4. juli 2010

Det er lige gået op for mig, at det er den 4. juli. Det gik op for mig, efter at have læst det sidste indlæg på Reke's spritnye UDRÅBSMINISTERIUM.

Udover at være USA's nationaldag, så er den 4. juli min fars dødsdag. For 4 år siden døde han, på en varm sommerdag, efter 5 års kræfthelvede. For ham og for os. For mig.

4 år er fandme lang tid. Jeg forstår ikke, hvor de er blevet af. Jeg forstår heller ikke, hvor han er blevet af. Jeg så ham død, var hos ham, holdt ham i hånden og bad ham give slip, da han døde, så er der noget ved det der død jeg ikke fatter. Hele konceptet med 'at være død', som i: - kommer ikke tilbage.

Han er på mange måder et forbillede for mig. Var. På godt og ondt. Jeg lærte betydningen af, hvor lidt man kan tale om følelser og stadig overleve. Jeg lærte stolthed, ære og samvittighedsfuldhed. Jeg lærte sgu egentlig så meget -. og ja, jeg savner ham. Jeg savner at han er hos min mor mor, at de var et team og jeg dermed lidt off the hook. På den anden side, har jeg de sidste 4 år måttet lære at afgrænse mig, og det har været sundt.
Jeg savner hans humor, men måske er det derfor jeg er blevet så sjov selv? (tø hø)

Jeg savner, at han som jeg var a-menneske. Vi havde en stiltiende aftale om, at når vi stod op på samme tid, nød vi kaffen. Ikke så meget snak.

Han var min 'makker' i den der familie, og alligevel utilnærmelig.
Jeg ville gerne have vist ham min dengang nye bil. Han havde forstået det. Mit nye hus, han havde været stolt og havde hjulpet uden at være bedrevidende. Min kæreste - han havde fået hende til at grine og syntes hun var smuk.
Han kunne ikke lide katte, men han kunne lide min, hans stemme blev blød når han talte med katten.