Hele tre ting....på en fredag

Jo, den var god nok. Min mor har lungekræft. Som i ryge-relateret lungekræft. 4 knuder. To godartede. En er endnu uvis og den 4. er storcellet cancer.
Behandlingen bliver fjernelse af det nederste af venstre lunge. Muligvis kemoterapi før eller efter, for at nå den uvisse, da den sidder et sted hvor det endnu ikke er lykkedes at få en troværdig biopsi. Hvilket fortæller mig, at den så heller ikke bliver let at fjerne, skulle den vise sig at være ondartet.

Min fredag var surrealistisk. Først beskeden om min mor. God samtale med både broren og hende. Min bror og jeg har prøvet det her før. Uanset hvor ikke-tætte vi er, så har vi før arbejdet sammen, da en forældre blev syg. Vi teamede op. Fulgte min far, og arbejdede sammen indtil vi havde begravet ham.

Nej, der er ingen der siger min mor skal dø. Det gjorde de heller ikke før 2 timer før min far døde. Sagde at han skulle dø. Det er underligt men også godt at mærke, at vi kan samarbejde. At vi ikke er i tvivl om vores ansvar og at vi deler det. Samtidigt er min mor klar over, fordi jeg fortæller hende det, at jeg er skrøbelig. At jeg ikke er fjenden. At det ikke er mig hun skal skubbe væk og skælde ud, når hun er bange, frusteret og vred. Jeg er ikke fjenden.
Jeg er datteren, der prioriterer hende og det har jeg fortalt hende. L. siger, at det vidste hun ikke, så derfor reagerer hun så positivt på det.

Fredagen fortsatte ufortrødent med køretur til lufthavnen, for at hente L. efter 6 lange måneder. På vejen blev jeg i radioen vidne til bomben der sprang i Oslo. Da jeg stod i ankomsthallen og ventede, blev jeg via storskærme vidne til massakren på en lille ø, der kunne have være Femø.

Det var en fredag, med mange input. Mit system beskytter mig ved at lukke ned. Jeg er pragmatisk, hvad angår min mor og diagnosen. Jeg er lettet over at L. er hjemme og ligger og sover på den nye 1. sal med katten. Jeg observerer udviklingen i Norge. Men jeg filtrerer. Græder ikke over noget af det, for jeg er ikke ked. Jeg er "numb", for nu. Beskyttet. Og nyder at nogen laver en madpakke til mig. Har lavet kaffe når jeg kommer hjem fra job. Aer mig, når beskyttelsen krakelerer og jeg får et meltdown midt i Odense centrum.

Jeg er ikke alene længere.

To believe or not to believe

At tro eller ikke tro på diagnoser

Da jeg gik i terapi, gik jeg hos en terapeut, der ikke troede på diagnoser. Min svigermor tror ikke på diagnoser og følgeligt har min kæreste heller ikke troet på dem.

Jeg er selv ved at blive mere og mere bevidst om, hvad en diagnose betyder for mig. Da jeg for et år siden opsøgte hhv. min egen søde læge og min tidligere terapeut, for at få en diagnose, var det ud fra devicen, at bruge den konstruktivt. If i have it, name it.
Det er én sag, af slås med sig selv, at mærke langtidseffekten af et svigt i en tidlig alder, at almindelige situationer og events, for mig kan blive kæmpestore, at jeg ofte vælter.  Men at tro det er fordi jeg er "fucked", ikke gør det godt nok, ikke er intelligent nok eller endda plain dum - det er en ekstra byrde.
En ekstra hammer, et unødvendigt ord. Min tanke var og er, at ved at kalde en spade for en spade, at fjerne skammen, at minimere mine muligheder for at slå mig selv i hovedet. At blive bedre til at begrænse angsten for angsten.

At kunne sige. Ok, nu reagerer du sådan og sådan, men det gør du fordi.....og derved tilgive mig selv, drage egenomsorg, beskytte mig selv. Bruge mine ord, til at fortælle mig selv og andre, at jeg reagerer sådan fordi sådan og og sådan, i stedet for at lukke ned, lukke af, isolere mig, føle mig dum. Specielt det med at føle mig dum og utilstrækkelig.

De sidste uger har jeg følt mig hudløs, udløst af min arbejdssituation.  Jeg er røget ind i "borderline" -spiralen. Et udtryk jeg fandt i noget nyt teori for mennesker med mine problematikker. En for mig præcis beskrivelse af, hvad der sker hos mig i forhold til forsvar og mangel på samme, den tankemæssige selvdestruktive spiral, der er smertefuld og som belaster min krop og min sjæl.

Hvis det så betyder, at jeg kan puttes ind under en diagnose - så er jeg blot taknemmelig for at der findes ord. At nogen har brugt tid og energi på at hjælpe mig med at finde en forklaring, der tilgiver mig. Hjælper mig med at finde de ord, jeg ikke selv har, når følelserne tager over og lukker mit system ned. De følelser der fortæller mig, at det aldrig bliver bedre, at jeg kun kan fejle at jeg kun kan kæmpe og kun lige overleve. De følelser der siger, "theres no point", giv op, flygt, luk ned.
Jeg er taknemmelig når der findes ord, der tager noget af skyldfølelsen væk. Der letter min evigt dårlige samvittighed over ikke at slå til.

De sidste uger har vist mig, at det er tid til igen at uddanne mig selv. I mig selv. I mine strategier, i mine ord og i mine reaktionsmønstre. Gør jeg ikke det, går jeg under. Jeg vil i den kommende tid, forsøge fokusere min energi på at uddanne mig selv, via den (for mig), nye teori, på at tale og skrive - og forsøge på at tage hadet ud af mit system. Det der sker, når jeg føler mig angrebet, er hadet. Gennemsyrende, sort, ondt had, øredøvende had. Og hvis jeg ved noget, så er det at had ikke er godt for nogen.

Jeg er til stadighed overrasket over, at linjen mellem ok og ikke ok er så fin hos mig. At ikke ok, er lige med opgivelse, apati, lukke ned og manglende lyst til liv.
Og ja, mit naive jeg troede at når L. kom hjem var alt godt. Selv om jeg var advaret. Men jeg er jo stadig mig, min følelsesmæssige hukommelse er på størrelse med en hønes og lige så selektiv som den er ukorrekt. Det er her det hjælper mig at have et ord. En diagnose, - der for mig er en struktureret beskrivelse af det jeg slås med og udfordres af. En legalisering til at klappe sammen, at passe på mig selv, at tilgive mig selv.

Norge

 Oslo

Mine tanker til Norge i dag.

Læs det unge menneskets beretning her. Han overlevede.

Ved min side

Jeg ved det er tidligt. Men denne fredag er en stor dag, og den tåler ikke at sove længe. Jeg har fri (taget) og helvedesugen er overstået På mandag er "den gode kollega", tilbage fra ferie, ham jeg skal gemme bag som vi aftalte ikk?

Jeg har været på morgenturen rundt i haven. Byen sover, det små-regner, alt ånder fred. Jeg har tid til min kaffe, min morgentid og katten tager en lur mere.

Senere skal jeg tale med min mor og bror. Om hvad de fik at vide på sygehuset. Lige nu fylder det ikke. Det er L.'s hjemkomst der fylder. Som Anne Linnet ville have sagt :

"...Jeg har vasket sengetøjet,
mine lagner de er strøget,
der en flaske i mit køleskab,
jeg har badet flere timer,
skrevet velkomstdigt der rimer,
tændt stearinlys i en farve du ka' li'......"
ANNE LINNET - DRØMT OM DIG


Det sidste døgn har der været plads til refleksion. Over arbejde, borderline, mine tanker og ønsker om fremtiden. I dag skal jeg være. Bare være tilstede. Ingen planer. Ingen ambitioner. Blot forholde mig til hvad der kommer min vej. Min mor og L. De to der går tættest på min kerne. De to der kan ramme hele mit følelsesregister på et splitsekund. Så forskellige og alligevel står jeg her med dem på hver min side. At tilfældet præsenterer en mærkedag for dem begge er...paradoksalt.

Det handler om at rejse - for dem begge. L. er på vej hjem. Hun har rejst i verden, oplevet, udfordret, præsteret, er vokset. Min mor rejser også. Hendes rejse begyndte da min far døde af cancer for 5 år siden. Hun - der lige som jeg, lever med bekymring, angst, nervøsitet, depression og et hjerte der ikke er udstyret med tilstrækkeligt panser og hvor følelserne er skarpe, hurtige og kan vælte hende.
Hun der overlevede at hendes gå-til-person, min far, forsvandt. Hun der skulle starte helt forfra og det sidste år er begyndt at ligne et menneske, der har fundet en vej. Med egne venner, interesser og et liv.
Hun får en udfordring mere. En rejse hvor liv og død danser . Hvor hun i dag får at vide hvad kroppen kan og vil. Hvor hun skal vælge at kæmpe eller måske blot ændre sit liv.

Jeg følger dem begge, for de er "mine". Og de følger mig.

Uden bemærkninger

Dagen har været begivenhedsløs, på den gode måde. Ingen "kollega"-hjerneblødninger. Tak for jeres deltagende kommentarer. Som altid, hjælper det mig at vide at jeg ikke er alene, selv om jeg selv skal leve det. At nogen derude ved hvad der sker, følger med, som jeg også følger med mange af jer.
Jeg er sikker på, det ikke er sidste gang jeg spilder mine tårer til jer, så vid at i er værdsatte.

Den opmærksomme læser vil bemærke at jeg har fjernet "countdown" til L. kommer hjem. Dagen før dagen før dagen hvor jeg kan afhente hente, træt efter 35 timers rejse er tæt på. Og jeg skal nok berette. Når vi har fundet fødder. Mange af jer har fulgt "os", på min og hendes blog, og i bliver ikke snydt for traraaa hjemkomst - når jeg i al privathed har fået hende lidt for mig selv.
Og så er der lige føjletonen om min mor, der også fortsætter på fredag. Status kvo (ja ja, i know), er at den sidste undersøgelse blev foretaget i dag, og at de mener de har nok til at komme med en plan/diagnose fredag.



Kh P.

Kollegaen

Det var ikke sådan det skulle være. Jeg skulle gå og glæde mig, ikke gemme mig på toilettet for at græde. Det er ugen hvor jeg er alene med "kollegaen". 4 dage, jeg havde mine bange anelser om. I går gik fint. Når det er sagt, så er fint når jeg spiller med på hans dumme jokes, at han fylder alt, at han buddyer up med den nye praktikant og de "griner" af mig. I can do that. Ikke længe, but i can.

I dag nåede jeg at være der en halv time, for han inviterede mig ud for at kigge på en opgave. Jeg så det ikke komme. Han bad om input. Hvad han i virkeligheden bad om, var tilladelse til at gøre det på sin måde, for sit eget arbejdsområde (fair nok), men også for mit og mine to kollegers. Bevares, jeg kan leve med det - men jeg ved de to der er på ferie - ikke kommer til at spille efter hans ide, og dem har han respekt for. Det fortalte jeg ham. At det nok ikke gik. Så flippede han. Beskyldte mig for at være negativ og at det bare skulle fungere.....!! Jeg fattede ingen ting. Min hjerne prøvede at følge med, mens hele mit system gik i sort. Jeg prøvede at regne ud: "Hvad er det han vil?". Hvad er det jeg skal gøre for at han ikke råber, siger at "vores" hold trækker veksler på "hans" hold og når vi har brug for hjælp næste gang kan jeg kigge i vejviseren efter det.
Jeg indrømmer, mine to kolleger, der kører vores foretagende, gør tingene på deres måde. Men hey, jeg er bare ergoterapeuten, der har mit eget arbejdsområde. "Kollegaen" taler til mig som om jeg kan det samme som mine kolleger kan. Det kan jeg ikke, og når jeg giver udtryk for det - så kalder han mig næsten dum.
Jeg holdt ikke stand i dag. Jeg sagde ikke fra efter episoden. Jeg gik ikke tilbage, for jeg er alene med ham. Jo der er to andre, men de kan intet gøre. Problemet er at han sparker til min selvtillid. Jeg bliver i tvivl om han har ret. Om jeg er gennemskuet. Om jeg burde være der, for jeg er da for dum.

Jeg har to dage endnu. I dag har jeg tænkt katastrofetanker og udveje. "Jeg siger op" (- og rådner i mit hus som posedame). "Jeg sygemelder mig" (- og bliver fyret og så kørt gennem en fattig kommunes system og ender som...posedame).

Jeg ringede til min mor for at ønske hende held og lykke med sidste undersøgelse i morgen, og ender med at sidde og tude over mit fucking job. Jeg skulle tælle ned. Jeg talte ned i går. Til L.'s hjemkomst. Jeg glæder mig, men ligenu falder min verden sammen og alt blæses ud af proportioner.
Jeg skulle kunne glæde mig, jeg skulle kunne bekymre mig over min mor.

Jeg kan ikke tage konfrontationen med ham, mit forsøg i dag endte trist. Min chef (når han ikke er på ferie), siger jeg skal sætte grænser for ham....det sagde han sidste gang, "kollega" tog en tur. Det latterlige er, at alle er enige om at han er "out there", men så længe han ikke er flippet på chef 1, 2 og 3 og sælger det han skal (han er en knaldgod sælger), - er der ingen der rør ham.

Jeg ved godt det ikke er ok som jeg har det. Jeg skal ikke have det sådan. Det var det samme inden min ferie for nu 3 uger siden. Og der var både chef og "gode" kollega til stede - så det er  ikke noget under jeg mister modet. At navigere på en privat arbejdsplads er anderledes end det offentlige, i get it  - men som det her?

Jeg skal klare de der to sidste dage. Næste uge kommer "god kollega" og jeg må gemme mig bag ham så godt jeg kan og så har jeg ferie og en mulighed for at sygemelde mig, for jeg er nødt til at tænke udvej, ellers falder jeg sammen. Pis.

Nyt fra ventesalen

Jeg tager forbavsende lidt billeder for tiden (som i ingen). Jeg får heller ikke blogget om særligt dybe ting. Ventesalen er fortsat i venteposition, så tankerne handler mest om at få overstået denne arbejdsuge og få hentet L. hjem
Jeg er ikke begyndt at glæde mig. Jeg ved med hovedet, at hun på fredag lander i CPH, men det er for uvirkeligt. Virkelig uvirkeligt. For 6 mdr. siden troede jeg aldrig dette halve år ville gå. På nogen måde. 6 mdr. er uoverskuelig lang tid, for en der ser frem fra dag til dag.

Jeg har overlevet. Jeg har såmænd endda levet lidt :o) Set venner af og til, moslet rundt i haven, nydt at færdiggøre 1. salen, løbet flere 5 km's løb og måske, men kun måske er jeg nået til et punkt hvor hus og have ikke længere er nok. Måske er jeg nået til det punkt, hvor jeg er træt af at klappe sammen efter jobbet, hvor jeg savner input. Fra andre, fra vennerne, fra film, fra L.

Jeg har ikke travlt. Jeg ved at den første periode, skal vi bare være os. Har jeg nok i os. Alt det snak om indkøring, forstår jeg ikke. Indkøring hva for en fætter? Nu kommer L. hjem, Og de levede lykkeligt til deres dages ende. Punktum.

Derefter vil jeg gerne finde en måde at balancere arbejdsliv og energi med mit private liv, som i at have overskud til mere end bare job, have og løb. Sy en pude du ved. Læse længere end 20 minutter. Og videre i den dur.

Men først vil jeg bare have hende hjem og kigge på.