Bare i nat

Jeg er på ølejr. Højt til himlen, solskin og udeliv. Grin, kaffe, kram og snak. For meget alkohol, volley og ture i havet. Bare ikke i dag. I dag er jeg træt, det har regnet og blæst, for meget snak og støj. Så her til aften er jeg taget på galleri, hvor jeg har lejet et værelse. Her er rent sengetøj,ro og badeværelse. Bare for en nat.

She's breathing

Tak for jeres kommentarer de sidste dage. Den sidste uge. De har gjort en forskel. Jeg har følt mig mindre alene i tågehelvedet, velvidende at det er mit eget helvede. At kun jeg kan gennemleve og løse det, men det til trods har i, venner og L. gjort en forskel.

Overskriften er passende. Jeg trækker vejret, og bedre end hele ugen. Jeg er ikke "klar", og mig selv som jeg bedst kan lide mig, men jeg er her. Jeg er på arbejde. Jeg kryber ikke sammen særlig meget når nogen har høj stemmeføring og jeg har ikke en klump i mave og hals.

Jeg skal lære noget. Jeg skal lære noget af den sidste uge. Hvis jeg ikke lærer noget, virker disse episoder ikke kun smertefulde, men også totalt nytteløse og onde. Hvad lærdommen er denne gang, er jeg ikke helt sikker på, men det må være noget om nuancer. Mit sværeste tema, de f...... nuancer. I HATE THEM. Giv mig sort og hvid, det forstår jeg - men alle jeres/deres nuancer, jeg fatter dem sjældent. Og når jeg gør, så har jeg glemt dem til næste gang.

Den næste uge, har jeg ferie - en tid med plads til ro og tanker, ude i naturen, blandt venligtsindede.
Vi ses lige om lidt, derude i blogland, hvor der er plads til ægte og uægte, man vælger jo selv hvor man "går" hen.

Hul igennem

Sidder fast i det. Følelserne. Tågen har for en tid overtaget glæden, forventningen, håbet og troen. En episode, is all it takes. 

Hører Tina Dickow på repeat, måske hun kan hjælpe med at få hul på bylden. Hul, så jeg igen kan trække vejret. Hul så jeg ikke tillægger alle, at de ikke vil mig, kan mig, respekterer mig. Hul så tågen letter.

Falsk graviditet

Som du nok allerede har regnet ud, så blev der ingen fødsel. Åh jo, smerter var der nok af. Men jeg har ikke konfronteret chefen. Jeg gjorde det eneste, jeg ikke ville, nemlig at surmule på damemåden hele dagen i går. I ved den med det trætte uengagerede trætte blik, og den med at sige nej til at hjælpe, når jeg blev spurgt. Meget modent. Det er mig.

Lå igen i aftes med samtalen kørende igennem hovedet igen og igen. Altså den samtale der skulle have fundet sted mandag, men ikke blev. Planen var så, at i dag, tirsdag, der siger jeg det - ikke på den planlagte måde, ved at blotte mig - og vise min svaghed (damemåden). En klog veninde sagde: "Hvorfor skal han vide det? Han forstår det jo ikke, og så står du tilbage og er endnu mere blottet bagefter når han fastholder sin beslutning".
Sagen er, jeg tror beslutningen fastholdes uanset hvad, så hun har en point. I stedet foreslog hun at jeg talte mande-sprog. Blev vred (hvad jeg jo er). Vis at det IKKE er ok, at selv om du skal sluge den og acceptere, så er det IKKE en god og fair løsning. At dit arbejdsmiljø forringes. Brug de saglige argumenter.

Yes mam. Det var så planen da jeg kørte på job i morges, og jeg lover, at jeg varmede op til det mindst 4 gange. De to af gangene, var han så ikke på sit kontor. Den tredje gang talte han i telefon, og 4. gang - kyllingede jeg ud og fortsatte direkte - forbi hans kontor........Suk.

Nu er jeg hjemme igen. Træt. Men jeg har ikke så ondt som jeg havde i weekenden. Jeg har nok "sundet" mig, som L. mente man godt måtte, så man ikke bider hovedet af ham eller bryder grædende eller indlæggelsesklar-agtigt sammen foran ham. For vil jeg have han ser det? Nej.

Ok, jeg kan bortforklare alt muligt og hen af vejen, men sandheden er - at jeg ikke tror jeg får sagt en skid, andet end på damesuremåde, som allerede i dag var aftagende - for jeg gider sgu ikke være sur. Jeg vil være glad. Og på den måde jeg heller ikke er stolt af (damemåden?), at fortælle 2 kolleger om det.....meget modent.

Anyways. Jeg er her. Har endnu mit kontor...lidt endnu vel, og går på ferie lige om hjørnet - og man kan ikke vinde alle sine kampe vel?

Jeg føder

Jeg er ved at føde en tale. En samtale. En samtale med min chef i morgen, og jeg har det svært.
Det meste af min weekends tankevirksomhed, vågen og i drømme, er gået med den samtale, for jeg har det skidt med den besked jeg fik i fredags, at jeg skal ud af mit kontor.  Ikke at have 4 regulære vægge og en dør jeg kan lukke, når jeg skal skrive, har brug for ro i hovedet, eller ro for kolleger, med udfarende temperament.

Min anciennitet forbigåes, når det er mig, der skal opgive mit kontor og ikke den nye, eller den endnu nyere der kommer i august. Og for stoltheden betyder det noget.
Men det der fylder mest, er at jeg ikke er blevet forstået. At det ikke er blevet forstået, at jeg har et stort behov for de 4 vægge og den dør med mit navn på.

Det er det der nager. For VED Chefen det? Ved han, at han får de 30 timer om ugen, hvor jeg fungerer bedst. Hvor jeg prioriterer max at fungere, som en "normal". Ved han, at jeg i døgnets resterende tider, aldrig sover en nat igennem, men er oppe 4-6 gange? At jeg nogen gange vælger fra at handle, fordi Fakta og Netto er for overvældende. At jeg melder afbud fra fødselsdag og fester, fordi jeg dén dag ikke magter sociale arrangementer. at jeg er på fast medicin for angst og depression og i perioder må tage en beroligende pille, når mit fundament skrider. Ved han det? Ved han at han får de bedste af mine timer, og kæreste, familie og venner må tage til takke med de ridsede rester?

For hvis han ved det - og er ligeglad - og vælger at prioritere som han gør. Så kan jeg ikke gøre meget. Så kan jeg ikke bruge til noget, at han ved jeg har noget der hedder borderline. At han siger det ikke gør noget.

Hvis han ikke ved det, er det tid til at fortælle det. Tid til at forsøge at fortælle ham det, uden at virke så fucking velfungerende, som han ser mig. Som jeg viser mig. Som jeg viser dem.

I morgen.

De tager mit kontor

Jeg har gravet et hul i haven den sidste time. Jeg skal ikke bruge noget hul, men jeg var så arrig, at det virkede som en rigtig god ide.
Efter at have gravet, hevet rødder op, fået jord i støvlerne og væltet på halen op af en gammel stub, satte jeg mig ned i den bløde våde jord, med rystende hænder og begyndte jeg at græde. Hvorfor al den hidsighed?

Fordi min chef i dag forkyndte, at han skal bruge mit kontor, til den nye sælger der starter i august. Nja men hvad mener du?
Trumfkortet er angiveligt, at manden har 37 timer, det har de andre gutter også = de 5 faste kontorer, hvor jeg har det i midten, skal besættes af dem. Chefen lagde det op som om der var muligheder "Vi kan tænke over det", - men da jeg gik ham på klingen, med hvad selv jeg syntes var udmærkede forslag, til de to nyest ankomne sælgere, viste det sig, at det ikke stod til diskussion. Beslutningen var taget, og "mulighederne", lå i om jeg helst vil have et skillevægskontor hvor printeren står, eller forrest i biksen, hvor der er 4 døre ind og ud af butikken.

Jeg føler mig i den grad degraderet. I den grad. Hvis jeg et sekund er objektiv, kan jeg se, at de 5 sælgere, er dem der tjener langt den største del af det der betaler husleje og lønninger - og det havde været ærlig snak. I det private erhvervsliv er formlen: Jo mere du tjener til firmaet, jo mere er du værd. (Og jo mere sur du bliver jo lettere får du din vilje) Og det er fandme svært at argumentere med. Jeg reagerer ikke på, at vi er nødt til at finde en løsning, der ikke indebærer at bygge en kube mere i kontorrækken, til kr. 100.000-150.000 lige nu. Jeg reagerer på at det er MIG, DAMEN, HENDE MED 30 TIMER, der skal ud i det åbne.

"Så tjen mere", siger du? Tjah, principielt et godt forslag (tjen et kontor), men da jeg er ansat som konsulent og er med til at hive kunder i butikken, rådgive og vejlede og lader mine kolleger tage "salget", er det sgu lidt svært.

Jeg skal nok æde den. Jeg har ikke noget valg. Men jeg er et hule menneske. Jeg sidder bedst med ryggen op mod muren. Jeg indretter huler, om det så kun er for en overnatning hos en veninde, så tanken om at sidde "åbent" i butikken som en anden receptionist dame, virker.....degraderende, utrygt og fucking ikke ok. Selv om jeg skal æde den. Jeg har ikke andet valg. Lige nu er det ikke engang tilfredsstillende at vide, at  jeg med mine 30 timer tjener det samme som min kollega der har 37 timer.  Det gør det måske på mandag, hvis når  jeg møder op.

Da chefen havde forsøgt at sælge mig ideen som min egen og vist mig alle muuuuhlighederne, sagde jeg " Jeg kører nu, og jeg kommer ikke igen i dag, farvel". Var det at overreagere ?. kl. var 11, men jeg mente jeg havde fortjent en meget tidlig weekend...

Ps 2. Chefen sagde "Du tager det bedre end jeg havde regnet med" (wtf?). Lortebutik.

Før og efter

Kan i huske, da vi startede for halvandet år siden? Da Banehuset så sådan ud? Vi gik i gang med nedrivningen af førstesalen i påsken 2010. Det eneste der stod tilbage var spærrene. Her får du så før og efter billederne, for i aftes, mandag den 13. juni 2011, kl. 17.50 lagde jeg sidste hånd på 1. salen. 

 Juli 2010

 Det der skulle blive gæste/hobbyrummet.

Det kommende soveværelse.

 Tag og terrasse.

 Der trækkes vand og strøm. 

 Der kom tag på. 

 Og gulv. 

 Forberedelse til badeværelset.

 Der sættes vægge op. 

 Man begynder at ane en rumopdeling.

 Og så i aftes. Al gulvpap er fjernet til opgangen til 1. sal. 

 Tadah!

 Gæstesenge/hyggesofaer, med indbygget opbevaring. 

 Formonteret skrivebord, til krea opgaver.

 Badeværelset, med det lææææænge ønskede badekar. 

 Det lille bitte soveværelse, direkte under Hr. Bøg. 

 Udsigten fra soveværelset. 

 Så ja, bortset fra, at jeg de næste døgn, skal sæbe gulvene, med hvid pigmentsæbe, så er jeg færdig. Færdig. Færdig. Færdig.

Velkomment til Banehuset 2011!