søndag den 16. maj 2010

Ligner jeg måske en fisk?

Lørdag morgen. Kl. 05:30. Mig, i bil, på vej til Flyvesandet. Kaffe i kopholderen, nutellaklapsammen i hånden og en kæreste der snuer hjemme under dynen.
Flyvesandet (FS). Et smukt sted på Nordfyn, der er SÅ anderledes, end det hav og vand jeg er vokset op ved, det sønderjyske ved Flensborg Fjord.  Eller mit yndlingsfiskested, Nyborg færgehavn, der er som en stor fiskedam.
Naturen ved FS virker forhistorisk, rå, ubarmhjertig og med en blanding af gold og frodig.
Lørdag var en kold morgen. Missionen var: Fisk. Gerne lidt hornfisk til blog-veninden og en lille bitte trutørred, til aftensmaden.
Resultat efter 2 timers traven op af stranden i strid blæst. Nul og niks fisk. Kolde knogler og forblæst hår (må have langt igen, der kan stoppes i elastik).
Sikkert tilbage ved bilen, dagens fangst: 3 garvede Nordfyns fiskere, der fortæller mig, at stedet er rigtigt nok. Det er her de fanger noget, når de fanger noget.
Godt så.
På vejen hjem, et kig forbi blog-veninden til afhentning af squaaaash-, tomat-, og salatplanter. Og de dejlige økologiske æg, der smager vildt bedre end Nettos.  Lavendel. En finurlig lille hjertevarm dame, jeg egentlig ikke kender særlig godt eller længe. Men hun er fin, og hun kan 1.000 ting, der er værd at lære og høre om. Om det føles godt. At kende hende. Sådan er det bare nogen gange.

De 4 dage der er gået. Mange projekter er blevet færdiggjort, trods regn.

Indeni er en anden sag. Jeg har det svært. Jeg kæmper med gamle nisser. Om at elske og blive elsket. Om at kunne finde ud af, at have det godt. Om at tillade en anden helt tæt på, uden at miste mig selv. Om ikke at miste grænserne, når en andens behov er lige ved siden af mig.
Fuck, det er som at være i følelsesmæssig børnehave. Igen. Jeg har før givet op. Ganske ofte endda, vil nogen sige, for at slippe for smerten. Rastløsheden, uroen, ked-af-det-heden. Men jeg har trænet til halv marathon, så kan jeg vel for helvede med tiden lære det, jeg ikke lærte hjemmefra. At blive elsket og elske, uden at prisen er ens egen eksistens. For helvede.


Overskriften? Hentyder til at jeg godt kunne have undværet alt det vand i går.

6 kommentarer:

  1. Hej Prophecy,

    Man siger jo at man bliver god til det man træner til. Så du skal bare træne videre, og tænke på dit halve maraton, som du også klarede.
    Men livet er ikke let og af og til er det én selv der stiller hindringer i vejen, -sådan har jeg det i hvert fald.

    Modigt at du skriver om dine indre kampe og sejt at du fisker. Når jeg bliver gammel vil jeg også fiske. Med flue i Gudenåen har jeg tænkt mig. Men det bliver ikke lige nu, der er for mange andre ting, jeg også gerne vil.

    Håber du havde en god "date" med blogveninden

    God søndag
    Karina

    SvarSlet
  2. Har intet klogt at sige.... Men... jeg er blevet godere... ja det er rigtig ... ikke bedre.. men godere, til det der med at tror på at jeg er elsket..

    Eller, måske tror jeg ikke helt på det... Men håber... og tror lidt mere end jeg har gjort, så... godere.... Jeps...

    Lyder nu ellers hyggeligt, sådan lige at kunne smutte forbi , og købe rigtige æg.......

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
  3. Hej fiskerpige - tak for de kønne ord om min ydmyge eksistens - kæmp videre, du skal nok nå det...knus

    SvarSlet
  4. Sejt at du fisker ja - især at du så vel også ordner de fisk selv (det er altså obercool!)
    Ja og hvad skal man sige til det andet - svært, når jeg nu heller ikke kender dig, men jeg er meget enig med Karina: Modigt at du skriver om dine kampe og der er ikke andet at gøre end at træne videre. Jeg er total couchpotato, men jeg kan alligevel huske, at den helt store lykke kommer frem, når man overvinder sig selv, netop der, hvor det gør mest ondt og hvor man egentlig helst ville give op...når man løber videre, svømmer videre, spiller videre - you name it. Jeg er sikkker på at man kan bruge noget af det i den indre verden.
    Lyder som noget volapyk, oder? Måske forstår du hvad jeg stammer sammen...

    SvarSlet
  5. Det må jeg sku sige: RESPEKT
    At stå SÅ tidlig op for at fiske, det kræver sku sin woman :0) Bare ærgeligt, at det kun var 3 fynboer, der røg på krogen og ikke en go´ fisk til blogveninden og aftensmaden. Bedre held næste gang (måske når håret kan være i en elastik)*smågriner lidt*, for der ER fordele ved langt hår - må jeg erkende efter jeg klippede mit af.

    Well gode girl - det der med livet, er ikke for tøsedrenge. Har selv været i suppedasen long time ago...men rolig, der er en vej ud af besværlighederne og bagefter en evig taknemmelighed over livet i sig selv!
    Alt lortet kommer indefra - men det gør forandringen også.
    En god start er, at huske på, at de mennesker vi har haft omkring os, ikke har været i stand til at handle anderledes på de tidspunkter, hvor det har givet dårlige oplevelser, måske var overskuddet ikke der...eller måske havde de ikke indsigt nok...det vigtigste ER - at TILGIVE. Tilgiv, at de ikke vidst bedre!!!
    Sådan startede min forandring for 15 år siden - i forlængelse af tilgivelsen, begyndte jeg en dialog med mit indre.
    Jeg opdagede, at når jeg havde en dårlig følelse indeni, så kunne jeg lægge mig på sengen, lukke øjnene og lade roen falde over mig....for mit indre blik, satte jeg et stort spejl op foran mig og sagde med indre stemme, "jeg er her, for at lytte på dig"... og så skal jeg da lige love for, at der skete ting og sager. Der dukkede mange gamle glemte følelser op (mest fra barndommen, hvor det var lille Lotte i spejlet)..hende der ikke var blevet hørt eller set. Når "den indre Lotte" dukkede frem, var det i starten mest en følelse der skulle rummes - men med tiden kom der en dialog i gang - en varm og omfavnende en af slagsen.
    Det var mit lille besyv udi livet - håber du kan bruge det til noget!
    Stort knus og kamp herfra

    SvarSlet
  6. Tak for jeres kommentarer.
    Jeg vil prøve Lottes forslag, med seng og lukkede øjne. Jeg er ikke fremmed for udvikling, hvad jeg ikke skrev og har brugt en del tid på energi på tilgivelse.
    Specielt dette er en vigtig pointe Lotte:
    Når "den indre Lotte" dukkede frem, var det i starten mest en følelse der skulle rummes - men med tiden kom der en dialog i gang.
    Jeg er nok der, i denne omgang, at skulle rumme og sætte ord på.
    Tager en dyb vejrtrækning og hænger i.

    SvarSlet