigåes, når det er mig, der skal opgive mit kontor og ikke den nye, eller den endnu nyere der kommer i august. Og for stoltheden betyder det noget.
Men det der fylder mest, er at jeg ikke er blevet forstået. At det ikke er blevet forstået, at jeg har et stort behov for de 4 vægge og den dør med mit navn på.

Det er det der nager. For VED Chefen det? Ved han, at han får de 30 timer om ugen, hvor jeg fungerer bedst. Hvor jeg prioriterer max at fungere, som en "normal". Ved han, at jeg i døgnets resterende tider, aldrig sover en nat igennem, men er oppe 4-6 gange? At jeg nogen gange vælger fra at handle, fordi Fakta og Netto er for overvældende. At jeg melder afbud fra fødselsdag og fester, fordi jeg dén dag ikke magter sociale arrangementer. at jeg er på fast medicin for angst og depression og i perioder må tage en beroligende pille, når mit fundament skrider. Ved han det? Ved han at han får de bedste af mine timer, og kæreste, familie og venner må tage til takke med de ridsede rester?

For hvis han ved det - og er ligeglad - og vælger at prioritere som han gør. Så kan jeg ikke gøre meget. Så kan jeg ikke bruge til noget, at han ved jeg har noget der hedder borderline. At han siger det ikke gør noget.

Hvis han ikke ved det, er det tid til at fortælle det. Tid til at forsøge at fortælle ham det, uden at virke så fucking velfungerende, som han ser mig. Som jeg viser mig. Som jeg viser dem.

I morgen.

9 kommentarer:

  1. Kan godt forstå, du samler mod. Held og lykke med det.

    SvarSlet
  2. Kære P
    Jeg har selv prøvet at stå overfor en samtale som den, du skal have med din chef imorgen, og ved, hvor sårbar og nøgen man føler sig i den situation. Forhåbentlig møder du forståelse og får den opbakning (= dine egne 4 vægge på jobbet), som du har brug for - jeg krydser fingre for dig.
    Vh Gitte

    SvarSlet
  3. Nu er det i morgen, go for it, du kan....og forstår han ingenting....hm...så skal der fintænkes.

    SvarSlet
  4. hej Prophecy...rigtig held og lykke...det er noget vi alle sandsynligvis vil finde rigtig svært...og jeg synes du gør det helt rigtige i at fortælle, hvad det betyder for dig i din situation...det er netop selv at melde ud, hvordan du har det med det...og det som mest af alt læggger op til forståelse og dialog...

    rigtig mange gange held og lykke med samtalen

    Anita

    SvarSlet
  5. Hej Prophecy :0)
    Krydser fingre for, at det kommer til at gå godt, at du bliver hørt og forstået!
    Bedste tanker herfra

    SvarSlet
  6. Jeg sender alt mit mod og - æh - kvindshjerte i din retning. Men uanset hvad udfaldet bliver, så er du sej, at du ikke bare samtykker stiltiende. HVIS han holder fast i sin beslutning, skal han fandeme vide, hvad han gør ved dig.

    Held og lykke.

    SvarSlet
  7. Jeg fik ikke åbnet munden mandag, jeg vender tilbage....Kh Prophecy

    SvarSlet