Jeg er i syv sind. Syv sind om beslutningen, med at begrænse adgangen til bloggen. Det føles bare ikke som mig. At der skal et kodeord til, for at blogland er åbent. At der er åbent ind til mig. Det begrænser mig, i stedet for at frigøre mig. Det føles som om jeg har givet mig selv mundkurv på, selv om jeg blev SÅ smigret over alle jer, der ville følge ind bag tæppet.
Paradoksalt? Så læs min profil - paradoks er en tilstand, ikke et fænomen hos mig.
Jeg er i forvejen en labyrinth, og bloggen er min free-pass motorvej. Var.
Jeg kan altid se ting fra alle og alles side, og kan derfor have svært ved at finde mit eget ståsted. Og ja, selv i en alder af 38. Det kommer ikke at ændre sig. Ikke at jeg ikke vil, men en klog mand der kender mig godt sagde: "Du er blevet bedre til at rumme det og dermed håndtere det. Du er ikke sart, du er følsom". Jo tak, og det har taget tid at forstå hvad det handler om. Men fuck, jeg er blevet et gladere jeg for det.
Jeg bliver let berørt. Når du siger noget til mig, om mig eller gør noget for mig, ved mig eller mod mig, berøres jeg. Mit skind har vist sig, at være tyndere end gennemsnittet.
Det betyder i praksis, at når du gør noget godt - så er jeg klar til at give dig min førstefødte, hvis jeg havde en. I går. Når du gør noget, der er skidt, eller jeg tolker som skidt, er jeg klar til at grave mig selv ned, eller slå dig ihjel, eller begge dele. Nu. (Altså ikke rigtigt, vel).
Jeg kan styre de fleste af den slags sort/hvide impulser, men ikke altid. Selv om brevet til IT firmaet var det rigtige at gøre, så var det ikke gennemtænkt, som jeg har været inde på i et tidligere indlæg. Havde jeg trukket vejret, sovet på det - havde jeg åbent blog-kontant, lagt korrespondancen derind og holdt this place crap-free.
That didnt happen. Nu er det mig selv, der er blevet begrænset. Ikke at evildoers, men af mig selv.
Jeg gider det ikke. Så jeg sover lige på det.
Håber du har sovet GODT
SvarSlet