Hvad er det med mandage?

Billede 1:
Ergoterapeut med dual-karriere, godt CV og ok rimelig indtægt. 12 (13?) års erfaring, headhuntet og umiddelbart vellidt.
Billede 2:
Usikker, nervøs, let-at-slå-af-pinden 4 årig, der afventer at blive opdaget i sit skuespil som voksen-der-får-løn for-sit arbejde.

Nu vælger jeg at tro, at alle har en eller anden form for 4 årig inden i (humor me), og at vi alle har mange roller, både erhvervsmæssigt og privat. Og at den 4 årige er med til at bevare vores ydmyghed, vores taknemmelighed og vore evne til at lege.
(Hvis det ikke er tilfældet, er det ikke i dag, du skal fortælle mig andet)

I dag karambolerede billede 1 og billede 2.
Jeg blev opdaget.
Jeg blev konfronteret.
Jeg havde et valg, enten lyve eller pakke ud; - at mit efterår har været hårdt. Jeg har været presset, min hukommelse og min arbejdsevne har været en 80% ers (et lidet charmerende udtryk, en kollega kalder mig når han skal være...?)

Efteråret har slæbt sig afsted, vinteren har voldtaget min evne til at overskue og gennemskue og skudt huller som tekopper i mit skjold mod forkølelse, influenca og migræne. Mit skjold mod kritik, selv den konstruktive, min evne til at distancere mig, min evne til ikke at tage ting personligt. Det har slidt. Jeg har derfor kørt i 'overlevelses'mode, har informeret og inddraget min læge, men ikke mine lønudbetalerne. Jeg kan jo selv. Og angsten for ikke at kunne, har lammet mine kommunikationsevner.

Jeg har krydret min hverdag, med overspringshandlingerne, i mørket. Overspringshandlinger, der har hjulpet min overlevelse i mørket, men som også har været med til at nedsætte min produktivitet. Den selvsamme produktivitet, der tilfældigt er blevet målt, og som i dag førte til 'opdagelsen'.
Busted.

Så det var idag, jeg valgte at pakke ud. At 'spill the beans' at tude foran chefen og sige: "Ting er svære, jeg ligger ned, men jeg prøver".

Jeg har spist mange varme kartofler, gabt over meget, men i dag var svær - det er svært at vise, man er menneskelig.

Ps. Chef er også menneskelig og er nu informeret og inddraget. Min øvelse nu, er at stå ved det, stå ved hvad jeg har sagt og grædt ud. Og huske mig selv på, at det der gælder for andre, også gælder for mig: Jeg må gerne ligge ned, og bede om hjælp.