Skiftedag

Jeg syns vejret er fantastisk i disse dage. Skiftet mellem plus grader og minus grader, lys og mørke, stilhed og storm, fast og glat. Alle taler om det, alle er i samme båd og alle har en mening.

Hvad jeg ikke kan lide er mig selv. Jeg skifter. Mellem ok og slet ikke ok. Mellem glad og ked. Mellem rasende og grædende. Mellem apatisk og manisk. Mellem en der har svært ved at trække vejret, til en der ...har svært ved at trække vejret. 

Det eneste der ikke skifter, ikke står stille, er tankerne. Tankerne om hvem fanden jeg er, hvem fanden jeg bliver, hvem fanden der bliver. Tanker om venner, familie, bolig, job, kæresten. Tanker om hvorfor det er som det er, hvad der skete da jeg var yngre, hvordan jeg tænkte som barn, teenager og nu. Det har ikke skiftet. Så det gør det nok heller ikke i fremtiden. Kan jeg leve med det? Og hvordan? 

Modsat vejret taler ingen om det. Ingen er i samme båd, men jeg er sikker på at alle har en mening, og derfor siger jeg ingenting. Et er at være alene med mit sind, min måde at være på som uanset hvad vi kalder det, er mig. Noget andet er, at lade andre skyde med skarpt. Lade andre have en mening. Springe ud. Jeg har sgu sprunget det ud jeg troede jeg skulle. Troede jeg. 

Vejret skifter. Jeg skifter, og kan ikke skiftes ud af mig. Men alle andre kan. Skifte mig ud, så jeg forbliver tavs lidt endnu.