Forrådnelsens poesi og noget om naboer

Det har været en sucky dag. Heldigvis ved man det ikke altid, når man står op, for så var jeg blevet under dynen. Men det med dynen går bare heller ikke for tit, hvis jeg vil beholde mit arbejde.

Det er ikke det jeg vil blogge om (det ville blive en lang sur smøre, trust me, og ikke at jeg holder mig for god til det, men jeg er så sur at jeg ikke orker mig selv). Jeg vil blogge om naboer. For når man kommer hjem fra en sucky dag og kun kan overskue sin dyne og nutella, så smiler man ganske kort, når man ser at nogen har sat en spand med hyacintløg fra ham her.

De er ved at forrådne, de dufter voldsomt men eller anden måde blev jeg fascineret af netop det. Forrådnelsens poesi og det vulgære i en spand med overflod af hyacinter, en plante jeg ellers bærer ærefrygtigt hjem fra butikkerne hvert år. Overflodet i det.

Nu er de plantet ud, hvor de står - ikke kønne, men skæve og duftende og kan få lov at afblomstre i den kærlige have, for at komme på ny næste år. Forrådnelsens poesi, ude og inde.

Foodie

Ok, min blog har aldrig og vil aldrig blive en madblog. Don't get me wrong. Jeg elsker mad og har topmaven to prove it, men madblogs ...ikke min ynglings. Alligevel falder jeg lidt i svime over den her Australske af slagsen, selvfølgelig inspireret af at L. er down under.
"What Katie Ate", er en foodie fotografy blog.

Jeg har (desværre?) allerede den forventning, at L. lige osmoser opskrifter og ingredienser, så hun bare sætter i gang, når hun kommer hjem....det må vel være det mindste. No?

all images Katie Quinn Davies

Weekenden

Ok, jeg tror nogen har skåret af weekenderne efter jeg er begyndt på job. Det kan ikke passe den er ovre. Noget af det jeg nåede, et lille nyt bed til Klematis ( er uvenner med ærteblomster, de vil sgu ikke spire for mig. Overhovedet). 

Weekenden bød også på hyggeligt kvinde samvær hos veninde. Med udeliv, kaffe, boller, mad, asti og grin. 

Og vi så traner!

Så med naboen til loppemarked, hvor man stod i kø før dørene blev åbnet. 

 Mange mennesker, mange ting. Ikke de store fund, nabo fandt lidt mere, hun er trænet - jeg var en smule overvældet af en hel weekend med snak og havde glemt de spidse albuer hjemme. 

Vel hjemme, blev klematisen sat i jorden - lidt modigt, men vi får se. 

Pfew. Jeg vil godt bestille en weekend mere nu. 

Gentaget opfordring

Kan i huske mit nytårsindlæg om tillid? Jeg har de forgange tre måneder nydt, at så mange af jer har taget oprfordringen op og fjernet de pesky kodeord, man skal indtaste for at afterlade en kommentar. Jeg indrømmer, at når tiden og energien er knap, så irriteres jeg af kodeordene. Det tager tid. Ikke meget, men nok til, at når jeg har kommenteret på 10-12 blogge, så gider jeg ikke mere, fordi det er bøvlet.

Så jeg gentager min kærlige opfordring; smid kodeshowet væk. Åben dørene og sluserne til kommentarer fra nær og fjern, indtil det modsatte er bevist og du spammes med stuff.

Kærlig hilsen

Træt med træt på.

Damen her er stadig træt. Weekenden suser forbi, når man skal sove lidt hver eftermiddag. Jeg husker at fortælle mig selv, at opstart på job, 1. sals maleri, havens springen ud og savnet til kæresten er faktorer værdige nok til at begrunde den fysiske og mentale træthed der er min tro følgesveninde for tiden.
Men hold nu kæft hvor er det begrænsende.

Jeg vil påstå man (jeg) er pænt træt, når man 20:55 lørdag opdager, at grunden til at gadelyset og alle nabohusene er mørke, er årets Earthhour er startet mens man selv har siddet med lys i alt elektrisk og gloet dumt tv og man derefter bryder ud i hikstende gråd, fordi man jo ER en EARTH person og nu tror ingen det og nu har man egenhændigt fucket verden.
Som kompensation slukkede jeg alt el kl. 20:58 og gik i seng. Undskyld Earth.

Tryghed på små steder

Forleden skrev Madame om Tiny House Blog

Forleden skrev Madame om Tiny House Blog.

Jeg har fulgt bloggen siden jeg købte hus, og jeg bliver hver gang inspireret, når de har et indlæg om simpel living. De viste huse, trailere og træhytter er et levende bevis på at mennesket er innovativt og kreativt og jeg drømmer om den dag, hvor jeg kan bygge (få bygget?) en trailer med hus, et træhus eller en hytte.

Jeg har noget med hytter. Huler. Enkle sikre steder. Jeg er "kendt" for at lave huler, når jeg besøger og overnatter hos folk. Giv mig et hjørne til mine ting og jeg er tryg.

Hvor er du tryg?

Jord i hul og løb på landet

Ugidelig mandag blev afløst af determineret tirsdag og onsdag. Resultat, rigtigt meget håndgribeligt stuff på arbejdet. Et hul i jorden fyldt med jord (den nye bed i haven), og andre praktiske husting.

Og jeg har løbet med den lokale løbeklub for første gang. De var sgu lidt mærkelige. Ingen modtagelse, sikkert usikre på hende den unge nye (de fleste var 50+) og sgu fanden om de ikke løb fra mig, så jeg måtte vente på en bagtrop under dagens 5 km. Men fuck alt det, for outcommet er at jeg løb 5 km på en ok tid og mærkede at jeg vist ikke lige presser mig selv meget når jeg løber alene.
De får mig ikke rystet af. Jeg dukker op igen på tirsdag. Med alt gearet og mine farlige 38 år.
Nu er det min mission og se om det er en flok sure mænd og koner fra landet der løber pænt stærkt, eller de i virkeligheden er usikre mænd og koner fra landet der løber pænt stærkt.

Jeg har desværre ingen billeder fra løbeklubben (lidt svært at fotografere med ovenstående stemning), men jeg har et af mit hul - nu med jord :o)