Jeg har samlet på mennesker. Kender i det? Det sagde en terapeut (min), for nogle år siden, og i den sidste tid har jeg tænkt en del på det.
I min folkeskoletid havde jeg ingen nævneværdige venner. Dem jeg hang ud med, var de samme der gjorde min skoledag til l.o.r.t. De spillede mig ud mod hinanden - og jeg hoppede på den. Gang på gang. Jeg kan huske, at mit hjerte, og lille mig bare gerne ville være venner med nogen, med dem (med nogen), så jeg havde ingen grænser, var for desperat og prøvede for hårdt.
Så jeg lærte lektien hurtigt. Vær ikke for interesseret. Vær gerne lidt kostbar. Selv om du er enig med vedkommende, tager de dig kun seriøst hvis du er kritisk, kan sige noget klogt eller er direkte uenig. Gud forbyde at du roser dem, udtrykker nogen form for entusiasme i starten. Man kender det godt ikk? Den første date, det først møde med et menneske, en kollega, en chef. Hvis alt er for entusiastisk, for ivrigt og for 'gladt', så bliver man skeptisk og tager afstand?
Så jeg lærte lektien, tillagde de rigtige meninger, ansigtsfolder og kropssprog og i mange år, rigtigt mange år, blev min omgangskreds større og større. Min bekendtskabskreds. Jeg samlede på mennesker. Et elller andet sted indeni, sad der en lille ubevidst tæller, som en skridtæller, der registrerede hver gang jeg havde 'vundet' nogen over. De svære. Ikke de lette. For jeg delte mennesker op i "svære" og "lette". Mennesker var scoringer - ikke kun den romantiske slags. Nej, alle. Og af og til. Nej, ganske ofte. Når jeg havde vundet damen på piedestalen over. Hende jeg mente var et rigtigt menneske (modsat mig), så fandt jeg fejl. Den største fejl var når de begyndte at kunne lide mig, syntes om mig, ville være venner. For hvad kunne de være værd, når de ville omgås én som mig?
I mange år gik det sådan. Og jeg blev mere og mere tom indeni. For trods de mange mennesker omkring mig, så var det meget få, der fik hende den lille entusiastiske, ivrige og lidt desperate at se. For hun var der stadig. Hun var ikke modnet og udviklet, hun var blevet gemt væk. Blevet støvet, skrumpet, men stadig very much alive og jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med hende.
Nu, i den fine alder sidst i 30'erne, har jeg lært - at jeg ikke må gemme hende væk. Jeg må gerne skærme hende. Hun vil altid være der; ivrig, entusiastisk, lidt desperat og meget meget følsom, men JEG skal tage mig af hende. Det er mig der skal vise hende til de mennesker, der tør se hende. Tør ae hende. Tør elske hende. Det er mig, der skal trøste hende først, se hende, lytte til hende og spørge om hjælp til hende. Det hjælper at se hende, som den lille lyshårede tynde pige, med store blå øjne og store briller, der står og kigger længselsfuldt efter de andre i skolegården, inden hun går ned på biblioteket og taler med de voksne.
Jeg samler stadig på mennesker. Min indre skridttæller is here to stay, men jeg er nået nogle lag dybere. Jeg har mennesker i mit liv, nogle få, som har fået vist hvad der er bag facaden, og de er her endnu. De er ikke mange, men det er ok. For jeg ved nu, at hvis jeg havde overskuddet, ikke blev så hurtigt overstimuleret, havde bedre grænser, kunne der være flere. Jeg er ved at lære nuancerne i venskab og menneskekærlighed. At der er forskel. At det jeg deler med kæresten, er anderledes, end det jeg deler med veninden og det jeg deler med den bekendte. Det er ikke mere eller mindre værd, det er bare anderledes. Når jeg bliver venner med mennesker, er mine krav højere end de var da jeg var lille.
Og det er ok. Det er også ok at have mennesker man smiler fint med, taler sammen få gange om året, gør en venlig handling for. Jeg er ved at lære nuancerne.
Den lille med de blå øjne er her stadig. Hun er SÅ bøvlet at arbejde med, men hun er der. Ta godt imod hende, hvis du tør. Vid, at selv om hun ikke er kontinuerlig i sin kontakt, selv om hun ikke har overskud til at være bedste-hver-dag-veninder, så har hun set dig, hørt dig og puttet dig i sit store grænseløse hjerte. <3
SMUKT! Modigt. Jeg er så stolt af dig!
SvarSletDet er nok det fineste indlæg, du nogensinde har skrevet. Wauw. (She's with me!)
SvarSletSå fint skrevet! Jeg kan sagtens kende det, du fortæller her.
SvarSletWAUW!
SvarSletKender godt sådan en lille pige........
SvarSletJeg slog min ihjel for mange år siden... Tror det var en fejl...
Så pas godt på din.
Hyggehygge
Marianne
Det er smukt skrevet! Ja, livet er kompliceret, og vi må lære at gebærde os - og at elske os selv.
SvarSletFine lille pige - takes one to know one!
SvarSletSå flot. Du er så sandelig godt på vej. Dejligt med en kvinde som dig. Du får sagt så mange væsentlige ting. Tak for det.
SvarSlet