Som du nok allerede har regnet ud, så blev der ingen fødsel. Åh jo, smerter var der nok af. Men jeg har ikke konfronteret chefen. Jeg gjorde det eneste, jeg ikke ville, nemlig at surmule på damemåden hele dagen i går. I ved den med det trætte uengagerede trætte blik, og den med at sige nej til at hjælpe, når jeg blev spurgt. Meget modent. Det er mig.
Lå igen i aftes med samtalen kørende igennem hovedet igen og igen. Altså den samtale der skulle have fundet sted mandag, men ikke blev. Planen var så, at i dag, tirsdag, der siger jeg det - ikke på den planlagte måde, ved at blotte mig - og vise min svaghed (damemåden). En klog veninde sagde: "Hvorfor skal han vide det? Han forstår det jo ikke, og så står du tilbage og er endnu mere blottet bagefter når han fastholder sin beslutning".
Sagen er, jeg tror beslutningen fastholdes uanset hvad, så hun har en point. I stedet foreslog hun at jeg talte mande-sprog. Blev vred (hvad jeg jo er). Vis at det IKKE er ok, at selv om du skal sluge den og acceptere, så er det IKKE en god og fair løsning. At dit arbejdsmiljø forringes. Brug de saglige argumenter.
Yes mam. Det var så planen da jeg kørte på job i morges, og jeg lover, at jeg varmede op til det mindst 4 gange. De to af gangene, var han så ikke på sit kontor. Den tredje gang talte han i telefon, og 4. gang - kyllingede jeg ud og fortsatte direkte - forbi hans kontor........Suk.
Nu er jeg hjemme igen. Træt. Men jeg har ikke så ondt som jeg havde i weekenden. Jeg har nok "sundet" mig, som L. mente man godt måtte, så man ikke bider hovedet af ham eller bryder grædende eller indlæggelsesklar-agtigt sammen foran ham. For vil jeg have han ser det? Nej.
Ok, jeg kan bortforklare alt muligt og hen af vejen, men sandheden er - at jeg ikke tror jeg får sagt en skid, andet end på damesuremåde, som allerede i dag var aftagende - for jeg gider sgu ikke være sur. Jeg vil være glad. Og på den måde jeg heller ikke er stolt af (damemåden?), at fortælle 2 kolleger om det.....meget modent.
Anyways. Jeg er her. Har endnu mit kontor...lidt endnu vel, og går på ferie lige om hjørnet - og man kan ikke vinde alle sine kampe vel?
Hej Prophecy....nej man kan ikke vinde alle sine kampe...nogen gange er er man nødt til at sluge noget som man synes er rigtig træls...og du er den som er midt i det hele og har alle følelserne og prøver at handle udfra det..og det er sgu svært....
SvarSletDu gør hvad du kan og forsøger at tænke igennem hvad du skal gøre i situationen...men det kan nogen gange blive anderledes...
Punk ikke dig selv for ikke at have gjort hvad du syntes ville være sejest eller rigtigst...du har også muligheder for at tænke over tingene og kan jo altid tage en snak med din chef
senere om tingene...
venligst Anita
Så længe du ikke kommer til bristepunktet på et senere tidspunkt, hvor det der får det til at briste er en kniv der vender forkert. Du kan selv mærke om det er vigtigt, eller om det er noget du kan lade passere. Og det er sådan med graviditeter, man kan altid blive insemineret igen. Heldigvis skal du ikke vente 14 dage + mere for at finde ud af om du nu også vil føde. Du kan mærke det nu.
SvarSletSiger meget modent: "Røv" - til situationen forstås! :-) Kom endelig forbintil en gå eller badetur....
SvarSletHvor er det bare noget møg med sådan en situation. Men som Anita skriver: Lad være med at punke dig selv. Det ER pissesvært sådan at stille sig op - helt vildt selvtillids-agtigt - og sige "hør nu her, din bandit af en chef... osv..." når det, man har mest lyst til er at stille sig i et hjørne med fingrene i ørene og råbe "LALALALALALAAAAAA-JEG-KAN-IKKE-HØRE-DIG-LALALALALAAAA!" eller noget andet følelsesagtigt noget.
SvarSletOg som Anita også skriver, så kan du altid sige det senere, hvis der er behov for det. Det behøver ikke være nu, mens du er allermest oprørt.
Dog vil jeg spørge (retorisk), nu hvor du selv nævner det med at udstille din sårbarhed: Er det så slemt at gøre det?
Ja, jeg ved godt, at det kræver et allerhelvedes mod, en masse hjertebanken og sved på panden at gøre det. Og jeg ville sandsynligvis heller ikke selv turde. Men måske skulle man (dvs. vi alle sammen) prøve at tænke lidt over, om det virkelig er SÅ slemt - set i relation til al den negative energi, vi i stedet bruger på at holde vreden og skuffelsen inde...
Anyway: Kram til dig. Og giv nu dig selv lov til at være gal. Det er sgu i orden.