Kriser

Behandling af kriser

(Kilde: http://www.x-psyk.dk)/

Definition:

Ordet Krise stammer fra græsk ”krisis” og betyder ” en pludselig forandring eller forstyrrelse”.

Der skelnes normalt mellem to slags kriser:

1. Udviklingskriser / livskriser: Det er normale hændelser i livet, som vi alle gennemgår, men som for nogle mennesker kan føles som en krise. Eksempel: barn til ung, flytte hjemmefra, få børn, få nyt arbejde, blive ældre, osv.
2. Traumatiske kriser (”trauma” betyder på græsk sår (på sjælen)) kan forekomme, hvis der opstår en pludselig, voldsom eller uforudset hændelse. Eksempel: sygdom, død, ulykker, skilsmisse, fyring, osv. Det er hændelser, der føles som et tab eller en trussel om tab af tidligere værdier eller tryghed.

Psykologisk forstået er ”kriser” en tilstand, hvor man ikke er i stand til at tænke fornuftigt – ikke kan samle sig om dagligdags ting – ikke kan passe sit arbejde – udfører handlinger, man ikke ville have gjort normalt.

Dette er dog en relativ sjælden tilstand, men når en traumatisk oplevelse netop udløser en krise, er det fordi den ”lukker op for” nogle af de udviklingsproblemer, der aldrig er blevet løst i tide. (jf. livskriser)

Det er forskelligt, hvordan den kriseramte reagerer og kommer videre i tilværelsen (jf. psykisk bagage), men under alle omstændigheder er de reaktioner, der udløses, både normale og vigtige for at komme videre.

Kriseteori (efter: Johan Cullberg):

En traumatisk krise gennemløber normalt 4 faser, der ikke er skarpt adskilte:

1. Chokfasen forløber over kort tid – fra få øjeblikke til op til et døgn.
   Følelserne er et stort kaos. Man føler sig desuden tom, forladt og isoleret og ”udenfor virkeligheden”. Reaktionen kan f.eks. være handlingslammelse, unaturlig beherskelse, rastløshed eller udadfarende adfærd (skrige, slå, le..). De kropslige symptomer kan bl.a. være spændinger, hovedpine, ondt i maven, kvalme, opkastning, rysteture og hjertebanken.
2. Reaktionsfasen varer 4 – 6 uger, hvor man føler sorg, fortvivlelse, vrede og meningsløshed, fordi man nu endelig har erkendt, at det frygtelige virkelig er sket. Ofte forsøger den kriseramte at finde ud af, hvorfor det skete, og hvem der er ”den skyldige”, så der er ofte stærke, modsatrettede følelser: ”Hvorfor skulle dette ramme mig?” – ”Har jeg gjort noget forkert?” Reaktionen kan være både udadrettet og aggressiv eller indadvendt, mens de kropslige symptomer kan være muskelspændinger og søvnløshed.
3. Bearbejdningsfasen varer 6 – 12 mdr., hvor den kriseramte bearbejder sine følelser af tab og skuffelse. Han begynder at vende sig til og acceptere det skete – begynder at genoptage sit tidligere liv og igen at se fremad. Dog kan den kriseramte stadig genopleve begivenheden, ligesom det er almindeligt med angst, sårbarhed overfor andre mennesker, samt ukoncentrerede tanker.
4. Nyorienteringsfasen starter knap et år efter den kritiske hændelse og har ingen afslutning. Starten på denne fase er, at den kriseramte nu har lært at leve med det skete – og har skabt sig en ny hverdag, der fungerer. Han føler stadig smerte over det skete, men ikke hele tiden. Han kan nu tale om den traumatiske hændelse, uden at bryde sammen, og oplever det som en del af sin livserfaring.

Forsvarsmekanismer:

Årsagen til den kriseramtes reaktioner i chokfasen og reaktionsfasen, er vores såkaldte forsvarsmekanismer, der træder i kraft – simpelt hen for at beskytte og hjælpe den kriseramte mod den angst og sorg, der opstår ved den traumatiske hændelse.

Forsvarsmekanismerne er de ubevidste psykiske kræfter, der skal hjælpe os gennem en svær situation. Det kan dels være i dagligdags situationer, hvor vi føler os truet på vores selvværd, og især ved krisesituationer, hvor vi har haft betydelige tab.

Som noget positivt hjælper vores forsvarsmekanismer os til gradvist at møde virkeligheden igen. De styrker os altså på kort sigt mod psykisk sammenbrud, fordi de giver os noget tid.

Den negative side er, at de kan være med til at udskyde bearbejdningen af det skete. De løser ikke problemerne, hvorimod de bruger meget af vores energi.

Eksempler på forsvarsmekanismer:

1. Regression (chokfasen): Betyder tilbagefald. – F.eks. at den kriseramte opfører sig barnligt, således at han er afhængig af, at andre tager beslutninger for ham, eller han har en ”barnlig” adfærd med klynken, skrigen, slåen om sig, stampe i gulvet, rive ting i stykker, osv. Formålet hermed er at blive fritaget for ansvar.
2. Projektion (reaktionsfasen): Betyder at man overfører sin egen skyldfølelse eller egne negative følelser på andre. – F.eks. at en mor, der har født et handicappet barn, giver skylden til sygehuspersonalet, fordi hun ubevidst selv føler sig skyldig. Eller at forældre beskylder deres barns ”dårlige” kammerater for en given ulykke, fordi de selv føler sig skyldige i ikke at have haft tid nok til ham. Formålet er, at man ikke vil erkende sine egne fejl.
3. Fornægtelse (chok- og reaktionsfasen): Betyder at man ubevidst fornægter det skete. I chokfasen ses det ved, at man nægter at tro på det skete, og i reaktionsfasen ved, at man nægter at lade det skete få indflydelse på dagligdagen – F.eks. den alvorligt kraftsyge, der nægter at holde op med sin tidligere livsstil, eller den efterladte efter et dødsfald, der nægter at lave om på de daglige gøremål, eller fjerne den dødes ting osv. Formålet er at undgå ubehagelige oplevelser / følelser.
4. Rationalisering (reaktionsfasen): Betyder, at man vha. fornuftige argumenter bortforklarer fakta, som man godt ved er forkerte. – F.eks. den fyrede, der giver arbejdspladsen skylden, når grunden til fyringen lå i, at hun var alkoholmisbruger. Eller ”Rønnebærrene er sure, sagde ræven, han kunne ikke nå dem”. Formålet er at man ikke vil erkende sin egen svaghed.

Hjælp ved kriser:

I dag har vi ofte svært ved at forholde os til tab og deraf følgende kriser. Vi ved simpelthen ikke, hvordan vi skal reagere overfor en person i sorg. Vi viger tilbage for vore egne og den andens følelser og reaktioner – og forsøger ofte at undgå den kriseramt person. Dette er noget af det værste man kan gøre, fordi den kriseramte har behov for at snakke oplevelsen igennem igen og igen.

For at hele sine psykiske sår, er det nødvendigt, at den kriseramte gennemgår alle 4 faser i krisen, fordi en ikke-gennemlevet sorgproces kan betyde, at krisen bliver kronisk.

Dette er et hårdt arbejde, som den kriseramte selv må igennem – men uden støtte og hjælp fra andre mennesker er det svært at komme igennem krisen og ud af den.

1. I chokfasen, hvor den kriseramte skal erkende, hvad der er sket, er den vigtigste hjælp at være fysisk tilstede: At have fysisk kontakt med den sørgende, at tage hånd om de praktiske gøremål, så den kriseramte kan få lov til at være ”den lille”, at være barnet uden ansvar, at føle sig tryg.
2. I reaktionsfasen, hvor den kriseramte skal gennemleve sorgens følelser, er den vigtigste hjælp at være åben ”som en skraldespand” og tage imod alle de følelser, der nu kommer op til overfladen. Derudover må hjælperen stadig tage sig af praktiske gøremål.
3. I bearbejdningsfasen, hvor den kriseramte skal lære at leve med den nye virkelighed, kan man bedst hjælpe ved at lytte aktivt og interesseret, når den kriseramte igen og igen genoplever ulykken. Desuden kan hjælperen nu begynde at stille spørgsmål og komme med forslag til den kriseramte. Der er stadig mange praktiske ting, der skal klares i den nye situation.
4. I nyorienteringsfasen, hvor den kriseramte skal til at investere energi i en ny fremtid, kan man hjælpe ved at puffe lidt til, komme med gode forslag, samt vejlede og støtte med praktiske ting.

Det vigtigste er dog at krisen opdages i tide og bearbejdes, hvad enten vi taler om en livskrise eller en traumatisk krise.

Yes Sir!

Skumring af få ord

Der er længe mellem indlæggene og endnu længere mellem billederne. Det er som om jeg ikke har så mange ord. Systemet er gået i stå for en tid. Der er ingen tvivl om, at kræftens indtog i vores lille familie igen presser os max. 

Min reaktion i disse dage er at lukke ned. Lukke ude og være bange for at telefonen ringer. Bange for at det er moderdyret eller hendes venner, der ringer for at få info om behandlingsplaner, blive forsikret om at vi tager ansvar eller undrer sig over at min bror og jeg ikke besøger moderdyret i weekenderne. Sige sandheden når moderdyret har fortalt sin søster at der ikke kan gøres noget. 

Jeg ved, at jeg fra næste uge skal op på hesten igen. At jeg fra næste uge skal deltage aktivt i hendes kamp mod kræften. Følge hende til den første omgang kemo. Jeg vil allerhelst ikke vide noget. Ikke deltage. Ikke have hende i familien. For det gør ondt. Ikke at hun har cancer, men at hun er et endnu dårligere fungerende menneske med borderline symptomer end jeg. Så det er igen mig der skal være den voksne. Den der tager over og jeg vil ikke. Men hun er i mit hoved. Hun behøver ikke engang være der. 

Jeg ved det er mit eget ansvar at få bygget en form for grænse op. At få beskyttet mig selv, så jeg kan navigere i den kommende tids udfordringer med behandling, krise og kaos. 

Så der er ord. Jeg vil dem bare ikke. Jeg er træt af ord som borderline, mor, krise og kræft. 

Jeg er dog klog nok til at vide, at jeg skal tale - og har nu fået tid hos en psykolog. Det skal til. 

God søndag alle jer.

Min egen tissemand og lidt om kræft

Dagen i går gav noget forløsning. Min bror tog ned til moderdyret for at 'sort it out', med nye indkaldelser, kopi af journal og for at hjælpe i hendes desperation.
Det viser sig, at det smertestillende hun får for at lungen skal hele, har bivirkninger af desperation og fortvivlelse. Det viser sig, at der er kræft i lymferne og at hun skal have både kemo og stråling.
Det viser sig at hun selv har formået at bestille transport, til den samtale i Odense mandag, hvor vi vil blive informeret om forløbet.

L. og min bror tager med. Det er win-win for alle. Min bror kan samarbejde med L. der ikke har følelserne ude på tøjet som jeg. Min mor afviser ikke L. Min mor skal ikke forsøge at hjælpe mig eller jeg hende. Heldige mig. Jeg kan gå på arbejde og har en kæreste, der tager over for den dag.

Sluttede dagen med lægevagt og penicilin. Tjørnehækken gik til modangreb (igen), da jeg skulle klippe og tynde ud og min pegefinger er nu på størrelse en teenager-tissemand (!) og kan ikke bøjes. Av. Men peanuts smerter ift. de følelsesmæssige der har præget denne uge.

Meltdown efterspil

Min læge støtter mig. Min læge er min ven (ja, ja - det er hun ikke, but you know....). Vi "opper" antidepressivs-/angst medicinen en tand for en tid og jeg har en stående telefonisk linje til sygemelding, hvis jeg brænder sammen. Så vidt så godt.
Men arbejde er også pause. En stjålen pause i de sorte tanker. De negative tankemønstre. Følelsen af "giv op", der er der konstant. Det sorte dragende hul. Jeg er så fucking bange for den følelse, at jeg glemmer at den eneste måde jeg får det ventileret, er ved at være i den. Tillade mig selv at ville ønske at dø. Få grædt de tårer det stadig medfører. Græder de tårer angsten for at miste det jeg med det yderste af neglene holder fast i. Det jeg har tilkæmpet mig. Min kærlighed. Mit hjem. Mit job.

Linjen til moderdyret er ikke lukket. Rent kommunikativt er den. Jeg giver hende plads, men det handler i virkeligheden om, at jeg slet ikke vil hende lige nu. Så hendes afvisning passer mig godt, selv om jeg ved at jeg burde....alt. Fixe hende. Hjælpe hende. Give hende alt og mere til. Det er det der er kodet ind. Det der måske aldrig forsvinder. Det der er årsagen til borderline. Den ubrudte betændte symbiose.

Træt? Gu er jeg træt. Helt ind i sjælen. Sjælen, der står og kigger ned i den sorte hul. Føler sig suget ind og ned af. Men kroppen er i alarmberedskab. Over alt. Over ingenting.
De enkle ting. Det er de enkle ting jeg skal fokusere på. Søvn, mad, tryghed. At overleve en arbejdsdag uden for mange fejl. At stole på at L. holder fast og ved.
Weekenden er velkommen. Jeg ville ønske jeg også følte det, for i virkeligheden betyder det ikke noget hvor jeg er, når jeg er her.

En dag af gange P. En dag af gangen.

Ps. tak for jeres kærlige kommentarer.

Meltdown del 2

Aimen altså.  Dagen i går var....surrealistisk. Det var dagen hvor campingsvognen blev solgt og afhentet (tjek, ud af mit liv).

Det var dagen, hvor jeg udaftil forsøgte at fungere på job, hvor stresshormonerne er faldet lidt til ro i forhold til kolleger og chef. Alt bliver relativt, når der er sygdom på banen og tak for det. Relativiteten that  is.

Det var dagen, hvor mit system  blev belastet max. Hvor et opkald fra min mors veninde, satte hele panik scenariet i gang. En veninde der beskriver det samme som vi har observeret, at moderdyret psykisk er uligevægtig og at der tvivles på om hun overholder medicinregimet, vejrtrækningsøvelserne og hvad der følger med for at en lunge folder sig ud efter eksplorativ kikkertundersøgelse. En mor der på alle måder viser tegn på depression og krise.

Jeg er så datteren uden filter. Datteren der sad på job i en anden landsdel og fik ondt i maven af ansvarsfølelse, skyld og skam. Datteren der i panik ringede til moderdyrets lokale hjemmesygeplejerske og bad om hjælp. Datteren, der efter job ringede til sin mor selv om det var aftalt, at moderdyret selv skulle ringe, datteren der blev skældt ud, fik at vide "hvorfor skal du blande dig", "jeg vil gerne slippe af med dig". Datteren, der hører sin mor være angst, depressiv og forvirret på trods af at det vises med vrede og skældud.
Datteren uden filter, som efter samtalen bedst husker alle afvisningerne.

Det viste sig at hjemmesygeplejersken uopfordret havde besøgt min mor, efter mit opkald. At Moderdyret havde afvist hende (Jeg kan selv), at moderdyret mente at hun ved hjælp fra venner nok skulle klare sig. Jeg fik hulkende fortalt hende, at der var brug for professionel vejledning og fik hende til at love at hun vha. veninden ville kontakte sygeplejersken igen torsdag.

Når jeg ser alt dette på skrift, ser det ud som om jeg er gået bag hendes ryg (som hun føler). Når jeg læser det, kan det se ud som om damen selv kan vurdere.

The shit is - jeg ved det ikke. Min navlestreng til den dame er så betændt, at jeg ikke kan stole på hvad hun siger og gør. For de sidste dage, har det ikke holdt stik. Jeg ringede til broderdrengen. Læssede alt af på ham og han gav mig dette råd:

Lad hende være en tid. Hun er i chok og sorg over at hun har kræft og over at de ikke har fjernet/gjort noget endnu. At fremtiden er uvis. Hun har den sidste uge været omgivet af sygehus, venner og jer der spørger og spørger og hun er stresset. Give her some space. Ring ikke til hende. Lad hende får ro. Lad hendes venner hjælpe, for én ting er sikkert. I er ikke gode for hinanden i krise situationer, og du søster er et produkt af vores mor og kan ikke holde til det. Brug ikke din fridag til at køre derned. Den fridag du har taget fordi du føler hun er dit ansvar. Brug den på dig selv. Få ro på. Træk vejret. Tag til din egen lægetid og få støtte til dig selv. Hvis hun vil leve, skal hun selv vise initiativ. Hvis hun vil dø, kan vi ikke ændre det.

Han har ret. Broderdrengen, der siger han selv er et produkt af moderdyret, men blot den maskuline del og det er lettere.

Jeg er flosset. Jeg er mere bevidst om borderline mønstre end nogensinde. De mønstre og overlevelsesstrategier der i går fik mig til at gå i sort. Tankerne gik i ring, gentog sig selv og fortalte mig ting om død. Hendes. Min. den frivillige af slagsen.
Det er der jeg ved, at beroligende medicin er nødvendig, fordi jeg ikke kan styre tankerne. Tankerne der vender tilbage til moderdyrets hårde ord. Der kun kan huske afvisningerne og ikke relativere. Tankerne der først ved hjælp af broderdrengen, kunne se videre end mig selv. Se at damen er i chok og stress og ikke vil have min hjælp. At jeg skal stole på at hun kan selv, hvis hun vil. Men når hun til mig udelukkende appellerer elendighed, "gør noget", gå væk , skæld ud og gråd med lyd, så går mit system i sort og jeg kan ikke navigere.

Nu er det en ny dag. Min dag. Ikke på job. Kun en aftale med min læge. Så aftaler vi lige at der bliver bygget et forsvar og et filter i dag, ikk?

en dag af gangen

Dagene klares med dybe vejrtrækninger. Forsøget på at dele tanke- og aktivitetskaoset i de 4 kasser; mor/sygdom, arbejde, salg af freaking campingvogn og mit liv med L.
Det sidste bøder for angsten, nervøsiteten og det sitrende energi der præger de 3 første. Heldigvis er hun her endnu. Også selv om hun er taget nordpå i dag for at tanke om med DHL, familie og venner. Hun er fin. Jeg er heldig.
I morgen, skal jeg mødes med min læge. Vi skal tale. Jeg har brug for hjælp til at navigere i dette følelsesmæssige kaos, jeg lige kan klare ved hjælp af løbeture, fast medicin og lidt ekstra. Jeg har brug for noget mere langtidsholdbart, det føles som en tikkende bombe; nervesystemet. Det føles ikke som kvalitativt liv i disse dage. Det føles som overlevelse. Dagligt.

Uden hende, der giver mig lov til at spasse ud, gå i seng kl. 07.30 mens hun ligger ved siden af med tv og spindende kat. Uden hende, der laver de fleste måltider fordi....det virker meningsløst at lave mad. Uden hende, der stryger mig over kinden og lader mig være håndsky og alligevel blive. Uden hende fatter jeg ikke hvordan jeg overlever.

Hun kan ikke tage den væk. Smerten, dybet. Det dragende dyb, der lokker med evig søvn. Det skal jeg selv. Håndtere og rumme den. Lige nu skal jeg bare overleve, én dag af gangen. Hvor ingen ved, at der er sort indeni, ingen andre end hende og de nære venner. Som jeg alligevel ikke tør tegne den nuance sort for, der har lagt sig over mig.

En dag af gangen. Jeg ønsker mig en dag med forløsende gråd.

Meltdown

HVEM FANDEN SLÅR GRÆS KL. 07.00 SØNDAG MORGEN??

Det gør min nabo. Jeg sidder på terrassen med morgenkaffen og forsøger at vågne efter en nat med dødelignende søvn. Tak for lort nabo.

I aftes blev jeg hentet grædende ind fra haven. Sad stille derude på en sten og havde et meltdown. Opslugt af katastrofetanker, tanker uden grænser og filter. Angst for at starte på arbejde i morgen hos psykokollega og uden eget kontor. Angst for hvad min fremtid bringer ift. min mor og hendes sygehistorie. De fjernede ikke noget af lungen. De tog "kun" yderligere prøver. Nu skal vi vente igen. Er der kræft i de nye prøver fra lymferne, opererer de ikke. Så skal hun kemo vejen. Er lymferne "rene", opererer de - samme plan som før indlæggelsen. Men mere ventetid. Mere usikkerhed og sværest, jeg står med en mor der har givet slip. Svarer ja og nej og ok, men ikke er tilstede. Hun virker dement. Er fokuseret på primal ting som mad, hvad der bevæger sig omkring hende, men med et tomt barnligt udtryk i øjnene. At hun i ventetiden skal udskrives og klare sig selv gør det endnu sværere. For jeg er jo ansvarlig. Jeg har altid været ansvarlig for hende.

Da vi besøger hende bliver jeg hende. Jeg er så sammensvejset med hende, at jeg bliver tilsvarende tom og apatisk og jeg ved ikke hvordan jeg skal navigere. Heldigvis er L. ikke forbundet til mit moderdyr på samme måde, og smalltalker, hjælper hende med skoene og er tålmodig.

Jeg mærker tydeligt effekten af at have BPD i alt dette. Grænser og filter og begreber som relativitet og perspektivering findes ikke. ALT gør ondt. Alle følelsesmæssige referencer er ude og blafre. Hele posen med smertefuld barndom, opvækst, følelserne af svigt, uretfærdighed, min fars dødskamp, min grænsekamp på job, - alt er oppe at markere.  Selv vreden, den onde vrede over at hun lader sig falde og lader mig skulle styre. Igen.

Så ja, et forståeligt meltdown i aftes i haven.

Lord give me strength.