Her er så stille nu. Efter at jeg er begyndt arbejde, er der stadig ikke meget energi i posen og bloggen lider. Mine kommentarer hos jer andre lider. Undschuldugung.
Jeg læser jer. Det gør jeg virkeligt og får også af og til knyttet en halvfiltreret kommentar igennem. Husk mig venligst for min velformulerethed og døm mig ikke på det i denne periode usorterede og grænseløse (i mean well). Eller de dårlige jokes og film.
Jeg glemmer. Jeg glemmer, at det at arbejde er risiko for nederlag. Helt uproportioneret nederlag over minimale detaljer. Ting andre glemmer efter 5 minutter, men som hos mig sidder i kroppen timer og dage efter. Jeg havde sådan en oplevelse i går. Blev mildt tilrettesat, begrundet, måske lidt voldsom reaktion fra modparten, men ...fair nok - jeg var angiveligt nummer 15 der havde begået fejlen at afbryde noget der blev vurderet som et møde, men som jeg hidtil i denne organisation kun har kendt som "Lukket dør - kom bare ind". I hear you.
Det der var anderledes, var at jeg i sekundet det skete vidste - AV, det her optager min sind og mine følelser helt ude af proportion. Det her kommer til at gøre mig ked af det. I sekundet, siger jeg. Kæmpede straks med følelserne skam og skyld kontra "du er dum er du og kan ikke lide mig". Pænt flankeret af følelserne fætter "du er et nul" og kusine "fuck du er åndsvag" I hate you, you dont want me.
Så point til mig over at jeg kunne sætte ord på det. Jeg kunne ikke stoppe det, ændre reaktionen, men jeg kunne erkende at det skete. At det var der. I sekundet. Klap på ryg for det. At jeg så løste den indre konflikt mindre modent og i stedet for at konfrontere modparten "Hey du, fair nok, men det plejer ikke at være sådan", lavede en Maude, fuldt påklædt for derefter at spise til jeg fik ondt i maven. Shit happens.
I dag har jeg passet min pc skærm. Surmulet på modparten, men vist velvillighed og holdt lav profil. Måske i morgen er der hvor jeg siger, hej Chef, du - sorry men jeg er nødt til at påtale det, for at jeg ikke vender mig fra dig.
U see?
Som du selv siger; Shit Happens! Og det her Shit bliver godt igen.
SvarSletSender dig et knus, og Blogland venter på dig indtil du er klar og "i egen vante krop" igen.
Knus herfra!
Ja da,det gør....har du set pompom, den vinker når jeg kører forbi
SvarSletDet er altså svært, det med erkendelsen af de følelser, der opstår, så det er da et stort skridt i den rigtige retning. Så hurra for dig :)
SvarSletHej Prophecy...sender dig lige en opmuntrende tanke....lyder som om du kender dig selv men også ved at du kan gøre noget for at få det bedre med hele situationen....så et knus og et kram herfra
SvarSletvenligst Anita
Hej Prophecy, jeg tror, vi alle sammen kan genkende det, du fortæller. Varme klem til dig!
SvarSlet