Weekenden truer. Jo den gør. Om 40 minutter er arbejdsugen omme. Den har været fin. God stemning, masser at lave, inspireret. Travl ikke stresset. I denne uge har jeg elsket mit job.

I denne uge skal arbejdspladsen slutte med at være social. Bowling. Frisk som jeg er blev jeg tilmeldt og nu. O.r.k.e.r. jeg det ikke. Så det gør jeg ikke. Det er en balancegang. Med tilmeldinger. Ofte vil jeg gerne aktiviteter, invitationer, og sammenkomster når de klækkes - og når jeg når til dagen, så ..kan sagen være en ganske anden. Sådan en dag er i dag. Bowling er ok. Job er ok. Men begge dele, en fredag hvor jeg bør lade om til moder-besøget lørdag/søndag ...ikke gennemtænkt.

Så jeg bailer. Det er ok. Jeg har BPD. Det ved de ikke alle. Men jeg ved det og så må jeg godt (ikk?). Mit o.r.k.e.r. dækker over, at det kræver energi, når fritid og job skal forenes. Når rammerne ikke er jobrammer, men menneskene er. Jeg bliver hurtigt fanget i følelsen af folkeskolens skolegård, hvor det at være den ensomme, den bebrillede, den belæste, den mobbede, sidder lige under huden. Det er ikke sandheden på jobbet. Jeg er ikke ensom, jeg er sjov, jeg har sjov, jeg er kompetent, værdsat.

Alligevel tager det ikke følelsen væk, når man klæder om, kører der ind, står i kø til bowlingsko, bowler, spiser fra buffet. Følelsen vil altid være der, hence det kræver energi, at deltage - og i dag skal jeg spare den energi, til i morgen, hvor moderlandet kalder. Hvor jeg heldigvis har en buffer-bror og 2 gange speedsnakker veninder af min mors.

Its all about balance and priorities with BPD